1941-04-02

42 rue des Ponchettes.
Nice. France (A.M)   den 2 April 1941.

Kære Wagner.
Tak for Dine to Brev. Det første af 16 Januar har jeg ikke svaret paa. Jeg var saa trist at jeg ikke vidste hvad jeg skulde skrive, og forøvrigt skal man ikke meddele andre sit daarlige Humør. Enhver kan have nok i sit eget.
Det andet af 17 Marts fik jeg igaar. Humøret er naturligvis ikke bleven bedre i Løbet af de 2 Maaneder, vel nærmest værre. Men jeg vil ikke opsætte længere at give et Livstegn fra mig.
Vi har haft det meget koldt i Vinter, Ingen steder fryser man som i Syden. Det er mærkeligt, selv om man opvarmer sine Stuer fryser man alligevel. Jeg har dog kundet faa lige det nødvendige Kul, som jeg med Sparsommelighed har kundet slaa mig igjennem med. Og saa har jeg en elektrisk Ovn som opvarmer fortrinligt i et lille Rum; men den er overordentlig dyr at bruge.
Med Fødevarerne er det rent galt. Vi er lige paa Randen af Hungersnød. Kun lidt Brød, meget lidt Kød. Ingen Kartofler, faa Æg, intet Smør, eller Olivenolie. Ingen Kaffe, meget lidt Sukker. - Ingen Sæbe eller andet Vaskemiddel, og der er meget andet der mangler, som Fisk f.Eks. Jeg vil ikke fortsætte: Vi mangler saa godt som alt. Jeg er derfor bleven saa mager

at jeg kan slaa Tøjet to Gange omkring mig, omtrent ligesaadan med min Hud, der bliver rynket og hænger i Gardiner.
Man kan spise en Masse Grøntsager, som Kaal, Seleri, Fennille; men det er jo ikke andet end Vand, og giver Smærter i Tarmene.
Vi haaber nu paa Hjælp fra Amerika, der har lovet at hjælpe.
Livet er naturligvis helt gaaet i Staa, og aldrig har det været saa trist som nu. Vi gaar ikke ud i Besøg, thi vi kender ingen, og ingen kommer af samme Grund til mig. Jarl kommer dog ind fra Cannes en Gang hver 3^dje Maaned og bliver en Times Tid. Det er jo ikke stort Selskab.
Jeg arbejder med alt muligt, baade med Kunst, og praktiske Ting, det gælder jo om ikke at sidde og hænge og falde sammen. Men det er næsten umuligt at skaffe sig det nødvendige dertil. Intet Træ til at lave Rammer af, ingen Linolie til at male dem med, ingen Petrolium, ingen Terpentin. Der er heller intet Jærn eller andet Metal. Jeg finder frem fra Krogene gamle Stoffer som kan bruges og Hylderne i mine Vægskabe maa blive til Rammer, de er gode og tørre. Paa den Maade faar jeg lavet nogle, og Snedkeren har ikke noget Arbejde, saa han vil gærne arbejde ogsaa. Men det er dyrt. Alt er dyrt, skøndt Guvernementet gør meget for at holde Priserne normale; det lykkes dog ikke fuldstændigt.

Mit Museum er udskudt, skriver Du, det kan vel ikke være anderledes. Ikke destomindre arbejder jeg her med de Sager som det skal indeholde. Laver de Rammer som jeg kan, og sætter i Stand det som ligger og flyder og har ventet i 25 Aar paa at blive gjordt i Orden, Saaledes, at naar Krigen bliver forbi, og Transport kommer i Gang, alle mine Museums Sager kan blive sendt hjem; Der kan saa blive lavet en Udstilling af dem, og de vil da presentere sig smukt og fornøjeligt at skue. Jeg har nu en stor Samling paa 1900 Numre, med mange smukke Ting imellem. Flere historiske Malerier af store Mestre og naar jeg ser mit Snit, saa køber jeg engang imellem stadig et Billede til den -
Den Frie Udstillings 50 Aars Jubilæums Udstilling blev altsaa aabnet, men den skal efter Dit sigende, være jammerlig. Det er da sørgeligt. Men det er jo stadig Krigen der er Skyld deri. Ja Struckmann holder Festtalen til den store Middag; det gør han jo godt og han morer de andre, og lad ham saa gøre det.
Alt i Alt har jeg det Indtryk at I har det bedre der hjemme end Vi har det her, og jeg troer ikke at Nizza nogensinde vil komme over den Dekadence som den nu har. Jeg

tænker derfor paa at forlade Nizza forstedse efter Krigen. Men hvis jeg ikke er død forinden, hvor saa tage hen? Naturligvis til Danmark; men hvorledes skal jeg kunde arbejde i 9 Maaneders Mørke. Jeg skal altsaa igjen gaa og vride mine Hænde i Ærgrelse over Vejret, som jeg altid gjorde det om Vintrene i København – At bo paa et Hotelværelse og i en Pension vil ogsaa være umuligt for mig –
Her er lyst, og selv om Solen ikke skinner hver Dag, saa kan jeg arbejde, og syg af Influenza bliver man kun sjældent.
Fra M^me Bourret skal jeg hilse mange Gange jeg har sagt hende at Du siger at hun skal passe godt paa mig. Det gør hun ogsaa.
Jeg haaber at Du og Din Kone nu har det godt og er bleven helt færdig med al Slags Sygdom. Nu kommer Foraaret, og det er jo en dejlig Tid i Danmark.
I Danmark det skønneste Land i Europa. Skade at det regner saa meget og er saa mørk.
Din gamle Ven
J. F. Willumsen.
Mange Hilsner til
M^me Olga og Din Familje!