Menu

J. F. Willumsen

1905-03-24

Afsender

Oscar Matthiesen

Dokumentindhold

Matthiesen har været på Den Frie Udstilling, hvor han har set Willumsens malerier. Han synes, at værkerne Moder og datter i tre alderstrin er sjælfulde, og at En bjergbestigerske er det bedste maleri på udstillingen. Maleriet finder han smukt i farve og stemning, men han påpeger samtidig, at Willumsens kunne få mere natur ind i værket. Matthiesen har forsøgt at henlede anmeldernes opmærksomhed på maleriet. Derudover har han på udstillingen mødt Willumsens far, som også var positivt stillet.

Transskription

Charlottenlund 24 Marts. 1905.
Kjære Willum!
Jeg skriver i Hast til Dig efter at have tilbragt det meste af Dagen på "den Fri Udst." Og jeg ønsker Dig af Hjærtet til Lykke med Dit store Billede såvel som de smaa "Lachmanske." Din Bjærgbestigerske er det eneste og bedste Kunstværk mellem Malerierne iår på "de Fri."

Jeg har gjort Alt hvad jeg kunne for at henlede de forskellige Referenters Opmærksomhed på det, d.v.s. skærpe deres Interesse; kun har jeg ikke truffet Em. Hannover, som nu er Politikkens Anmelder; men Vald. Koppel og Cavling har jeg talt med.
Så traf jeg Din Fader, som var stolt over Dig! og ham styrkede jeg selvfølgelig også. I al Almindelighed tror jeg nok at jeg tør svare for, at Dine Billeder iår tiltrække

III
sig den største Opmærksomhed og vinde Publikum for Dig.
Jeg selv synes ganske udmærket om hele Stemningen og Holdningen i Dit store Billede, og synes, at Farven er meget smuk. Du har nået langt videre i det end tidligere og er modnet meget. Alt hvad der ellers er i samme Sal ser ganske dilletantistisk og umodent ud ved Siden af Dit.
Dog vil jeg sige Dig, at Du godt kunne få mere

Natur i det, komme Naturen nærmere på Livet endnu. Der er noget hårdt, som er uklædeligt; Du kunne vist have fået det bort ved at konturere; og så er desværre den Hånd og Arm som holder Staven for lille og kraftløs, mangler Natur. Men det er jo kun Småting. Dine Lachmanske Billeder stå også meget modne og fine og sjælfulde. Mere en anden Dag. Ediths Ramme er smuk. – Tak for Dit Brev jeg skal besvare det en anden Dag. Hilsen fra Misse til Eder begge.
Din hengivn Oscar Matis.

Omtalte genstande

  • J.F. Willumsens miniaturer: Moder og datter i tre alderstrin (1905)
    Blyant og tempera på papir, varierende mål
    J.F. Willumsens Museum, Acc 1098, Acc 1099, Acc 1100

  • J.F. Willumsen: En bjergbestigerske (1904)
    Olie på lærred, 206 x 169 cm.
    G.A. Hagemanns Kollegium

  • Edith Willumsens udstillede værker (nr. 589-593) på Charlottenborgs forårsudstilling i 1905.

Fakta

PDF
Brev

Dansk

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: A/II/4 - M