1900-09-17

Fredag d 17 Sept. 1900.
Carnegie Hall.
Studio 832
7 ^av 56 ^th Street
New York

Kære Ven.
Tak for de to sidste Breve.
Det kommer da meget overraskende at Rohl Smidt er død, og jeg som gaar og venter ham hver Dag, thi nu er det nemlig paa den Tid at Folk kommer tilbage fra deres Ferierejser. Jeg vil skrive til hans Kone og kondulere hende; men om at overtage Scheermann vil jeg ikke skrive. Foreslaar hun mig det, saa gaar jeg maaske ind paa det, for Livet falder mig saa tungt, at det vil være en Lettelse at være sikret i den Tid at det Arbejde varer. Men der er nok en af Vennerne som bliver foreslaaet. Forøvrigt kan jeg ikke tro at hans Kone alene kan bestemme hvilken Kunstner der skal overtage Monumentet. Amerikanerne gør ingen Dumheder. Hun kunde jo engagere en Fusker, der for billig Betaling arbejdede det færdigt; mens hun stak en større Intægt til sig, hvis hun havde Lyst til det. Nej. Udførelses Komitéen har nok et stort Ord, at skulle have sagt desangaaende.

Af Deres første Brev ser jeg at der har været en Række hæftige Angreb paa os i Pressen. Hvis De gider, saa send mig dem. De ved jeg; samler paa Avisudklip som vedrører mig selv og vor frie Udstilling. Samlingen vil sikkert i Fremtiden blive en Kilde for dem som har Trang for den frie Udstillings Historie. Jeg oplever ikke noget særligt interessant her, gør ingen Bekendtskaber, Sommeren er en død Tid alle er bortrejst. Det har været en umanerlig varm Sommer. Her har ikke i de 4 Maaneder Juni, Juli August og -Sept. været under 22° R. i mit Atelier og som oftest mellem 24 og 28 R. I saadan en Varme kan Ens Hjærne ikke arbejde man faar ingen Inspirationer, selv om Natten holder Varmen Sig, saa er det svært at falde i Søvn. Byen og Forholdene interesserer mig stærkt og hvad en Avis kan fortælle er storslaaet, man mærker at det er et stort Land, et ungt Land; med Ungdommens Fortrin og Fejl. Naturligvis bestiller jeg noget. Opmuntret af mit sidste Held i Conkurenser, har jeg indladt mig i Kamp med samtlige Amerikanske Billedhuggere. Opgaven: Et Monument

for de Sømænd som sprang i Luften med "Maine" i Havanas Havn samt for de Soldater som faldt i den amerikansk spanke Krig.
Monumentet kan koste 400.000 Kr. og skal staa i New York. Konkurensen foregaar paa den Maade at der bliver to Indleveringer. Til Første indleveres blot en Skitse, af samtlige Konkurenter udtages 3 til at konkurere om igjen. Til anden indleveres en fuld gennemarbejdet Model 1/8 St. Her falder Præmierne. Bedste faar Udførelsen af Monumentet, Næste faar 4000 Kr. og Nr 3 faar 2000 Kr.
Første Konk. afleveres 28 Aug. De skal ikke snakke om det uden til Vennerne, hvis jeg faar lang Næse saa er det for flout under nuværende Omstændigheder. Det var Fremstillingen og Ideen om at Monumentet var til Minde om Døde, der greb min Lyst til at være med. Jeg kom jo lige hjæmme fra mine Forældres Gravmonument. Men jeg begreb ikke straks Forskellen paa et Gademonument over Døde og paa et Kirkegaardsmonument. Jeg har brugt de to sidste Maaneder til at klare Sagen for mig. Hvad der ogsaa forvirrede mig var, at de kalder Maine

Sømændene for "Heroer" og ikke Soldaterne. Mig forekommer det at være omvendt. Det er en stor og vanskelig Opgave, den brydsomste jeg har konkureret til, og saa i saadan Varme. Tiffany, som har et Verdensnavn, jeg mener den unge, er mig en daglig Kilde til ærgrelse. Hans Glasvinduer er i hver Gadedør i "Greater New York". Han laver ogsaa Bronze. Jeg kan ikke forstaa at han kan regnes blandt Kunstnere i Kunstindustri, der er meget Industri; men absolut ingen Kunst. Han er det mest udprægede Overflade Menneske jeg har set Arbejder af, al den Dybde af Følelse og Tanke og Sindelag ect. som en Kunstner kan udtrykke med sine Stoffer findes ikke hos ham. Arkitur maa være hans Fjende. Og fremstiller han Mennesker af sine Ruder, da er de af den sødeste, delikateste Cabanel Sjenre,
Naa Farvel for dennegang. Skriv Snart igjen, det er min eneste Underholdning at faa Breve.
Hils Deres Moder og Søster og Bror.
Deres J.F. Willumsen.