1939-04-09

9–4–39
Kære Willumsen!
Efter mange Aars Tanker tager jeg mig nu sammen for at sende Dig en Hilsen. Grunden er egentlig den, at Du iaar har glædet og forbavset mig med Dine Billeder. Dette har Du naturligvis hørt saa ofte, at Du vel snart er ked af at høre det. Denne Mening deles først og fremmest af min Kone, men dernæst af alle de Kunstnere jeg har talt med. Publikum er jo som altid desorienteret, men skidt med det, det betyder jo intet.

Det var kedeligt at jeg ikke fik hilst paa Dig i Fjor da Du var hjemme, men jeg gik ud fra, at naar Du ikke gav Livstegn fra Dig, at Du helst var fri, og saa holdt jeg mig tilbage. Jeg havde ogsaa mange Genvordigheder sidste Aar, min Kone var meget, meget syg. Heldigvis er hun nu helt rask igen. Destoverre lever vi jo i en trist Tid, vi Jøder møder Modstand hvor vi vender os hen, vel har vi det bedere her, end i de fleste andre Lande, men i det skjulte er ogsaa her stor Uvillie imod os her.

II
Dette giver sig blandt andet stærkt tilkende i det pekuniære Spørgsmaal. Alt dette overvindes jo nok blot ikke der sker værre Ting, men ingen ved hvad der sker imorgen.
Der er intet andet at gøre end vende sig bort fra Begivenhederne og arbejde. Jeg ser i Politiken idag i Dit Brev, at Du er ked over vi ikke fik blaa og hvide Tagsten, men Du ved jo ogsaa (dersom Du ikke har glemt det) at Tagstene paa det Tidspunkt ikke

var til at skaffe. Klint havde smølet med Sagen, og dernæst havde vi ikke nok Penge. Men ogsaa jeg beklager at vi ikke fik det gamle Tag. Iøvrigt har jeg intet haft med den frie Udstillings Administration at gøre siden Din Fest. Ogsaa indenfor den frie Udstilling mærker man Modstand og da jeg er eneste Jøde saa holder jeg mig stærkt i Baggrunden. Jeg kunde for saa vidt godt leve 1000 Mile herfra, jeg omgaas aldrig Kunstnere. Alle mine gamle Kammerater er døde, og de nye er ikke

III
særlig gode Kammerater, saa maa man hellere holde sig hver for sig. Den frie Udstilling er heller ikke altid saa god som den burde være, men den er dog bedere end Charlottenborg, det er dog en Trøst. Den frie Udstilling lider for meget under det Du i gamle Dage kaldt de trekantede Hatte. Radikale i Munden, men StokKonservative i Handlinger. Pengene er det afgørende. Men nok derom.

Nu vil jeg ikke trætte Dig med flere Udgydelser men kun sige Dig at dersom Du ved Lejlighed har en ledig Stund vil jeg gerne høre lidt fra min gamle Mester, som i sin Kunst er en af yngste jeg kender. Jeg haaber at dit Helbred nu igen er godt. Karen Hannover fortalt mig forleden Aften hun var her at Du længes efter Danmark, hvorfor kommer Du ikke? Du ved Du vil glæde os alle dersom Du gør det.
Hjertelig Hilsen
Din hengivne
Siegfried W.
Min Kone sender mange Hilsner!