Menu

J. F. Willumsen

1904-04-06

Afsender

Oscar Matthiesen

Dokumentindhold

Gudmund Hentze, Siegfried Wagner og Oscar Matthiesen har planer om at skabe en alternativ udstilling - De Uafhængiges - til Charlottenborg og Den Frie Udstilling. De har indkaldt 50 kunstnere til et møde desangående, og Matthiesen håber, Willumsen også er interesseret. Ved en fejl har Matthiessen sendt sin fresko til en forkert udstillingssektion, og den bliver dermed ikke udstillet på Salonen i Paris. Han beder Willumsen på korrekt vis få den hjemsendt. Misse er i bedring, og Matthiesen er pt. ved at male et portræt af Anders Hvass. Afslutningsvis fraråder han Willumsen at bosætte sig i Tyskland, og han foreslår, at de to i stedet slår sig sammen i Paris.

Transskription

Charlottenlund 6 April./04
Kjære Willum!
Tak for Dit Brev. Det glæder mig meget, at Du har et godt Portræt på Salonen; ja, det Billede af Edith har jeg altid haft særlig god Tro til. Her på den frie står Du godt. Dine Aqvareller er det eneste som kan tage min Interesse fangen derude. Der er noget monumentalt i Holdningen noget som vilde passe udmærket – og komme mere til sin Ret – i stor Størrelse; jeg har søgt at forklare andre det, når jeg er inde på Udstillingen. Man siger at man venter sig mere af Dig end små Aqvareller to Aar i Træk. Nå – eet større gjennemført Arbejde vækker jo altid mere Interesse. Aqvarellerne er hængt godt op; i

det samme Værelse, hvor Du havde Atelier, på venstre Væg fra Haven over en samlet Række af Struckmanske Herregårde, som gjør Dine Billede så levende i Modsætningen til hans Sortkridtstegninger med lidt Farve og hans Linealstil.
Iøvrigt er den frie Udstil. overmåde dårlig; det bliver værre og værre Grundtvigianersylt for hvert Aar. Charlottenborg gjør et bedre Indtryk, men Pænheden og den officielle Smags Altbeherskende virker – i al Fald på mig – frastødende.
Det er på Tide, at der kommer noget nyt, thi de åndelige Rørelser er åbenbart ikke i Kurs nogen af Stederne. Og Utilfredsheden hos en hel Del yngre Kunstnere er også stor. Jeg var igår sammen med Wagner og Hentze til en lang Forhandling desangående;

og vi sammenkalder nu et Møde med et halft hundrede andre Utilfredse; og Meningen er at lave en ny Udstilling: de Uafhængiges. Jeg skal dog først tale med Lachmann (Overretssagføreren og Formand for Studentersamfundet) om Penge og Lokale; men det ordner sig nok. Jeg skal spørge Dig om Du vil være med! Jeg tror godt Du kunne stå Dig ved det, for der er gået Møl i Alt det Gamle; og vi vil jo meget gjærne have Dig med, for vi hører sammen i åndeligt Arbejde. Wagner har forresten et ejendommeligt og godt Arbejde iår, en stor Brønd med siddende Figurer som symbolisere Ungdom – Manddom – Alderdom; og Hentze har en meget sjælefuld Amor

i halv Figur, ganske lille, udført i Tempera. Jeg selv har en døende Hjort og et Hoved i Fresko. I Paris har jeg været uheldig, idet jeg har sendt min Freske til en forkert Section og ikke til Sectionen for decorativ Kunst. Jeg har fået Brev fra Thaulow, at en Franskmand med det trykte Reglement i Hånden ikke er til at overvinde – idet mindste ikke dér på Udstillingen, hvor Modvillien mod Fremmede er så stor. Han skriver, at han ingen Indflydelse har dér mere, og tilbyder mig, at Fresken må stå hos ham til næste Aar. – Det er jo meget kedeligt for mig, at det er gået sådan; men mest bange er jeg jo for Fresken at den skal gå itu. Og nu, kjære Willum, bliver jeg

II
nødt til at bede Dig om at pakke den ind og lade den afhente af Spediteuren: Mr R. Jonemann 24 39 rue d' Enghien. Så kan han opbevare den til næste Aar eller returnere den til mig.x xUdgifter skriver Du strax til mig, så sender jeg omgd. - Jeg vidste ikke, at Du var så optaget lige før Udstillingen, ellers havde jeg ikke bedet Dig pakke den ud; men Tak fordi Du gik til Madvig. Men nu – nu må Du endelig selv gjøre det, hvis det er Dig muligt; for det må være meget pålideligt gjort. Nu må Du ikke være kjed af det; jeg ved jo, at det tager sin Tid sådan noget i Paris og er ikke gjort på en Times Tid; men kan jeg gjøre Dig Gentjeneste herhjemme, så ved Du også at jeg gjør det. Der er vel ingen Mulighed for at Du kan ud-

virke, at Fresken kommer op på den dekorative Afdeling? Struer, som jo ejer Fresken, er meget ked over det passerede og vil gærne have at jeg skal få Thaulow til at se den, før den igjen pakkes ind, for at få hans Mening at vide om den. Men Du kommer vel ikke sammen med Thaulow – og der er vel ikke noget andet Sted, hvor man kunde have Glæde af at udstille Fresken? Først og fremmest: red den for Undergang mellem Kasser o.l.
Den var altså i en indre og en ydre Kasse; og Princippet for Indpakningen er som for et Relief. Først at lægge den kompakt i den inderste Kasse, stoppet med Træstumper og Propper ved Kanterne og godt med Papir o.l. over Billedet. Og dernæst pakke hele den inderste Kasse ned

i den yderste med Træuld udenom, som stampes fast med en Liste el.l., således at den inderste Kasse fjedrer i Træuldpakningen når den hele Kasse stødes på Rejse. For et praktisk Menneske som Dig, er det ganske simpelt; pas blot på, at Du ikke kommer for tykt et Lag Træuld i Bunden på Kassen, således at der ikke bliver Plads til noget foroven, hvor Låget skal på. Kan Du ikke selv få Tid og Lejlighed til at gjøre det, Willum, så lad Jonemann (Spediteuren) gjøre det. men gå endelig med og påsé at det bliver gjort rigtigt, for ellers går den itu under Forsendelsen.
Jeg vilde ønske, at jeg selv kunne komme over til Paris nu; men Pengene slår ikke til. Jeg er ved

at male Portræt af Anders Hvass og skal gærne have det færdigt til 2d. Ophængning; ligeså en lille Freske. - Jeg synes ikke, at Du skulle gå til Tyskland, Willum; dér vil Du aldrig befinde Dig vel. Nej, så lad os hellere gå i Compagni om Elevatelier og indføre Freskoteknik og Kunst Verden over fra Centret Paris. Ja havde vi lidt Kapital at stå imod med, så tror jeg egentlig, at vi to kunde gjøre det sammen. Jeg tænker når vi begge bliver hvidhårede engang, så siger vi, at det skulde vi have gjort, dengang vi var 40. Ak ja, der er noget trist i, at man arbejder og gjør hvad man kan – og vinder lige lidt Land. – Det går ganske godt fremad med Misse, hun er oppe flere Timer daglig. Modtag nu de bedste Hilsner fra hende både for Dig og Edith, ligeså fra Din Ven
Oscar Mathis.

Omtalte genstande

  • J.F. Willumsen: En bjergbestigerske (1904)
    Olie på lærred, 206 x 169 cm.
    G.A. Hagemanns Kollegium

  • J.F. Willumsens akvareller (Nr. 235-244) og Erick Struckmanns værker (Nr. 199-204) på Den Frie Udstilling 1904

  • Værker på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1904:

  • Oscar Matthiesen
    Nr. 348 - Døende Kronhjort
    Nr. 349 - Hoved. Udført al-fresco

  • Gudmund Hentze
    Nr. 755. Eros. Temperamaleri

  • Siegfried Wagner
    Nr. 769-770 Livets Brønd. Model til en Brønd.

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Paris (Frankrig)

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: A/II/4 - M