1923-10-12

Roskilde.
12-X-23
Kære Willumsen!
Det var min Mening at opsætte at ønske Dem til Lykke, til jeg ved Festen imorgen kunde trykke Deres Haand. Men nu er det saa uheldigt, at baade min Hustru og jeg er blevne daarlige, saa vi er ganske forhindrede. Det er før gaaet saaledes, naar De paa Deres storladne Maade - har samlet de frie Udstillere, at jeg har været forhindret. Jeg glædede mig da til nu at hylde Dem som Gæst i den frie Udstilling.
De er saa stor en Kunstner, at selve Deres Værk maa fylde Dem helt; og smaa Maleres

Hyldest kan næppe veje stort for Dem; selv om det dog altid er fra Kollegernes Kreds, om den end kun tæller faa fremtrædende, at den varmeste Forstaaelse og Taknemlighed udgaar. Men De er som den store Kunstner ogsaa det betydelige Menneske, de to Ting er uadskillelige. Og hvor højt Deres kunstneriske Kraft og Evne end er hævet over det almindelige Jævnmaal, tror jeg at det smukke menneskelige hos Dem alligevel glædes ved at møde Taknemlighed hos dem, der forstaar Deres Betydning.
De har ovenikøbet altid vist saa mange af os en person-

lig Venlighed, saa alene dette vilde være nok til at drage os til Dem. De har dertil været den frie Udstilling en saa mægtig ja uundværlig og trofast Støtte.
Vi skylder Dem ikke blot vor Bygnings Ejendommelighed og Godhed, men vi er Dem taknemlige for den Troskab, De har vist os, De ofre De har bragt os, selv efter at vi næppe kunde regne med al Deres Interesse fra det fjerne.
Men allermest maa vi takke Dem, fordi De – en af De faa – har holdt Ideen, i hvis Tjeneste De lever og arbejder, højt, - det forekommer mig som om Deres Kunst er Dem en Religion. Det er ogsaa

til Blussel for os mange, der ikke har haft Kraft til at stride en saadan Kamp – rent menneskeligt – (for Evnerne er jo tildelt af Skaberens Haand) – opløftende, begejstrende. Stor er et Krav deri til vor Samvittighed, der bringer mig til beskæmmet at bøje mit Hoved.
Jo svagere vi selv staar, desto mere trænger vi til at se for vore Øjne det heroiske.
Naar jeg tænker paa, hvordan De fra først af selv har kæmpet Dem frem, ad egne Veje dannet Dem Deres Ideal, selv tumlet med Tanker og Begreber og fæstnet Dem en Livsanskuelse, i hvilken den aldrig opgivende Kamp synes at være Centrum,

II
og at De kun har mødt liden Deltagelse ud over en snævere Kreds, er der for mig noget tragisk men højst beundringsværdigt deri.
Tragisk – fordi De syne skabt til at være – i aller ædleste Forstand – en Folke-maler – en Kunstner paa mange Omraader, der vilde have haft sin store Glæde i at tjene en Nation, og tolke den, hvad den selv ikke ret ved den ejer. Den der yder af al sin Kraft og af en saa stor Magt – og saa rent, staalblankt og dog klart, med en Varme som Understrøm, der glimtvis anes, og da glæder dobbelt, men altid mandigt

uden svageste Spor af Sentimentalitet – havde fortjent store Opgaver og saadanne som vender ud imod det store Folk – ikke mod De rafinerede Dele af det – ud mod det sunde stærke ufordærvede glade og varme Del af Folket.
Jeg tror – tilgiv mig det – ikke at De kender denne. Dette Folk er delt i to Dele efter andre Linjer end mange andre Folk – og de æsthetiske Dele af det kender lidet til den anden Del og har gerne overset den.
Her kommer nu en Mængde Fremmede fra hele Jorden for at se, hvad det er, der gør, at der er en skjult

Kraft i Danmark, som en meget stor Del af Folket ikke selv forstaar eller regner med. De fremmede ser det bedre – paa Afstand -; men de vil vide rigtig hvad det er. Her har i Sommer alene været c. 100 Japanere, der jo ikke alle finder ind til Livsnerven; men en Del har fundet den. Her kommer Folk fra andre Nationer, alle vil de søge at finde Kilden til den iøjenfaldende Dygtighed paa vort Landbrugs og vore Andel foretagenders Omraade. Nogle finder Kilden andre ikke. Men den er der.
Hvis De havde fundet den selv, vilde De baade være blevet opildnet og

sikkert have fundet Sangbund.
Den store Kunstner er altid den ydende. Enten han faar Opgaver eller ej, er det hans Lod – hans Privilegium – at være den stort ydende. Men Forstaaelse, Taknemlighed, Stolthed og Begejstring skulde han i alt fald kunne høste.
En Vexelvirkning bør der være.
De har imidlertid staaet ene – og har end og til dels exspatrieret Dem. Til alles store Sorg, der holder af Dem; - Men desto mere beundringsværdigt er det, at De har kunnet holde Ideens Fane saa højt.

III
Det er ganske forunderligt at De har haft en saadan Magt i Dem. De kaster Glans over Deres Land, og dog kender De – ja tilgiv mig - ikke det bedste, varmeste, stærkeste i Deres Folk, - Det som andre Folkeslag søger her for ad samme Veje at oprejse deres eget Forfald.
Raadenskabet i Overklassen falder stærkt i Øjne, og der er saa meget usselt og svagt hos os, at jeg godt forstaar, De kan faa Lede ved at komme herhjem, sørgeligt nok. Men Understrømmen er varm, ligesom i Deres egen Sjæl. Marven er sund, og der er en ideel Trang og Kraft, som Byernes

Befolkning og Hovedstadens især aldrig har kunnet finde og derfor overset og misforstaaet.
Og dog har De med rund Haand skabt og vist os – og jo derved skænket os som Værdier – saa stolt en Kunst.
De rager op i majestætisk Ensomhed, som en straalende Klippetop.
Hvad en Vexelvirkning kunde havde affødt ved jeg ikke.
Maaske føler De dem for suverain til en saadan. Dog tror jeg De maa have savnet det.
Lad da os, der beundrer Dem, med øget Taknemmelighed hilse Dem og ønske

Dem fortsat Kraft og en altid lige ren og ædel Stræben. Og jeg føjer til:
Aa – forlad os ikke. Kender den bedste Del af Folket Dem ikke, og De især ikke denne, saa nedfældes alligevel, som jeg haaber De dog mærker, Frøet fra saa stolt et Træ i den moderlige Jord, - og ingen aner, hvad en saadan Udsæd kan faa for Virkning. Vi trænger mere til Dem end De vist ved. Vi færre som ser til begge Sider forstaar det. Lever De maaske end bedst i Ro og arbejdsfred i det fremmede, Deres danske Grundlinjer kan De dog ikke udvidske. Vend os ikke Ryg, det vilde være saa svidende bittert at mærke. Og jeg vil

inderlig ønske, at den Bølge af Tak og Hyldest, der nu staar op imod Dem, vil vidne for Dem, at er De end ikke saa forstaaet som De kunde ønsket, saa er der dog en Kreds der baade vurderer Deres stolte Kunst, dens smukke Personlighed, og er Dem ærlig forbunden.
Det er mig en Sorg ikke at trykke Deres Haand i morgen Aften. Tag dette som et Haandtryk fra en af de mange.
Med ærbødig Hilsen og Lykønskning ogsaa til Deres Hustru
Deres hengivne
Viggo Pedersen