1897-10-07

Kjøbenhavn. 7-10-97.

Kære Willumsen!
Jeg har besluttet mig – jeg tager ikke imod Tilbudet, Deres Atelier skal ikke trampes til af en Flok kedelige og dumme Mennesker.
Forøvrigt er det mærkeligt så Deres Arbejder fæstner sig i Erindringen, de ligesom tvinge En til at skabe med, både Leret og Farverne synes et uvilligt

og for tungt Stof til at kunne fremstille det tænkte, vel netop fordi det tænkte er mer end Form og Farve.
Man kunne råbe Ak og Ve over det at være Kunstner, to Mure skal man svinge sig over – himmelhøje! – på den ene Side Flovhed, Fladhed og Idioti, på den anden, Ondskab Misundelse og Chicaneri. De første Egenskaber forekomme mig personificeret i et seigt [Goin], så siegt, at det bliver siddende selv om man skiller Hovedet fra Kroppen,

og overfor de sidste kan man ligesågodt straks capitulere.
Hvor finder man her Redningsmanden, den rige Mand, ham der kan betale Kunsten og som kun interessere sig for den for dens egen Skyld. Han tilhøre Romanerne., Vore Pengemænd ere rå, de praler og slår på deres fyldte Lommer, de ligne giftige Champignons, der strutter af Velvære og kun eksistere til deres egen Forherligelse.
Nå! – det var ikke Meningen med disse Liner, men – en Skrivepen kan også Diarrø.
Kom på Søndag 14 Dage og

hør på den lille Koncært og tag Deres Frue med – jeg tror den vil more Dem.
Med venlig Hilsen
Deres
Louis Glass.