1903-02-20

20.II.03
Silkegade 13
Kjøbenhavn.

Kjære Ven.
Med det Brev, De har sendt mig fra Paris, har De gjort mig en Glæde, særlig med den første Halvdel, der, som De siger, er skreven, før De modtog mine Linjer.
Det viser mig nemlig, at De uden Foranledning fra min Side har tænkt paa mig og haft Lyst til at komme i Forbindelse med mig. – Herfor sender jeg Dem en Vens Tak.
Fik vi ikke Lejlighed til mundtligt herhjemme at udvexle vore Tanker, kunne vi maaske nu – som i gamle Dage – faa Lejlighed til det paa Papiret, om det ikke skulde lykkes mig at træffe sammen med Dem i Paris, hvilket jeg gjerne vilde, men som der i Øjeblikket ingen Udsigt er til.

De har altsaa nu giftet Dem igjen og synes at være meget lykkelig. Gode Ønsker har De saa maaske ikke Behov; men jeg vil dog derfor ikke undlade at sende, saavel Dem som Deres unge Hustru nogle af de bedste.
Det bedrøvede mig i sin Tid meget, at De var i Italien og meget nær ved mig uden at vi saaes, det vilde have glædet mig at vise Dem noget af alt det uendeligt skjønne og udmærkede, som jeg har fundet i dette vidunderlige Land, og nu ærgrer det mig at høre af Deres Brev, at De sidder i Paris og faar daarlige Tanker om Italien ved at arbejde efter daarlige italienske Modeller; men De maae huske, at de Italienere, der rejser til Paris for at leve som Modeller, i Reglen er nogle sølle forsultne Proletarer og ikke at regne for Repræsentanter for de virkelige Italienere.
Men jeg tænker, at De saa skjønner saameget mere paa den smukke Model, som De har vundet Dem, og som jeg rigtignok

aldrig har set i Virkeligheden, men kun i en hel Række af Deres Studier, og at De ikke glemmer at gjøre det smukke Portræt færdigt, som De i sin Tid viste mig Skitsen og Anlæget til, og som jeg venter mig meget af.
Men hvorom alting er, gid De nu maa blive lykkelig med Deres unge Hustru, saa finder De dem ogsaa nok tilrette med Forholdene enten De bliver i Frankrig eller vender tilbage til Danmark. – Menneskene er selvfølgelig ikke mindre her end der – saaledes som De skriver – men naturligvis fødes der flere store Mennesker i et stort Land end i et lille, om ellers Forholdene ere de samme.
Noget nyt herfra har jeg ikke at meddele Dem jeg lever ret stille med mit Arbejde og oplever ikke meget. I Paris er der jo i Vinter en hel Masse Skandinaver, men dem ser De vel ikke meget til; det er i hvert Fald det fornuftigste; der er i Reglen ikke noget kjedsommeligere end at løbe paa Lands-

mænd, naar man er i Udlandet.
Scavenius ser De naturligvis stadig, da han er Deres Elev, ham maa De hilse meget fra mig; det er en ung Mand som jeg havde stor Glæde af at undervise, en af de faa, som holdt Humøret oppe paa mig under den triste Beskjæftigelse at være Lærer paa en Malerskole.
Ja nu faar De nøjes for i Dag med dette ikke videre interessante Brev, men jeg har i disse Dage særligt meget at bestille, saa jeg har ikke megen Tid tilovers.
Men venlige Hilsner til Dem selv og Deres Hustru
Deres Johan Rohde
Jeg har udtaget to Landskaber formodentlig begge fra Schwe[iz] det ene en snedækket Klippetop med blaa Himmel og Skyer omkring, det andet med Bjerge i Baggrunden, en grøn Eng og Træer i Forgrunden. Jeg tog de to, som jeg tænkte mig, at De helst vilde undvære, men lad mig nu omgaaende vide, hvilket De bestemmer Dem for.