1928-12-07

Sortedamsdossering 29.^4.   7/12 1928.
Kære Willum
Tak for Dit Brev, modtaget for længe siden. Jeg var da midt i Flyt[nin]gen her ind til Byen, og kunde ikke beskæftige mig med noget andet end det at "flytte". Og jeg ønskede da, som altid, naar man staar midt i de store Opbrud, at man var en Snegl med Hus paa Ryg. –

Jeg har senere søgt at faa fat paa Struckman, som jo sidder i "Propagandaen" men – han har ikke gjort Skr[i]dt til at tale med mig om noget desangaaende, lod i Telefonen til at være angst for at jeg skulde tro, "at den Foren[in]g virkelig "levede"."
Nu skal jeg prøve en af de andre, men skriver disse Linier for at

lade høre fra mig. Dine Beregn[in]ger fra Paris giver mig jo Ret i, hvad jeg forlagde Dig, som mine Indtryk af Pariserfarere, nemlig; de store Summer, der skal til!
Det store Relief var jo i lang Tid Samtaleæmnet herhjemme og - i Betragtn[in]g af dets Ejendommeligheder maa man sige, at Du ikke fik overvældende Tamp! Jeg havde ventet mig meget værre Udskældn[in]ger. Jeg tror, Folk har

givet sig selv Mundkurv paa, da man har set at Du tidligere havde Ret trods alt!
Jeg selv er meget betaget over de skønne, mesterlige Figurer og enkelte Grupper. Jeg synes f.Ex at Gruppen foroven tilhøjre er vidunderlig og der kommer Farverne i Marmoret paa en bedaarende Maade til at virke med; i Din Mening med Skikkelserne

Kvinden synes mig, at være paa Højde med Barokkens store Mestre i den Flugt og dybe Følelse der er over den, ligesom den forenende Bevægelse; hans Haand om hendes, der fører til Hjærtet, ald[ri]g er gjort før i Skulptur, efter hvad jeg tror.
De to Centrumfigurer Manden i den korsfæstede Stilling, kender jeg jo saa godt fra Din tidlige Periode og hører jo til noget af Din bedste Skulptur.

men – det store men – er for mig dette: Hvorfor har Du ladet Stenhuggerne polere Overfladerne saa stærkt, at Formbehandli[n]gen ofte forsvinder for denne glatte Flade, der udvisker Detaljeformerne. Det ser ud, som om Du havde været for utaalmodig! Fy!
Forøvrigt tror jeg, at man for at vide sin egen Men[in]g om det Hele, maa se det mange Gange. Jeg har f. Ex observeret at hver Gang jeg har kigget paa

det, bliver det en mere familiært og det kan være man tilsidst er bleven "Dus" med det hele. Naar det skal være paa Musæet, staar det saa godt, det overhovdet er muligt der, et andet Spørgsmaal er, om det ikke skulde staa for sig selv i sit eget Kapel, det tror jeg egent[li]g, og det skulde ikke staa ud fra en Væg, men gaa ind i en dyb Vægniche.
Nu skal jeg ikke sige flere Dumheder men

se det endnu nogle Gange saa kan vi snakke om det en Gang! –
Det er kedeligt at Du sidder i Nizza, og jeg her, jeg vilde gærne være sammen med Dig, haaber Du snart kommer herop igen, hvis jeg ikke kommer sydpaa.
For mig er dette et Pengespørgsmaal, jeg rejste øjeblikkelig ud nu, hvis jeg kunde.
Forøvrigt er her Dødvande herhjem[m]e for Øjeblikket angaaende Kunst – her foregaar mest store Bedrageriaffairer! –
Jeg er meget forundret over

at Ingemor ald[ri]g har skrevet et Ord til mig! Hvordan mon det gaar hende? Er Du stadig alene dernede, og hvad maler Du paa?
Fortæl – Du har ofte spurgt mig om Ting, jeg i Øjblikket ikke har kunnet svare paa, men som jeg ofte har haft Lyst at svare paa, det er muligt Du da kunde forstaa mit Livs mærkelige Labyrintsgang. Jeg skriver saasnart, der er noget interessant at fortælle om "Planerne".
Haaber ogsaa at høre fra Dig.
Din Veninde
Fernanda N.