Udat.

Kære Willumsen. Jeg saa i en Avis, at De tænker paa opbrud. De skal i saa Fald have en oprigtig Hilsen inden. Det var en smuk Tanke, De havde at samle Kammeraterne ude hos Dem den sommerdag. Vi havde det saa dejligt. Og at se Dem og Deres Kone og de to søde Piger – nogle storartede Piger – var en sjælefryd for den, den kun sjældent ser Kammerater og hellerikke rigtig synes, der er mere

er mer Kammeratskaber som i vore yngre Dage.
De skal have Tak kære Willumsen, fordi De trods Deres Udlændighed holder sammen paa Kludene herhjemme. De er én af de uundværlige Dele i den fri Udst. De kan saa selv vælge. De vil vel sige Hjærnen. Jeg er ikke saa helt sikker paa, om jeg ikke her fra min "Præstegaardsidyl" vilde sige Hjærtet. Jeg kan i al Fald ikke sige noget bedre. Og den Eftermiddag mærkede jeg, at det slog ungt og varmt endnu. – jeg havde saa

gode Fortsætter den Aften. Vilde se at faa Dem herud til os. I al Fald besøge Dem med min Kone. Men hun har saa skrækkelig meget at gøre, vi har ingen Pige, og jeg maa jo ogsaa tænke paa at holde Maskineriet i Gang. – Men som sagt, De skal have denne lille Kærlighedsærklæring fra mig. Selv om det ikke betyder meget, saa véd jeg det betyder noget for Dem. De kan overhovedet ikke existere uden noget af den Slags, og det taler til Deres Ære. Farvel gamle

Kæmpe. Hils Deres Kone og Deres to søde Børn. Lev vel og glem ikke Deres Venner i Danmark.
Deres Ludv. Find.
Jeg er i Odense for at male Portræt, men er i Øjeblikket hjemme et Par Dage.
Hilsen fra Kirsten.