Menu

J. F. Willumsen

1903-10-20

Modtager

Oscar Matthiesen

Dokumentindhold

Willumsen har haft travlt med at udføre forarbejder til maleriserien Moder og datter i tre alderstrin, som endnu ikke er færdig. Willumsen påpeger at disse forarbejder var nødvendige, eftersom han følte sig uøvet i oliemaleriet og manglede viden mht. naturen og særligt menneskets udseende i naturen. Willumsen synes, artiklen om Matthiesen i Illustreret Tidende er god. Edith har solgt en statuette af Willumsen til Harald Bing.

Transskription

50 Avenue de Saxe. Paris.
20 Okt 1903
Kære Matis
Jeg har haft en travl Periode i den sidste Tid, derfor har jeg ikke faaet Tid til at skrive før til Dig. Jeg har maattet staa paa Pinde for Vejr og Vind, thi jeg har haft en Del Studier at gøre ude. Og da man paa denne Aarstid ikke ved hvad slags Vejr det vil blive i næste Time; kan det være et ret iriterende Slags Arbejde.

Jeg har endnu et Solskins Studie af en lille Pige at gøre færdigt; det kniber med at faa en Times Solskin nu. Og saa har jeg et Par indendørs Studier, ogsaa med Sol, endnu at gøre; men saa er jeg ogsaa færdig.
Det har været en haard Tørn. Det var imidlertid nødvendigt at gøre al Forarbejde, thi da jeg begyndte at male, saa jeg straks, hvor uøvet jeg var med at male med Olie, og hvor lidt jeg i Virkeligheden kjendte til Naturen

og til Menneskes Udseende i Naturen, og der var intet andet at gøre end at spørge og spørge. Og jeg tror at jeg har faaet gode Svar og er bleven meget klogere. Der er kommen mere Menneske i mine Figurer og de staar friere i mellem sine Omgivelser end jeg før har evnet at gøre; andre vil neppe synes det samme; jeg har lagt Mærke til at hver Gang jeg har gjort Fremskridt, har man kaldt det for en Tilbagegang.

Blot Lachmann ikke bliver vred. Jeg lovede ham Billederne til midt i Sommer, og det bliver Jul inden han faar dem. Fortjenesten bliver da kun halv saa stor, eller rettede der bliver slet ingen, da jeg lever alt op. naturligvis 5000 Kr ÷ 1200 Kr til Juliette giver ikke meget Overskud. Det er meget dyrt at arbejde. Maaske kan jeg sælge nogle af Studierne. Men ogsaa kun “maaske”. Jeg kan jo ikke stille mig i Rang med visse Modister.

Ilustreret Tidende modtog jeg og saa den med megen Interesse. Det var en virkelig smuk Artikkel, og Dine Arbejder saa godt ud deri. Jeg kan i alt dele Mandens Udtalelser. Dine Rytterbilleder Reliefferne har mest min Sympati. De er livfulde og smukke i Grupperingen. Men alle vi malende magter nu meget bedre at modellere, fordi det er betydeligt simplere i Teknikken, der er kun én Ting:, Formen, den giver alt. I Maleriet har vi først Ilusionen af en Form der ikke eksisterer,

dernæst Farven, dernæst Stofgivningen og Belysningen. At faa alle disse Ting til at falde sammen til en Helhed er selvfølgelig vanskeligere og saa er Maleteknikken igjen meget vanskeligere end Modelteknikken, for der er i Grunden ingen vanskelighed at overvinde.
Om der skulle komme noget ud af Artiklen? Det tror jeg ikke. I Danmark kommer der aldrig noget ud af noget. Dér er ingen Udvikling. Den ene Ting afføder ikke den anden. Man staar nemlig

ikke ude i Kamplinien, ikke i Civilisationens fremmeligste Række, hvor man ikke kan kigge til højre og venstre og se efter hvad andre i lignende Kasus vilde gøre. I Danmark har man kun at følge hvad de store fremmelige Naboer har været tvungne af Forholdene til at opfinde, og Danmark kigger ud og maa gentage fordi det ligger saa tæt op af de Store og fordi der er ingen anden Ting at gøre. Du vil se det gaar igjennem alt Praktik og ogsaa i Kunsten. Enhver Opfindelse

i Kunstens Fremstillingsmaader er en Forbedring af en foregaaende Arbejdsmetode. Og da denne Bevægelse fremad er som en Kæde der er sammenhængende, maa de der sidder i Danmark, hvis de prøver paa at opfinde, opfinde det samme som de i Frankrig allerede har opfundet. Og opfinder de ulykkeligvis ikke det samme, da vil Fremskridts Bevægelsen ikke gaa paralelt med den der foregaar i de Store Lande. Og da et lille Land ved Siden af et stort Land altid maa følge det Store, saa visner Bevægelsen bort; uden med mindre det lille Land har Evnen til at vokse sig stort.

Saadan noget tror jeg nu ikke Danmark evner!
Det kan ikke blive andet end en Halvø og to Øer.
Aldrig har jeg faaet nogen Efterbestilling da jeg lavede Gravmonumentet eller byggede “den Frie”, jeg var dog saa vis paa at da de havde gjort Lykke, at der kom en Mand med en lille bitte Gravsten eller en lille bitte Villa; Det nytter ikke at vise at man har Evner og har Mulighed. Portrætmaler min Far, bliv det. Forfængelige er de alle. Snart skal de males enkeltvis eller som Borgerrepresentanter, der siger alle: at aldrig

er der bleven lavet saadan en Klodshans Karikatur af dem som dengan Krøyer malede dem af som Dit eller Dat, men 14 Dage efter saa finder de paa ny Lejlighed til at blive malede af som Børsbaroner. Hvem Fanden bryder sig om at Du har gjort Dig dygtig i at male Fresco.
Edith, som hilser Jer begge meget, har solgt sin første Figur (den af mig paa Studietur), til min Ven Harald Bing for 300 frs og fik Haabet om at sælge en anden paabegyndt (ikke

af mig) som han saa. Du kan forstaa at det morer hende. Men hun er ogsaa rigtig flink, naturligvis uøvet; det gaar nok snart over.
Elever har jeg ingen faaet af, trods at jeg har skrevet i Danske norske svenske og finske Blade. Saa jeg er ikke videre godt i Gang i den Henseende.
Fortæl mig lidt om hvorledes det gaar med Oliemalingen. Finder Du ikke at det alligevel er noget

unaturligt Skidt efter at Du har haft med Fresco at gøre, trods Petroleum og glat Lærred. Vandfarven, som jeg har haft meget med at gøre er analog med Fresco, og da jeg kom til Olien i gjen, syntes jeg at det var noget Ælte uden alle Muligheder at faa Bugt med.
Nu ogsaa mange Hilser fra mig til Jer begge og haaber rigtig inderligt at i snart maa blive fri for al den Sygdom.
Din hengivne
J.F.Willumsen
Gamle Johan Rohde har giftet sig med en Asa Zöylner. Jeg fik to tørre Kort nu. Hvem er hun?

Omtalte genstande

  • Edith Willumsen: J.F. Willumsen på Studietur i Bjergene (1903)
    Gips, 47 x 17 cm.
    J.F. Willumsens Museum, G.S. 1970

  • J.F. Willumsen: Forældrenes Gravmonument (1900).
    Granit, 288 x 149 x 82 cm.
    Vestre Kirkegaard, København

  • J.F. Willumsens maleriserie: Moder og datter i tre alderstrin (1904)
    Olie på træ. Privateje

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Paris (Frankrig)

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: A/II/4 - M