J. F. Willumsen
Ca. 1900-1901
Afsender
Jens Ferdinand Willumsen
Modtager
Edith Willumsen
Dokumentindhold
Willumsen er rejst til Newport, som han havde håbet var som en amerikansk version af Venedig eller Genua. Newport minder dog om Tarrytown, men der er flere automobiler og fine køretøjer i gaderne. Hvis der ikke snart åbenbarer sig en smuk kyst eller lignende, rejser Willumsen tilbage til NY.
Transskription
The Clifton house
Bellevue Ave.
Newport R. J.
Tirsdag Aften.
Goddag. Maa jeg presentere mig selv som Hr. Flovmand..
Hvad, sagde jeg?
Tarrytown omigjen!
Kun den Forskel at man ved; men ikke ser, at man befinder sig paa en Ø ved Kysten af det atlantiske Osean, i Stedet for at være ved Hudson Floden.
En Vej, der gaar gennem Byen, ud i Landet tilbegge Sider, ved hvilken Villaerne ligger er ogsaa ganske som i Tarrytown.
Og jeg som drømte om et amerikansk Venedig eller Genua.
Jeg saa saadan en hvid By fra Jærnbanen ligge ude paa en Spids i Havet men det var altsaa ikke Newport som jeg troede.
Den eneste Forskel som jeg har kunnet
se, er den at der ude i Havnen laa to hvide Lystdampere og at der er mange fine Køretøjer paa Landevejen og mange flere Automobilvogne end i Tarrytown.
Aabenbarer der sig ikke noget ekstra smukt for mig i Retning af Kyst og Vand, ser jeg ingen Grund til at blive her ret mange Dage.
2 $ her pr Dag. Maden lader til at være god. Jeg var først inde i et Bordinghus; men jeg maatte gaa der lugtede for slemt.
Her er omtrent ligesaa varmt som i N.Y. Maaske er Brisen en Smule friskere.
Du skal ikke være ked af, at Du ikke tog med, den Plads Du er paa, er der nok saa god en Fremtid i at være paa, som ved at være her.
Men jeg skal nu altid se og prøve al Ting.
Uden at høste nogen Fordel af [at] vende Mr. Astor's Valgsprog om til mit, gør jeg det alligevel. "Naar man ikke kan leve som en Gentlemen saa er der ikke værd at være i Amerika".
Mange Kys fra Din
Flovmand.
Fakta
PDFDansk
- Newport, USA
- Tarrytown, NY, USA
J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: A/III/5 - VW