Menu

J. F. Willumsen

1949-05-16

Recipient

Siegfried Wagner

Document content

Awaiting summary

Transcription

Villa "Le Lido"-
Route de Frejus –
Cannes – France (A M).       16 Maj 1949

Kære to Wagners.
Tak for de to Breve fra 3 Marts og 1 Maj
Det første var helliget mig med Museets Vedtagelse i Folketinget. Swane og de andre ondskabsfulde og dumme Dødbidere, var foreløbig sat ud, indtil de vaagner op igjen. Det er forbavsende at man kan være saa forkert paa det og sidde paa en saa indflydelsesrig Stilling.
Det andet var et "Lykke og Solskinsbrev".
Solen skinner ude i Jeres Have, det er varmt derude og inde ved Tebordet og i Jeres Sind.
Jeg vil ikke skuffe je[r] med at sige at det bliver snart koldt igjen.
Vi har haft Foraar her ogsaa, og varm Vinter, men nu er det koldt og regner hver Dag og er mørkt.
Saa erfarer jeg at Mogens Kruse har sendt Dig de saa omtalte Breve tilbage. Ovenikøbet fint Indbundne. Han er en Tyvenatur, der er der ingen Tvivl om. Jeg gad nok vide hvormeget den Rad har stjaalet ud af mine Skuffer, da han

gik derude i Villaen hos min Kone paa Strandagervej, uden at være under hendes Opsyn. Saa meget er sikkert, at hun er bleven fnysende gal paa ham og han faar ikke mere Lov til at komme hos hende, paa et Fotografi ser jeg, at de sidder i Haven og drikker The og har det saa morsomt sammen. Hvis Du engang kommer sammen med hende, skulde Du spørge hende ud – Hun fortæller ikke mig noget. Imidlertid Tak for Gaven til mit Museum.
Heldigvis har Olgas Operation lykkedes, for saa vidt – Hun kan maaske nu arbejde noget.
Jeg glæder mig til at se Dine nye Arbejder, som Du mener er bedre end de gamle. Er Bloch opstillet?
Til Jais Nielsen og Kone har jeg endnu ikke se noget. Jeg kender dem forøvrigt ikke Spor; men det gør jo ikke noget, jeg vil gærne lære ham at kende.
Ved 1ste Juni rejser vi til København, Jeg skulle gærne have "Kongesønnens Bryllup" færdigt. Jeg forsøger at komme til at bo paa "Kongen af Danmark" som sædvanlig.
Var Prof. Bloch tilfreds med sin Buste?
Saa ses vi naar jeg kommer til København i Begyndelsen af Juni.
Mange hjærteligste Hilsner til Jer Begge fra Michelle Bourret og fra
Jeres hengivne
J. F. Willumsen.

Mentioned works

J.F. Willumsen: Kongesønnens Bryllup (1888-1949)
Olie på lærred, 162 x 370 cm.
J.F. Willumsens Museum, Inv. 265

J.F. Willumsen: Blochs Buste (1922/1948)
Sandsten. Rigshospitalets have.
Udhugget af Siegfried Wagner i 1948.

Facts

PDF
Letter

Dansk

Cannes (Frankrig)
Lyngby (Danmark)

J.F. Willumsens Museum
Bog: Breve fra J.F. Willumsen til Siegfried Wagner 1905-46