Ca. 1948-12

P.S.
Kære hr. Struckmann,
Jeg håber ikke, at De tager mig det ilde op, om jeg tager mig den frihed, når vi nu dog er i forbindelse med hverandre, at udtale et par personlige ord til Dem. Det er min dybe sorg over den måde hvorpå, jeg altid er blevet behandlet i mit eget fødeland.
Det er ikke med min gode vilje, at jeg er bosat her i Sverige, det er af nødvendighed, fordi jeg i Danmark aldrig har haft existens mulighed, fordi jeg er blevet bekæmpet fra alle sider.
Jeg måtte flygte til Sverige under krigen p.g.a. mit arbejde mod nazismen og deres undertrykkelse af moderne kunst, og siden blev jeg her, fordi jeg ikke havde noget at vende hjem til. Jeg blev aldrig opfordret til at deltage i en eneste af de store nordiske udstillinger efter krigen!
- -   - -
Jeg var den første maler i Danmark, som gik ind for det abstrakte maleri, jeg var helt alene i flere år og blev kun latterligjort. Nu er det en stor bevægelse, der for meget stor del, skyldes mit arbejde, disse malere tages med overalt, men aldrig jeg!
Jeg har ikke engang et fast sted at udstille i Danmark.
Jeg tror ikke det kan skyldes, at jeg er en for dårlig kunstner, eftersom der har været bud efter mig gang på gang i udlandet. Jeg har været indbudt til internationale udstillinger, ofte som eneste danske representant i en lang række lande og byer bl.a. London (3 gange), Paris (3 gange), Prag,

Milano, Zürich, Bryssel, New York (2 gange) og jeg har nu separatudst i N.Y.
I Stockholm har jeg været indbudt som gæst både i "Färg och Form" og "Svensk-franska" de to fornemste gallerier her. Jeg har været gæst i kunstforeninger over hele Sverige.
En af mine bøger, som danske aviser ikke engang gad anmelde, anvendes i undervisningen ved universitetet i Upsala!
Hvorfor går alle officielle danske kunstkommiteer uden om mig?
Jeg har kun én støtte i Danmark og det er William Scharff, men han kan jo ikke alene gøre ret meget.
De vil sikkert forstå, at det er et meget trist resultat efter 20 års arbejde, der faktisk har ført til så meget – for andre.
Jeg håber, at De tilgiver mig, at jeg engang følte trang til at meddele min forundring og sorg.
Jeg kan klare mig uden Danmark, med det er dog nu engang mit fædreland, og det har virkelig gjort mig ondt, at jeg er tvunget til at leve udenfor det.
Deres
Vilh. Bjerke Petersen.