Menu

J. F. Willumsen

1904-02-03

Afsender

Oscar Matthiesen

Dokumentindhold

Matthiesen ønsker at rejse til Paris for at udstille på Champ-de-Mars og evt. undervise i freskoteknik dernede. Hans Heyerdahl har malet et portræt af Matthiesen, og han har lovprist Willumsen, som er kommet ind i en god kunstnerkreds i Paris. Matthiesen ønsker at se Willumsens arbejder til Jacob Lachmann, og han beskriver sine egne arbejder. Derudover er han lige smigret og skeptisk overfor Willumsens forslag om et muligt kunstnersamarbejde mellem de to.

Transskription

Charlottenlund 3 Febr.
Kjære Willum!
Der er længe siden altfor længe siden at jeg har skrevet til Dig; og to Breve har jeg fra Dig som ligge ubesvarede! Det glædede mig meget, at Du fandt min Afhandling om Frescomaleriet god og interessant. Jeg har jo sat mit Liv ind på de Ting og døjer ofte ondt for at holde det Hele gående uden at slippe det Tag som jeg

har taget desangående. Men herhjemme er næsten ikke andet for mig at gjøre end at opgive at være Frescomaler eller også at emigrere. Og jeg har jo allerede tidligere talt til Dig om min Hensigt at komme til Paris. Men det er jo så vanskeligt, fordi Misse er syg og jeg har så mange at sørge for, så der skal tjenes så meget.
Nu vil jeg udstille een eller et Par Frescer iår på Champ de Mars og vil se at skaffe mig Introduktion i Paris mulig som Lærer i Fresco – og så får

vi jo se om det kan gå. I denne Tid har Heyerdahl, som Du jo nok kjender, malet et Portræt af mig ved elektrisk Lys; og vi har talt en Del om de Ting, og han har lovet at virke for mig, når han kommer tilbage til Paris. Han har iøvrigt fortalt mig en Del om Dig som glædede mig at høre; bl.a. at Du var kommen ind i en god Kreds af gode Kunstnere, som arbejdede meget alvorligt og godt, og som Fremtiden sikkert tilhørte. Jeg skulle lide at se Dine Arbejder til Lachmann; de er jo nok rigtig gode.

Jeg selv maler kun Småting. Jeg har malet et Billede med en døende Hjort; og nu maler jeg Titter i Middelhavet, som måske bliver til en Havfrue-Fresce. Hvis den lykkes sender jeg den til Paris. – Du skrev om Compagniskab mellem os, og det glædede mig egentlig overmåde meget, at Du kunne få den Tanke. Men det kunde vist aldrig lade sig gjøre i Virkeligheden; først fordi jeg opfatter Din Personlighed som stærkere end min; således at jeg ville komme til at ligge under

II
for Dig. Jeg har stadig Idealer i mit Indre af legemstort Fresco-Figurmaleri, som jeg endnu tror på at kunne arbejde mig op til – med lidt Bistand af Skæbnen -.
Og jeg kan ikke udvikle mig uden under Opgaver eller givne Bestillinger. Alt andet Maleri betragter jeg som tidudfyldende Tidsfordriv, som jeg nok kan gjøre mig Umage med og lære lidt af – men Atelierarbejde som sådant ligger ikke for mig og tager ikke min dybeste Interesse fangen. Det er de sammensatte

Opgaver der interesserer mig, Sammenhængen med det øvrige Liv og Anvendelsen; fr. Expl. sådan noget som mineralogisk Museum. Jo større Opgaven er, des større bliver min Kærlighed til den mindste Enkelthed; så kan jeg studere og arbejde kollosalt – ellers kun halvt. Overfor en enkelt Ting, en let Opgave, bliver jeg så mat, at jeg slet ikke kan løse den.
Skulle vi nu arbejde på Atelier sammen på Atelierbilleder – så vilde Dine Billeder absolut interessere mig mere end mine egne, og det vilde ende med at jeg gik Dig til

Hånde og selv gik til Grunde; ja og så har jeg jo glemt hele Familien, som i Mellemtiden var død af Sult og Forglemmelse!
Men kan Du se lysere og mulig anderledes på Sagerne, så lad mig endelig få det at vide.
Iaften sidder jeg ellers og skriver min Afhandling om Fresco ud til et Foredrag som jeg vil holde med Lysbilleder rundt om i forskellige Foreninger for at slå lidt Mønt derved og agitere for Frescomaleriets Fremme. Jeg søger – som Du ser – på alle Måder at virke for min Sag,

idet jeg tror på Gentagelsens Magt, hypnotiserende Magt over Sindene. Tilsidst, tænker jeg, så tror også alle andre at Freskomaleriet er en Nødvendighed for Kunstens og Samfundets Beståen – og så kommer Bestillingerne og Opgaverne og Udviklingen. Men det er ofte svært at holde Ventetiden ud, og skrive og tænke og tale istedetfor at male. Det tynger mig lidt som Bly i Hjærtet; men så siger jeg til mig selv: go on – een skal være den Stærke; og til syvende og sidst, så er det dog den enkelte der må drive Værket og få de andre med. Og jeg brænder i mit Inderste, så

III
jeg tidt bliver sløv istedetfor arbejdsom; men så samler jeg mig sammen igen og lægger ud på ny – som i denne Tid. Forresten beskæftiger alle Bladene sig i denne Tid i lange Artikler med min Afhandling og berømmer min Indsigt og mit Arbejde; og der begynder at dukke lidt op for at skaffe mig mineralogisk Musæum at udsmykke. Det er de offentlige Arbejder jeg må have fat i; de private kan herhjemme aldeles ikke nytte noget. - Heyerdahl glædede mig forleden

Dag ved at sige, at han betragtede Dig som Danmarks betydeligste Kunstner. Det mente han ikke ifjor, og jeg talte meget for Dig.
Nå, det glædede mig at høre, at Edith havde solgt til Bing; bliv bare ved med sådan noget. – Misse har været mere syg en Tid lang men synes nu igjen at være kommen over det; hun er oppe nu hver Dag et Par Timer og befinder sig glad ved det. – Ellers er her evigt Snesjap og Mørke.
Nu farvel da for denne Gang – begge to – og modtag de hjærteligste Hilsner fra Misse og Eders hengivne Oscar Matthis.

Så for Pokker! nu glemte jeg jo noget. Vil Du gjøre mig den Tjeneste, Willum, at sende mig et Par Anmeldesblanketter til Champ de Mars Salonen snarest.
Har Du noget Begreb om hvorlænge en Kasse er undervejs til Paris, hvorledes den bedst sendes, og om den skal adresseres til en Spediteur eller direkte til Salonen.
MO.

Fakta

PDF
Brev

Dansk

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: A/II/4 - M