J. F. Willumsen
1946-05-12
Sender
Jens Ferdinand Willumsen
Recipient
Siegfried Wagner
Document content
Awaiting summary
Transcription
Villa "Le Lido"
Route de Fréjus
Cannes. France (A∙M) den 12 Maj 1946.
Kære Ven Siegfried Wagner og Fru Olga.
Jeg blev glad ved at faa saa hurtig Svar paa mit Brev. Det viser sig altsaa at Situationen er omtrent den samme i Danmark som her, d.v.s. forfærderlig. Der er maaske en Smule mere Mad at faa hos Jer. Men ellers er Livet gaaet helt i staa ∙ og der er ingen Grund til at haste hjem. Det er Venner og Selskabelighed som mangler her. Her er forfærderlig trist og ensomt. Vi kan ikke arbejde. Jeg sidder ligesom Du med Hænderne i Skødet.
Naar jeg saa hurtig skriver, saa er Grunden den, at jeg i de sidste Par Maaneder har prøvet at kurere min Gigt med dette Salicyl Middel. Det synes foreløbig at have taget Smerterne bort. Det er jo en stor Ting og jeg anbefaler Fru Olga at prøve det. Salicyl er jo et gammelt kendt Middel mod Gigt og hun har maaske forlængst prøvet det. Maaske er det Maaden at tage det paa, der er god. Efter 14 Dages Kur skal man standse op i 14 Dage for at lade Naturen hvile, og saa begynde paa en frisk. Ethvert Apotek i Danmark maa kunde levere det.
Jeg troer at Du er noget for haard mod Struckmann. Han har sit pudsige Væsen imod sig; men han har dog gjort megen Nytte paa mange Omraader. Jeg behøver ikke at nævne "Naturfrednings Foreningen". Sidst er det ved danske Udstilling i Oslo at han har været udmærket, vistnok for os alle; men i al Fald for mit Vedkommende. Han hængte mine Malerier op paa Hæderspladsen, og jeg fik derved gode Omtaler, ikke alene i Danmark; men mest i Norge. Det har sikkert haft sit gode
Tilbageslag paa mit paatænkte Museum. Paa den Maade har han ofte hjulpet mig. Det gaar kun langsomt fremad; men han kan ikke sætte Farten op. Det er Englænderne, som er langsomme med at ordne Jærnbaneruten gennem Tyskland. Skrive Breve gør han meget, meget sjældent.
Fra Mogens Kruse har jeg ikke hørt siden December. Han fortalte mig at Max Mehden var død. Mehden var Fru Kruses Gudfader. Jeg har ikke kendt ham; men jeg har set et Par gode Buster han har lavet - dog ikke den af mig, har jeg set.
Tak for Hilsnen fra Frk. Fejlberg. Hils hende mange Gange igjen. Hvis jeg engang kommer til København gaar jeg op til hende.
Jeg kan godt forstaa at Du er glad ved at være kommen tilbage til Dit Hjem. Ak jeg har ikke mere et Hjem jeg kan kalde mit. Herfra skal jeg smides ud naar Loven tillader det.
De hjærteligste Hilsner fra Mme Bourret,
og fra Jeres altid hengivne
J F Willumsen.
Facts
PDFDansk
J.F. Willumsens Museum
Bog: Breve fra J.F. Willumsen til Siegfried Wagner 1905-46
Mentioned works
Max Meden: Willumsens buste (1923)
Patineret bronze, 56 x 33 x 37 cm.
J.F. Willumsens Museum, Acc. 1