Menu

J. F. Willumsen

1952-01-31

Afsender

Siegfried Wagner

Dokumentindhold

Wagners arbejde skrider kun langsomt fremad, da hans værksted er koldt som en iskælder. Han beklager sig over, at de danske kunstkritikere hovedsageligt fokuserer på unge kunstnere. Han mener desuden, at de nye (kommunistisk indstillede) medlemmer i Den Frie er humorforladte og intetsigende. Wagner har været til møde ang. den kommende udstilling i Den Frie, og han synes, den ser ud til at blive righoldig.

Transskription

31–1–52
Kære Willumsen!
Jeg har været meget bekymret for Dig, i flere Maaneder gav Du ikke Livstegn, jeg kunde regne ud, at Du maatte være syg, nu ser jeg at min Formodning var rigtig, men at Du nu har det bedere. Ja nu begynder det snart at blive Foraar i Cannes, her det det raat og koldt, ikke særlig mange Kuldegrader men de er slemme nok, for vi kan ikke faa Brændsel. Vi er holdt nede paa saa lav Ration saa vi kun kan fyre i en lille Kakkelovn. Varmeapparatet kan vi slet ikke bruge, Huset er som Følge deraf som en Iskælder. Værkstedet

er det en Pine at opholde sig i, og dog maa man jo arbejde med sine Ting derovre, men Arbejderne skrider kun langsomt frem paa den Maade. Du skrive at Kritikken er stor og dum. Jeg synes den er helt “Forbryderisk”, bevist Svindel. Naar man er fyldt 10 Aar, saa er man allerede forældet. Den virkelige gode Kunst frembringes kun af Individer som har Alderen 6–10 Aar, alt andet kan der ikke tales om. “Politiken” giver at Legat paa 10.000 Kroner til en Mand som eksperimentere med Cycledele, og saa

gaber og maaber Journalister og Redaktører af Forbavselse og ser deri den store – store Kunst.
Jeg var iaftes til et Møde i den frie Udstilling angaaende den kommende Foraarsudstilling, det ser ud til at den bliver righoldig. Senere begyndte Struckmann en lang lang Redegørelse om Udenrigspolitiske Betragtning, og Udstillinger i Udlandet. Det rene nonsens som intet har med Kunst at gøre og slet ikke med vor Udstilling; da jeg havde hørt paa det Sludder i ½ Time

saa tog jeg mit Tøj og gik. Det er ogsaa nogle meget intetsigende Mennesker de nye Medlemmer i den frie Udstilling, ikke Humor eller “Haløj” for en Skilling, de skal efter sigende være komunistisk Indstelet (det synes jeg nu ikke er saa slemt) men Formanden han ved ikke hvad han skal gøre i den Situation. Det kunde jo være at der var en ny Stjerne at føje til den øvrige Mælkevej. Nu nok for iaften, Du skal snart høre fra mig igen. De bedste Hilsner til Jer begge fra Olga og Din hengivne
SiegfriedW.

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Lyngby (Danmark)
Cannes (Frankrig)
  • Den Frie Udstilling

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: B/I/1 - Wagner