1944-01-26

26–1–44
Kære gamle Willumsen!
Hvor er det længe siden vi har været i Forbindelse med hinanden, om Du har skrevet til mig i Mellemtiden ved jeg ikke, for jeg har ikke været hjemme i mange lange Tider. Sidst i September maatte jeg forsvinde hjemmefra og først omkring 8–9 Octbr landede jeg i Sverige, kun medførende et Par Strømper og et Stykke Barbersæbe. Det var en drøj og besværlig Rejse, den dyreste jeg i mit lange Liv har foretaget. Jeg kom til Sverig med meget faa Penge i Lommen. Den første Tid her har heller ikke været en Dans paa Roser. Min søde Kone er et Sted i Danmark, hun er jo ikke Jøde, min ældste Datter og Mand et andet Sted. Min yngste Datter   hendes Mand og Børn bor nede i Skaane, meget langt herfra. Her sidder jeg, læns paa Penge og intet kan jeg foretage mig. Naar

Det er ikke nogen fornøjelig Tilværelse naar man som jeg snart runder de 70. Hvad – hvorledes og hvordan, er de stadig tilbagevendende Spørgsmaal. Kommer man hjem igen og hvor er saa alt hende, faar man sit Hus sine Møbler sit Værksted, sine Kunstværker igen, og først og sidst lever min Kone til den Tid? Og er man saa til syvende og sidst i Stand til at arbejde og tjene nogle Penge. Jeg har skrevet til forskellige hjemme om at købe noget af mig, men er man først ude af det saa faar man aldrig Svar. Mad faar jeg foreløbig men hvorlænge ved man jo ikke. Det værste er Ledigangen. Jeg har ingen Steder jeg kan arbejde. Kavalet – Ler – Vox ec–ec kan jeg ikke skaffe mig her, og hvorfor ogsaa begynde. Naar man lever under det Tryk som jeg lever under nu, ja saa kan

man ikke lave Kunst. Hvorlænge kan disse Tilstande blive ved. Lige inden jeg rejste var jeg midt i store Arbejder og det begyndt at blive lidt bedere ovenpaa de meget besværlige Aar 41–42 og saa brast det hele.
Hvordan lever Du dernede og hvordan lever Madame Bouret? Jeg har ofte tænkt paa Dig og ofte har jeg været ved at skrive, men hver Gang har jeg lagt Pennen fra mig; hvorfor skrive naar man kun kan klage. Men idag saa synes jeg alligevel jeg maa sende Dig et Livstegn. Fik Du nogensinde det Telegram som Fejlberg, Olga og jeg sendte Dig paa Din 80 Aars Fødselsdag. Din Buste fik den Dag en hel Krands af Roser, det saa festligt ud.
Prøv nu paa om Du ikke kan sende mig blot et Kort, saa vil jeg være fornøjet.

Til Slut de hjærteligste
Hilsner fra Din gamle Ven
og Elev
Siegfried Wagner
Mange Hilsner til
Madame Bouret.