J. F. Willumsen
1899-06-28
Afsender
Oscar Matthiesen
Modtager
Jens Ferdinand Willumsen
Dokumentindhold
Matthiesens halvkusine Frida er startet på Bing & Grøndahl, og Matthiesen beder Willumsen tage sig af hende på fabrikken. Matthiesens mor er død, og han spørger, om det er sandt, at Willumsens mor ligeledes er død. På sin hjemrejse fra Berlin til København har Matthiesen mødt Juliette, Jan og Bode. Børnene var glade, og Juliette virkede fattet mht. hendes og Willumsens brud. Hun har, ligesom Willumsen, overvejet at rejse til Amerika.
Transskription
Potsdamerstrasse 27.B.III
Berlin W.
28 Juni 1899.
Kjære Willum!
Disse Par Ord for at sige Dig, at der til Bing og Grøndahl er kommet en ung Pige, som er en Halvkusine af mig og iøvrigt en rigtig sød lille Dame – Frida Hougård -. Jeg tror hun har ganske gode Ævner og beder Dig, hvis Du kan få Lejlighed dertil, da at tage Dig af hendes Opdragelse på Fabrikken – uden at lade Dig skræmme af hendes i Begyndelsen meget
tilbageholdende Væsen – for hun er vist i Bunden en lystig Knop.
Og så, kjære Ven, sig mig om Din Moder døde, eller om det var en anden Fru Willumsen. Man fortalte mig om et Dødsavertissement som kunne tyde derpå, at det var Din Moder. Jeg kunne ikke erkyndige mig nærmere derom i de få Dage jeg var hjemme i forrige Uge i Anledning af min Moders Død; men jeg tænkte meget på Dig kjære Willum. Og Tankerne kom også deraf, at jeg (og Camilla) fra Berlin rejste hjem sammen med Juliette og Børn-
ene. Juliette gjorde Indtryk på mig af at være fattet på den hele Sag, som den nu er. Og vi talte derom, og jeg sagde hende, hvad jeg også har talt med Dig om, at der ingen Lykke og intet Liv til det bedre ville kunne komme ud af, om I flyttede sammen igjen. Hun sagde mig, at det også var hendes Mening og lod egentlig til at kunne finde sig i Adskillelsen fra Dig bedre end i at skulle løbe på alle mulige Bekjendte i Kjøbenhavn efter den Historie. Hun ønskede blot at bosætte sig i Udlandet – og tænkte på Amerika - - ligesom Du. At hun nu ved Hjemkomsten ved alle de Ting, der minder, vil
komme i en Reaktion efter de fornuftige og mere gjennemførlige Tanker, er jo kun naturligt; men når det foreløbige Pineri er ovre, retter det sig jo nok igjen. – Børnene var glade og meget kåde ombord på Damperen fra Warnemünde til Gjedser – indtil Søsyge gjorde det af med Humøret. Jan så opvakt og nydelig ud, lang og tynd. Bode har jeg mindre Indtryk af; han var vist lidt vild og egenrådig – og dygtig bange for Søens Gjenvordigheder.
Skriv lidt til mig og lad mig høre, hvordan det går; jeg lever så alene her – og føler Dig altid som én af de få, der står mit Hjærte nærmest.
Din Ven
Oscar Mathis.
Fakta
PDFDansk
Frida Hovgård
Camilla Matthiesen
Angelique Friederikke Caroline von Staffeldt
Ane Kirstine Willumsen
Bode Willumsen
Jan Willumsen
Juliette Willumsen
J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: A/II/4 - M