Menu

J. F. Willumsen

1947-07-12

Afsender

Fernanda Nylund

Dokumentindhold

Fernanda Nylund skriver til Willumsen efter mange år uden kontakt. Felix Nylund er død for nogle år siden, og Fernanda har arrangeret en række mindeudstillinger med hans værker. Hun har selv malet en del i de senere år og udstiller ofte i Finland. Derudover vil hun gerne besøge Willumsen i Nice og gense hans Gamle Samling og egne værker.

Transskription

Helsingfors Museigatan 23     1947. 12/7.
Kære Willum
De første numre af Politiken fandt jeg i en Jærnbanekiosk og saa deri til min store Glæde, at Du er i København og skal udstille Din store Samling i den "Frie". Det har ogsaa varet en god Tid inden det blev til noget! Jeg tror det var i 1929 at Du bad mig forsøge at faa Interessen samlet om det Problem men det viste sig jo Umuligt da! Haaber nu Du faar Glæde af den før en ny Verdenskrig bryder ud.! Mange Gange har jeg villet skrive til Dig for at høre hvordan Du klarede Dig og hvor Du havde søgt Tilflugt, men aldrig lykkedes at faa Din Adresse.
I forrige Uge skrev jeg til Edith og spurgte

hende, men nu har altsaa Politiken oplyst mig om, at Du er i bedste Velgaaende og i København. – Siden vi sidst saas i Hotel Kongen af Danmark, er der jo sket en Del og for mig det sørgelige at Felix døde for nogle Aar siden. Og paa Grund af alle de sindsvage Forhold som regerer Verden, kan man jo vanskelig flytte fra Land til Land. Jeg vil helst bort herfra men man kan jo ikke en Gang faa et Værelse i Khavn. – Jeg har arrangeret to Mindesudstillinger af Felix's Tegninger og Malerier og Skitser i Stockholm, den ene paa Nationalmuseet og to her paa Musæerne. Jeg har tænkt ogsaa at arrangere en i Khavn, men alt bliver saa dyrt at det overstiger mine Kræfter. – Jeg selv maler i de senere Aar, og udstiller ofte paa finske Kunstneres Udstill[in]ger i Helsingfors. – Du, Asta Krohn og jeg er vist de eneste af hele vort morsomme

Cycle-Udflugts Selskab, som endnu vandrer rundt paa denne Klode. Asta er desværre ogsaa syg og er i Norge for Øjeblikket. –
Gærne vilde jeg rejse ned og se Din Samling som jeg godt husker fra Paris og Dine egne Arbejder, og jeg haaber at kunne komme til Efteraaret i alle Fald. Jeg har hørt noget om, at Ingemor er begyndt at synge igen, hvilket glæder mig meget, hun med sin prægtige Stemme! Dette var et Livstegn, haaber at faa et fra Dig ogsaa og høre lidt om hvordan det hele gaar.
Au revoir! Din gamle Veninde
Fernanda J. N
P. S.
Flytter Du til København eller bliver Du boende i Nizza?

Fakta

PDF
Brev

Dansk

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: A/II/5 - NO