J. F. Willumsen
1904-06-19
Sender
Oscar Matthiesen
Recipient
Jens Ferdinand Willumsen
Document content
Awaiting summary
Transcription
Charlottenlund 19 Juni.
Kjære Willum!
Tak for Dit Brev og for de foreløbige Bestemmelser om Salon des Etrangers. Jeg synes forresten, at de er udmærkede, og Inddelingen af Sectionerne rigtig god og fyldig; iøvrigt hedder det "à la fresque" eller "à fresque" men ikke, som der står i Bestemmelserne "fréscé". Nå – Du har nok været ordentlig virksom både med Maleri og Arangement af Udstilling. Jeg håber der kommer noget godt ud af den, og ser egentlig ikke nogen Grund til, at den skulle mislykkes. Meir Gräfe, som han hedder,
kender jeg lidt til; han var Medredaktør af "Decorative Kunst" i sin Tid, og virkede voldsomt for van der Veldes Møbler gjennem Aar, for at slå ham op. Jeg tror nok han er god at have med; han er idet mindste energisk for det, han interesserer sig for. – Jeg håber Du har modtaget "Prometheus", som jeg sendte recommanderet, så såre jeg kunne få fat i den. Den findes ikke Bibl. f. Tusind Hjem. Sofokles har vist aldrig skrevet nogen Prometheus, Du tænker vist på Aiskylos'; men da Du foretrækker Schellys, var det jo morsomt, at det lykkedes mig at få fat i den. Jeg glæder mig da allerede på Forhånd til at se Dig
løse Problemet Prometheus; jeg har selv ofte tænkt på det, nærmest når andre har malet ham, og jeg har ærgret mig over, hvor skidt de har gjort det. Men Dig har jeg Tillid til. Både Zahrtmann og en Frk. HoffmannBang har iår knækket Halsen på Prometheuser. Zartmanns Mangel på Fantasi burde jo på Forhånd afholde ham fra sådanne Opgaver. Den anden var Elevarbejde. -
Lachmann fornægter sig nok ikke selv. Jeg håber at undgå ham, når jeg om nogen Tid rejser til Ystad; jeg skulle ikke lide at træffe ham igen.
Jeg er begyndt at gjøre Studier til mit store Billede
af badende Soldater – Du husker nok mit Ystad-Motiv, hvor de rider nøgne ud i Søen. Foreløbig har jeg nu malet Studier af tre Heste og en Studie af Mogens i noget over Legemsstørrelse nøgen til Hest. Han har udviklet sig til en muskelstærk og smuk Yngling med begyndende Overskæg og barberet Hage! Jeg håber at få det store Billede gjennemført i Løbet af et Aars Tid. Rytterne skal være noget over Legemstore, Billedet ca 18 Al. l. og 6 h.
Ja; bed Edith sende mig et Fotografi af sit Arbejde, det vil jeg meget gjærne se. – Misse har det endnu ikke så godt – desværre. En hjærtelig Hilsen til Eder fra os begge. Din Ven
Oscar Matthis.
Facts
PDFDansk
Jacob Lachmann
Camilla Matthiesen
Julius Meier-Graefe
Salon des Étrangers
Mogens Staffelt Matthiesen
Henry van de Velde
Edith Willumsen
Kristian Zahrtmann
J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: A/II/4 - M
Mentioned works
Officerer ved det skaanske Dragonregiment i Ystad (1906). Olie på lærred, 500 x 1000 cm. Ystads MilitärHistoriska Museum