1904-12-07

59 avenue de Saxe. Paris.
7 Decemb 1904.
Kære Maties.
Tak for den smukke Rytter Du sendte mig. Jeg havde nok hellere set en Nøgen. Du tvinger mig til at skrive igjen saa hurtigt efter mit forrige Brev; Skøndt jeg ikke har oplevet noget i det korte Tidsrum. Det var morsomt at Du sendte den Hilsen fra Ritmesterinde Brunnström. Du maa hilse hende igjen, mange Gange. Hun var en sød ung Pige,

og er vel nu en sød ung Kone. Du kan fortælle hende at jeg har udviklet mig til en forhærdet Kunstner, som giver Kunsten Fortrinet for alt i denne Verden, selv om Militæret ogsaa er nødvendigt. Du læser ganske fejl mellem Linierne i mit Brev; thi jeg har ikke været i Ystad ejheller i København siden 1902. Hvor kan Du tænke Dig at jeg ikke vilde have søgt Dig op. Havde jeg ikke truffet Dig i Ystad, havde jeg nok truffet Dig i Charlottenlund. En mig ubekjendt Person, har sat Billederne

op. Hvorfra vidste Du at de var opsatte? Der er en Ting jeg maa spørge Dig om: Er Du ganske færdig med ham Arkitekten Tersling i Mentona? Pudsigt nok, viser det sig at Edith er en god Veninde, fra Barndommen af, med den Terslingske Familie, d.v.s med Broderen Brandmanden, og hans Kone som kaldes Kusine, da Ediths Stedfader er hendes Onkel. Der kan maaske blive tale om, at jeg kommer i Forbindelse med Arkitekten. Dog hvis Du ikke er færdig med ham; eller hvis det kommer Dig i Vejen, vil jeg ikke. Jeg spørger Dig herved om Din Mening desangaaende.

Naturligvis tager jeg ikke Ordet Conkurent i sin slette Betyding. Vi er inde i en ædel Kappestrid, hvis sligt kan ske i Kunst. Jeg arbejder for Tiden paa Farvekartonen. Savner svært nogle ordentlige Modeller efter min Smag. Italienere kan jeg ikke lide. 2^mx330^m er mit Billede, altsaa ikke ret stort.
Det er meget tungt for Dig at Din Kone stadig er saa daarlig. Men Du tager det beundringsværdigt. Jeg mener ogsaa som Du at Arbejde er den eneste sunde aflader.
Min Edith sender Jer begge de varmeste Hilsner, ligesom Eders altid hengivne Ven gør det samme.
J.F.Willumsen