1953-03-22

Skagen 22.3.53.

Kære Ernst Mentze.
Selvfølgelig har jeg ikke glemt Dem fra den Periode, De var en af os. Og Bob holdt meget af Dem. Men vore Nicer har jo været noget omskiftende.
Hvis De vil nøjes med, hvad der nu kommer frem i min Erindring fra den vidunderlig Tid i min Ungdom, hvor Mesteren lærte os, just ikke Porcelænkunst, men at se og opfatte og kende før vi prøvede at tegne eller give vor Opfattelse Form - saa vid, at han med den største Taalmodighed arbejdede med os Par unge Kunstnere - talte om Kunst, om Paris

II
lukkede vore Øjne og vort Sind op, sad paa det store Arbejdsbord og tegnede mens vi - (Siegfred Wagner, Ingeborg Plockros g. Irminger, Axel Locher og jeg fuldstændig betagne, glemte at vi var paa en Porcelænsfabrik.) Teknikeren og Maleren Hallin var rædselsslagen. Hvad W. forlangte kunde man ikke byde Porcelænsbrænd[in]g.
Men netop noget helt andet end de kendte blege Underglasurer vilde han, W, jo have frem. Og vor gamle kloge Direktør Harald Bing havde set at W. var Manden. Ulykken var at det var umuligt for W. at frembringe, husk først alle Forsøgene, nok Arbejder selv, paa de

III
Par Aar til Verdensudstillingen i Paris 1900. Derfor valgte han os unge modtagelige uselvstændige Væsner, men det var Willumsens store Evner, der prægede den mindste Smule vi lavede. Og saa det Hoved der sad paa ham. Formen, Farven i Haar og Skæg og de stærke aflange Øjne.
Senere, i Paris, var vi Skandinæver sammen - spiste paa en lille rigtig fransk Café, en Marchand de Vin. W. elskede igrunden at blive sagt imod - og Axel gjorde det bravt. Vi var jo ikke saa unge mere. Juleaften spiste vi Gaas — de andre, Rudolf Tegner, Carl Bonnesen, Fru Tscherning, nogle Læger, Svenskere, var med bagefter i Tegners

IV
store Atelier. Juletræ. Smaa Gaver og stadig Willumsen, den der fyldte med sin store Personlighed.
Siste Gang jeg saa og talte med ham var her paa Skagen henne i Brøndums Have. Stadig en Kæmpe men Haaret nu hvidt. Jeg tror han læste den evige Beundring i mine Øjne for han lagde venlig sin Haand paa mit Hoved. Den store Mester hvem jeg skylder den lille levende Kilde i mit Sind.

V.
Tidt talte Willumsen om Michelangelo. Jeg har ofte tænkt, hvor skammeligt det er at W. ikke kom til, blev ^xnødt ^xtvunget til, ligesom M.A., at dekorere et stort Rum med Frescer. Netop som M.A. male paa Murene. En Amerikaner har skrevet en Bog om M.A. Jeg husker en latterlig lille Ting W. fortalte: der var berettet at M.Angelos Fader indstændig bad Sønnen altid holde sit Hoved Varmt. Og M.A. beklagede sig; idet var et forfærdeligt Arbejde paa Stiger og Stilladser - og jeg er ikke Maler og min Nakke gror ned i min Ryg

VI
Det var ikke alene Materialerne Willumsen matte slaas med. Den gamle Stab af dygtige Kunstnere og Teknikkere var alle imod ham - syntes det var galmands Værk at behandle Porcelænsmærker som W. gjorde - og forlangte det skulde holde i grand feue. Kun vor Direktør og l'e'cole troede paa ham.
Tidt maatte W. paa Fabrikke[n] kæmpe sig frem. Jeg ser ham i den hvide Kittel, et vinrødt Klæde om Halsen og et næsten opgivet udtryk i sit dejlige Ansigt. Intet under vi unge fulgte ham blindt.
Og jeg ser vor Direktør med stor Værdighed huske

VII
os paa:
- Resultaterne, som skal fæstne Fabrikkens Ry skal sandelig naas og udstilles i Paris 1900!
Kære Ernst Mentze - er det mon Umagen værd at sende Dem dette - Mange Ting jeg kunde skrive om Mesteren er for ubetydelige (for andre end mig selv) og Fabrikken B & G.'s Udvikling kan mange andre give langt bedre end jeg, alt er nu forandret.
Disse Blade er jo hurtig læst - og brændte.
En venlig Hilsen fra
Deres hengivne
Jo Hahn Locher.