1933-10-03

3–10–33
Kære Willumsen!
Jeg blev forfærdelig glad for Dit sidste Brev og mange Tak for Brevet. Din Paastand at Du skal være blevet gammel, er der vel ingen som tror paa jeg iethvert Tilfælde slet ikke, og naar vi faar Dit Selvportræt at se vil Du sikkert igen fastslaa at Du stadig er den yngste og den bedste af de her i Danmark nulevende Kunstnere.
For kort Tid siden læste jeg Johannes Poulsens Skildring af sit Ophold hos Dig, samt hvorledes Du har malet ham; jeg synes Skildringen lyder udmærket.
Naar faar vi Dine Billeder at se? Der har lige været en

Afstemning indenfor den frie Udstilling om Din Udstilling, vi har selvfølgelig begge her stemt “Ja” men hvorledes ellers Afstemningen er spændt af ved jeg ikke, men hvorfor mene at der er “nogen” som har stemt “Nej”, det kan jeg ikke tro. “A propos”! Du skriver i Dit sidste Brev om moderne Kunst. Jeg var igaar (hvad der meget sjældent sker) inde og se en Udstilling i den frie af moderne Kunst. De kalder sig “de frie”. Mage til Talentløshed, saavel hos Malere som Billedhuggere skal man lede længe efter, eller lad mig hellere sig, disse er lige saa haabeløse som de fleste andre. Ikke en Tanke indenfor Skallen, kun et Hus, et Træ, en Potte o.s.v. Der er ikke én som forsøger at se selv eller løse en Opgave.

II
Billedhuggerne staar paa samme Niveau. Carlsberg Fondet har selvfølgelig købt det sletteste; Fondet er ogsaa snart en hel Understøttelses Kasse og ikke et Fond til Køb af Kunstværker.
Her er Forholdene rigtig daalige, i ethvert Tilfælde mærker jeg meget stærkt de daarlige Tider. Jeg arbejder ganske ualmindelig meget og studerer og gør om o.s.v. men til hvad Nytte? Jeg har et “Lager,” her staar c: 85 store og smaa Arbejder i Træ - Sten Bronce m.m. og alle er de lige usælgelige, og jeg for min Part har snart brugt de sidste Penge jeg ejer og hvad saa.? Men foreløbig er jeg i mit sædvanlige gode Humør og saa længe jeg har det, saa gaar det jo. Da jeg ifjor ved denne

Tid var i Venedig, saa hørte jeg at Du lige havde været det; jeg gloede og gloede efter Dig men Du var igen borte, det var vi kede af for det havde været morsomt at træffe Dig igen.
Vi rejsete saa over Ancona til Neapel bode paa Ischia i 14 Dage og tog saa til Grækenland hvor vi rejste rundt sammen med Frederik Pouelsen.
Da vi havde været der et Par Maaneder blev Olga daarlig og istedetfor at rejse til Damascus som vi havde tænkt, saa maatte vi rejse hjem. Siden da har min Kone ikke været rask, snarere rigtig daarlig, men nu i den seneste Tid har det taget en gunstig Vending og nu gaar det helt godt igen; men 20 Aar er hun jo ikke længere. Hun blev 60 i Forsommeren.

III
Her i Danmark taler man i disse Aar kun om Fodbold, Biler og Krisehjælp eller Renteskat. Det er til at blive sur over, men det varer nok vor Tid ud, godt er det da at det før har været anderledens og bedere, saa maa man trøste sig med det.
Ellers er her som “tilforn”! Her Ædes i Fælledsskab, danses kævles og rakker ned paa de fraværende gør man ogsaa; hvad kan man saa forlange mere. Det er et helt Paradis.
Vi lever ganske udenfor det Hele, men saa er man ogsaa

sat ud af Spillet, men til Gengæld har man saa Fred!
Jeg kunde jo nok fortælle Dig et og andet Nyt, men naar man sidder i Udlandet gider man ikke tænke paa det hjemlige Sludder, det ved jeg af Erfaring, saa derfor afholder jeg mig fra det.
Nu vil jeg slutte og sender dig min Kones og mine bedste Hilsner og jeg vil haabe at vi snart hører lidt fra Dig igen og at det ikke varer altfor længe inden vi ses.
Din gamle Elev
Siegfried W.