Menu

J. F. Willumsen

1908-02-08

Dokumentindhold

Afventer resumé

Transskription

Uraniavej 11V.
8 Feb. 1908

Kære Willumsen
Dersom mit Brev har forbavset Dem, saa har Deres Svar ikke forbavset mig mindre – hvor kan De dog tro, at jeg vil have Dem til at afgive en Erklæring om, at De ikke er Urnens Fader. – Det er dog mærkeligt saa Mennesker har let ved at misforstaa hinanden, - men det maa vel ligge i at man ikke forstaaer at udtrykke sig, eller at en Ting ofte kan ses fra 2 Sider, og dog synes jeg, at jeg udtrykker mig ganske klart. Hvad jeg vilde med mit Brev var kun det, at rense mig for en mulig Mistanke, at bede Dem bekræfte at jeg ikke, i sin Tid, havde sat mit Navn, under et Arbejde jeg ingen Andel havde i, – det var kort og godt hvad jeg vilde. De siger at man af "Kunst" kan forstaae, hvorfor mit Navn staaer under, det er meget rigtigt, - men dem der ikke ser "Kunst"

de kan ikke forstaae. – Jeg skal bemærke, at jeg ikke selv ejer "Kunst" og ikke husker hvad der stod deri, men jeg tænkte ogsaa, da jeg læste Spørgsmaalet, at det vel af Bladet maatte fremgaae, hvorfor mit Navn stod under. Det har Manden altsaa ikke forstaaet, og derfor syntes jeg den burde svares.
Jeg kunde med 2 Ord have svaret derpaa, uden i mindste Maade at rokke ved, hvad der tidligere havde staaet i Bladene, men jeg fandt det rigtigst at raadføre mig med Dem derfor skrev jeg. – Det var ikke for at fortælle Folk, at jeg ogsaa havde min Del i Urnen, og ogsaa vilde have min Del af Æren, jeg er ikke saa ærekær som De gærne vil tro, havde jeg følt mig krænket, - saa havde jeg sikkert grebet ind paa et tidligere Tidspunkt, hvor Sagen endnu var aktuel, og ikke ventet til Urnen var gemt for alles Øjne. – Nej Willumsen der har De misforstaaet mig, men jeg tør vel nok kalde mig dens Moder, og eftersom Børn, af en Fader og en Moder, altid arver Faderens Navn, og ikke Moderens, saa maatte den ogsaa have Deres Navn, og ikke mit.

Jeg vil fortælle Dem ganske ærlig hvorledes jeg har taget denne Sag fra første Færd. Jeg troer det er den eneste Maade hvorpaa vi kan komme til en Forklaring med hinanden, thi det vilde dog være altfor komisk om vi skulde blive Uvenner over den stakkels Urne. Det har ikke i fjerneste Maade faldet mig ind at mit Brev skulde have den Virkning.
Altsaa. En Dag spørger Bing mig om jeg havde set at min store Urne skulde gemme Drachmanns Støv og om jeg ikke fandt, at det var en værdig Anvendelse af den, - hvilket jeg selvfølgelig bejaede. Næste Dag ser jeg i Avisen, at den af udført af mig efter Tegning af Dem. Jeg syntes nok, det saa lidt underlig ud, men tænkte ved mig selv, hvorledes skulde det forresten ellers skrives, man kan dog ikke forlange en detailleret Beskrivelse af dens Tilblivelse. Mit Navn er bleven nævnt i Forbindelse med Urnen, og mer kan jeg ikke forlange.
Tiden gik og Manden blev begravet, saa en Dag opstaaer vedlagte lille Spørgsmaal i en Avis. Jeg skulde samme Eftermiddag over til Bing, og jeg spørger ham da om han ikke synes der er Grund til at svare, hvilket han benægter i det han siger, at om jeg vil følge hans Raad

skal jeg ikke røre ved den Sag. Jeg siger at det vil jeg selvfølgelig, som jeg altid følger hans gode Raad. – Og jeg burde have fuldt den kloge Mands Raad, saa havde man sparet sig for Misforstaaelser, dog vi kommer nok til Klarhed igjen. Men den næste Dag kom jeg til at tænke paa, at det maaske kunde have ubehagelige Følger for mig, om den ikke blev svaret. Jeg bestemte mig saa til at skrive til Dem, som den rette Vedkommende. Jeg beder Dem, om De ikke for min Skyld vil indrykke et Par Ord og forklare Sammenhængen, og hvis ikke om De saa vil tillade mig at skrive det jeg foreslaaer, jeg dicterer Dem ikke noget, jeg kræver ikke noget, jeg forklarer Dem kun Sagen og henstiller til Dem, om De ikke finder, at det er rigtigt at handle saadan og saadan. Med andre Ord, jeg overlod ganske til Dem at give det den Form De vilde. Men nu kommer vi vist til Kærnen, den Form jeg foreslog, har De ikke syntes om.
Jeg skrev ganske vist ikke at den var lavet efter Deres Tegning, men jeg skrev, hvilket forklarer endnu mere, at vi var unge Kunstnere, at vi ikke kunde staae paa egne Ben, at vi ikke

kendte vore egne Evner – og at De var vor kunstneriske Leder, – det er med andre Ord, vi var upersonlige famlende og umodne, - og hvilket fornuftigt Menneske, som læste de Linier, troer De, ikke vilde give Dem Æren, som den der ledede, og ikke den der blev ledet, selv om han i og for sig havde været et villigt Redskab i Lederens Haand. Jeg kan med min bedste Villie ikke se, at der er rokket ved Deres Paternitet, - men skal vi endelig til at tvistes om, hvem der har lavet den, saa forekommer det mig at jeg med Englefrisen i min Tanke netop forbandt en høj Kuppel, der hvælvede sig op over Frisen og jeg ejer en løselig Skitze af samme Form, at De forstod min Tanke og gav den fast Form i Linien og Holdning, det vil jeg ingenlunde benægte, den anden Urne husker jeg derimod saa tydelig at De tegnede Formen til, - men

jeg vil aldeles ikke forfægte noget, thi det var netop det vidunderlige ved de senere Ting vi lavede sammen, at den Enes Tanke spandt sig ind i den anden, saa det gik som en Leg som naar En begynder paa en Melodi, den anden ikke kan komme paa, men neppe er Tonen givet, før han kan synge med, uden han selv ved hvordan. Men at Æren for Frembringelserne først og fremmest skyldes den Toneangivende, det skal jeg aldrig vove at benægte. Og at jeg aldrig havde lavet hverken Askeurnerne eller Vækst, om ikke De havde ledet mig, og forstaaet i hvad Stemning jeg helst skulde arbejde, det kan jeg ogsaa fuldt ud underskrive. Kun De tre vil jeg gærne være Moder til, for Dem har jeg selv levet med i, men det er meget mulig at de ligner Faderen meget mere, det maa andre bedømme og ikke jeg.

Imidlertid jeg troer at De nu forstaar mig. Jeg havde nær fortabt mig i gamle Minder.
Hvad De skriver om Drachmanns Familie, det bøjer jeg mig selvfølgelig for, – og havde ogsaa rettet mig efter Deres Ønske – derfor skrev jeg til Dem.
Jeg haaber imidlertid ikke, at denne lille Skærmydsel har bragt noget Skaar i vort Venskab – det vilde blive en lidt for kostbar Urne.
Deres hengivne
Ingeborg Plockross.

Omtalte genstande

Holger Drachmanns urne.

Fakta

Brev

Dansk

Harald Bing
Holger Drachmann

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: A/I/6 - I