J. F. Willumsen
1899-07-20
Afsender
Jens Ferdinand Willumsen
Modtager
G.A. Hagemann, H.I. Hannover
Dokumentindhold
Jørgen Sonnes frise på Thorvaldsens Museum skal restaureres. Willumsen har foreslået en teknik, som kommissionen for restaureringen finder interessant. Han har i den forbindelse undersøgt to keramikfabrikker i Mettlach og Merzig, som producerer fliser. Willumsen giver et resumé af de to fabrikkers flisetyper.
Transskription
54″ i Bredden
38″ i Højden
Pladens Tykk 4½ Cm = 1¾ Tomme
Til Kommissionen for Thorvaldsens Museums Restaurering.
I Anledning af mit Forslag om at anvende brændte Lerplader til Restaureringen af Vægbillederne paa Museets Mure har jeg med Kommissionens Samtykke besøgt de to keramiske Fabrikker i Mettlach og Merzig ved Trier, som begge leverer anerkendte kunstneriske Bygningsudsmykninger til Byer rundt i Europa.
Fabrikken i Mettlach frembringer Feldspath-Stiftmosaik og Feldspath-Væg og Gulvfliser af en fortrinlig Haarhed og Uforgængelighed. De kan fremstilles i alle Farvetoner og Farvesammenstillinger, Men Fliserne kan ikke fremstilles større end 17 Ctm i Kvadrat, da større Flader vil frembringe Vanskeligheder i Branden. Anvendelsen af disse Fliser til Museets Billeder vil derfor medføre, at de maatte sammensættes af mange mindre Stykker.
Fabrikken i Merzig fabrikerer lignende Gulv- og Vægfliser som Mettlacherfabrikken; dog kun i ganske faa Farver.
Men foruden disse Fliser fabrikerer den ogsaa et
Stof, som den kalder "Terrakotta", men som ikke har den mindste Lighed med det Stof, vi i Danmark forstaar ved Terrakotta. Dette er som bekjendt et naturligt Ler, der brændes ved 8-900 Grader og efter Branden er porøst og skørt. Merziger "Terrakottaen" er derimod en kunstig Blanding, der brændes ved 13-1400 Grader og da cindrer sammen til en kompakt Masse, der ikke suger Vand og er saa haard, at Staal gnistrer ved at blive slaaet imod den.
Fabrikken paastaar, at denne "Terrakotta" maa anses for et ligesaa vejrbestandigt Stof som Feldspath-fliserne.
"Terrakottaen" bliver i Hovedsagen fremstillet for som Bygningsmateriale at anvendes som Imitation af Sandsten, navnlig den røde rhinske. Da denne Sandsten kun er lidt vejrbestandig, vil stærkt ornamenterede Dele, som fremspringende Blade paa gothiske Kirketaarnes Grater, hurtig forvitre, og i Stedet for Sandsten anvendes da ofte denne "Terrakotta" til dette Brug.
"Terrakottaen" haves i alle Farvetoner og Farvestyrker, og de Farver, som vil være nødvendige til Museums Billederne, findes saaledes imellem dem.
Den lader sig fremstille i meget store Stykker; jeg har set en brændt Plade, der var fuldstændig fejlfri og plan, have en Størrelse af 2¼ Alen i Kvadrat og med en Tykkelse af kun 3 Tommer.
For nogenlunde at kunne danne sig et Begreb om, hvad det vil koste at lade Billederne paa Museet udføre af denne Fabrik og i dette Stof, har jeg underhaanden
faaet at vide, at Fabrikken for den kunstneriske og tekniske Udførelse af de store "Terrakotta"-Billeder paa det nye Riksmuseum i Amsterdam fik 60 Mark pr. Kvadratmeter uden Opsætning. Honoraret for Billedernes Komposition og Tegningernes Udførelse i fuld Størrelse var ikke indbefattet herunder; Det vil saaledes svare til, at Sonnes Tegninger blive sendte Fabrikken, og Frisen saa blev hjemsendt færdig til Opsætning. Da Billederne paa Riksmuseum er udført ved Hjælp af firkantede Plader stillet Side om Side, vil man derfor ikke kunne drage nogen fuldstændig Paralel i mellem de to Arbejder med Hensyn til Prisen, eftersom store Stykker af Billederne paa Thorvaldsens Museum optages af den sorte Mørtel.
Paa Grundlag af ovenstaaende Oplysninger om Materialets Beskaffenhed mener jeg, det vil være formaalstjenligt at forsøge paa at udføre en Prøve med "Terrakottaen" fra Merzig
Til Forsøget vælger jeg et Billede fra Museets udvendige Frise, forestillende en Herre og en Dame, der betragter et Relief, som bæres af en Arbejder
Da Billedet indeholder Frisens Hovedfarver, og da mange baade smaa og store Farveflader griber ind i hverandre, vil det sikkert kunne give Oplysning om den foreslaaede Metodes Anvendelighed.
Fremgangsmaaden ved Billedets Udførelse i Terrakottaen falder ganske sammen med den Fremgangsm[a]ade, man
anvendte i Cementen. Forskellen ved Fremstillingen er kun den, at medens Cementbilleder hærder ved sig selv, maa Terrakottabilledet brændes for at blive uforgængeligt.
For at skaffe mange store Stykker og undgaa de smaa saa meget som muligt tillader "Terrakottaen", at mindre Farveflader indlægges i større, og at mange smaa lægges Side om Side paa en fælles stor Flade. De sorte Konturer og den sorte Skravering indlægges i nedskrabede Fordybninger.
Hvor Figurerne paa de gamle Cementbilleder støder op imod den sorte Baggrund, findes en nedlagt stort Konturlinie, som jeg af praktiske Grunde medtager paa Lerbilledet, idet jeg mener, at det vil se smukkere ud, at den sorte Mørtel-Baggrund støder op imod sort Ler, hvorved man muligvis kunde forhøje Indtrykket af, at Billedet var indlagt.
Der
Der vil naturligt opstaa Vanskeligheder ved de store Stykkers Stødfuger, idet Stykkerne fra vaad til brændt Tilstand ikke altid trække sig ensartet sammen. Men dels skal Sammenføjningerne ikke være usynlige, da der skal indskydes sort Mørtel i Fugen; dels behøver Museet ikke at tillade Fabrikken at aflevere ufuldkomment Arbejde. Fabrikken vil sikkert ogsaa let kunne undgaa denne Vanskelighed ved Hjælp af tekniske Midler.
Merzig d. 20 Juli 1899.
Ærbødigst
J.F. Willumsen
Fakta
PDFDansk
- Merzig, Tyskland
- Mettlach, Tyskland
- Trier, Tyskland
J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: C/I/5 - Korrespondance med Akademier, Museer & Foreninger