1945-10-07

7^de Octbr:
1945
Kære Willumsen!
Jeg blev umaadelig glad for dit Brevkort af 27^de Septr. Tak for det. Det var et Livstegn som jeg længe havde ventet paa, jeg var ærligt talt ængstelig for at der var tilstødt dig noget efter som jeg i flere Maaneder intet havde hørt fra dig. Jeg vidste jo ikke af, at du ikke havde faaet mine sidste to Breve. Du skriver at du antagelig kommer hjem til Foraaret 46, det glæder vi os megt til. Vær glad ved at du ikke er hjemme i Øjeblikket, vi gaar en streng Tid imøde. Vi har næsten ingen Brændsel til Vinter og alt gaar saa langsomt og trevent, intet kan komme igang. Politisk Pindehuggeri behersker alle Forhold. Nu faar vi se hvad Valget giver for Resultat; det er svært at tage Stilling til Spørgsmaalet i Øjeblikket. Jeg begynder at finde mig selv igen efter disse forfærdelige Aar; jeg er gledet helt ud af Publikums Bevisthed. Jeg lever paa Resterne af min tidligere, meget lille opsparede Kapital. Der har være 4 meget dyre Aar de sidste. Jeg er vældig flittig og gør alt det Arbejde færdigt, som jeg havde

paabegyndt inden min Flugt.
Idag er det lige 2 Aar siden jeg maatte flygte. Første levede jeg under Jorden i en længere Tid, ude paa Landet, langt fra mit Hjem, saa blev jeg af Venner hentet ind til København, dernæst forsøgte jeg at flygte til Sverige. To Gange mislykkedes det, den ene Gang under meget dramatiske Omstændigheder; Den tredje Gang gik alt godt i Begyndelsen, men ude i Sundet blev vor Baad taget af Tyskerne. De 15–20 minutter der fulgte vare de mest Nervepirrende jeg har været ud for. Vi slap ved Hjælp af Bestikkelse; Vi reddede Livet men berøvet de fleste af vore Penge. De første 3 Uger var forfærdelige. Første Nat maatte jeg tilligemed 2 andre, overnatte i en beskidt Fængselscelle, og dernæst blev jeg tilligemed 85 andre sendt i en Forlægning højt oppe i Sverige. Det var heller ingen behagelig Oplevelse. Senere formede Livet sig trist og

og vegeterende, indtil den store Dag oprandt da Bødlerne blev slaaet ned. Nu gælder det om at blive glad igen, til en Begyndelse troede jeg ikke, det kunde lade sig gøre, saa meget ondt som vor Race har oplevet, men som sagt; jeg er ved at komme mig, takket være Olga! Hun har været tapper og storartet, endskøndt hun ogsaa havde det ilde herhjemme. Nu haaber vi alle paa lysere Tider.
Kære W! lad mig høre lidt fra dig og “om Dig.” Nu da Censuren er ovre og man kan skrive uden “paaholden Haand,” kan man jo bedere udfolde sig. Vi glæder os usigelig til at være sammen med dig igen, efter disse Genvordigheder. Jeg selv er glad over, ikke at have delt Skæbne med 5 Millioner af min Race,

og det under de grusomste Torturer; det maa man være Taknemmelig for.
Lev nu vel og de hjærteligste Hilsner ogsaa fra Olga
Din gamle Ven
Siegfried Wagner.
Mange Hilsner til
Madame Bourret!