Menu

J. F. Willumsen

1944-03-01

Document content

Awaiting summary

Transcription

p.T. Bytaregatan. Lund. den 1te Martz 1944

Kære Mester!
Jeg har idag modtaget Dit Brev 18/2 og var meget glad ved at høre at Du nu har faaet alle de Breve som jeg har sendt Dig, ovenikøbet det med den mangelfulde Adresse. Til min store Overraskelse ser jeg ogsaa at Dit sidste Brev ikke har været aabnet af Censuren, maaske er det fordi jeg er i Sverige. Det er sørgeligt at høre at I maa sulte og tilmed i et ellers saa rigt Land som Frankrig. Iøvrigt har jeg efter Modtagelsen af Dit Brevkort, sendt en Skrivelse til den frie Udstillings Bestyrelse og forlangt af dem, at de skulde gøre alt hvad de formaar, for at faa Dig til Danmark. Om de nu reagerer er en anden Sag. Jeg for min Part har ikke for meget Tiltro til Kunstnerne i den frie Udstilling. Jeg mener at vide, at de kun hver især arbejder for sig selv. Men maaske er jeg uretfærdig; jeg har haft saa mange Skuffelser fra den Side. Dersom Du sad i et Værelse som dette, med den herligste Udsigt til en Baggaard, og en Seng et Skrivebord og to Stole som man ikke kan sidde i og saa faa Penge som jeg har; saa kan man ikke købe Vox, Værktøj ec og saa har man heller ingen Lyst til Kunst. Jeg fører en rigtig Flygtnings Tilværelse, traver paa de Gader som jeg har gaaet 100 Gange og om Aftnen køber jeg Pølser og Brød og spiser dem gaaende. I mit sidste Brev

har jeg kun antydet hvad der foregik i København den 1te October (for at Censuren ikke skulde faa noget at vide) men de Rædsler som der var og blev udspillet, de kan staa paa Højde med hvad der er sket andre Steder. Mange højtbegavede Jøder begik Selvmord for ikke at blive deporteret og derefter ombragte. Mange af mine Bekendte tog sig selv af dage, andre Steder var det hele Familier som døde. Havde den danske studerende Ungdom ikke været saa opofrende saa var ikke saa mange af os blevet reddede som Tilfældet nu viser sig at der er. Her i Sverig er mange af de ældre gaaet den samme Vej, de var for deprimerede af det skete. Min gamle Ven Digteren Henry Nathansen, smed sig ud af et Hotelvindue her i Lund, 2 Dage før jeg kom, og jeg skulde endda efter Aftale med ham, ned og opmuntre ham. At Krigen nu er paa Held tror jeg ganske bestemt, nu maa Afgørelsen falde. Men om der bagefter bliver rart her i Verden, ja det er en ganske anden Sag. Jeg har idag skrevet et Brev til Undervisningsministeriet hvorunder Kunsten sorterer og spurgt om det virkelig er Meningen, at vi skal Sulte, vi som laver Kunst. De Priser som i disse Dage gives ud til Kunst i Danmark paa Auktionerne har naaet en Højde, som er den rene Sindssyge og det gaar vi Kunstnere og ser paa, og kan kun faa til det aller, aller nødvendigste. Det er oprørende. Nu skal jeg ikke trætte Dig mere med mine lidet opmuntrende Betragtninger. Hav det nu godt og lad mig endelig vide hvordan det fremdeles gaar Dig
Din meget hengivne Siegfried Wagner.

Hilsen til Mme Bouret, det er ogsaa Synd for hende.

Facts

PDF
Letter

Dansk

Lund (Sverige)

Bytaregatan 26
Lund
Sverige

Cannes (Frankrig)

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: B/I/1 - Wagner