J. F. Willumsen
1916-09-22
Afsender
Frederik Gotschalk Knudtzon
Modtager
Jens Ferdinand Willumsen
Dokumentindhold
J.A. Jerichau er død, og Knudtzon har hørt, at det var selvmord.
Knudtzon har sent et fotografi til Willumsen af et værk i sin samling, som han mener er udført af El Greco.
Transskription
FR. G. KNUDTZON
TELEFON: NORA 1983.
Hellerup, Margrethevei 6,
Danemark
den 22 Septbr. 1916.
Kjære Herr J. F. Willumsen!
Jeg takker Dem særdeles for Deres Brev af 5te ds, som jeg modtog den 17de ds, altsaa efter 12 Dages Reise. De bør ikke føle Dem smigret over at jeg henvendte mig til Dem; det har nemlig længe været mig bekjendt, at De ivrigt studerede El Greco; da jeg en Gang kom ind til Tryde og spurgte hvad de der havde af Greco- Fotografier, ordrede man mig: "Kun ét; Willumsen har været her og trawlet dem alle paa det ene nær".
Deres Brev kunde give mig Anledning til forskjællige Spørgsmaal, men jeg begynder med at svare Dem paa Deres Spørgsmaal om Jerichaus Død. Ogsaa jeg fandt ham noget uharmonisk, og vi kom en Tid ikke helt godt ud af det sammen; men mit sidste Indtryk af ham var udelt godt. Da han, efter at være kommen hjem fra Spanien og efter at have holdt sin Auction med ret godt Udbytte, besøgte os, kom vi – s: min Kone, min Datter og jeg – til at synes saa godt om ham, og vi glædede os over, at Forholdet gjensidigt var udmærket.
Da han forrige Gang var reist bort, var han reist sammen med en Dame, - en ikke helt uerfaren Dame, som var
en halv snees Aar ældre end han, fraskilt, Moder til et Par Børn, etc etc - ; da han nu sidst sagde os Farvel, yttrede han: "Naar I see mig næste Gang, bliver det forhaabentlig som gift Mand". – "Tag saa din Kone med", svarede jeg. Snart efter erfarede jeg, at Brylluppet var opgivet.
Efterretningen om Jerichaus Død kom ganske uventet. Fru Langsted fra Paris (Adolph Langsteds Frue), der opholdt sig her paa Besøg, overbragte Bedstemoderen, Justitsraadinde Birch, et fra sin Mand modtaget Telegram "Jerichau subitement decéde". Fru Jerichau var i Sverrig; Søsteren, Frk. Astrid Birch, reiste over til hende for at gjøre hende Meddelelsen. Sorgen er overordentligt, især da det synes, at den unge Mand har været ulykkelig, og da det desværre maa formodes, at han selv har gjort Ende paa sit Liv. Man spørger jo ikke; men der mumles om, at han har betjent sig af en Revolver.
Jeg ansaa Jens Adolph for at være en decideret malerisk Begavelse og for at være en stærk Natur, der nok vilde have banet sig Vei. Og jeg finder det saa forfærdelig sørgeligt, naar et ungt og haabefuldt Liv afbrydes, - især under Forhold af en saa skjæbnesvanger Art.
Polemikken kan De godt rive itu. Fotografiet føler sig smigret ved at faae Plads i Deres Greco-Mappe. Om nogle Dage sender jeg Dem et andet lille Fotografi, som har samme Aspiration. Og da kan jeg tillige tage Anledning til at udtale mig om et Par Enkeltheder i Deres Brev, som ikke ere mig helt klare.
Jeg imødeseer med største Interesse Fremkomsten af, hvad De vil skrive om Grecos italienske - "mørke" - Periode; den trænger jo i høi Grad til Belysning. Der sidder jo i München en lille Klynge af Greco-Studerende – Prof Kehrer, Mejer-Gräfe og August L. Mayer -; de henføre jo f. Ex. vort Musæums "Rabbi" til Grecos spanske Periode; saavidt jeg husker, forebringes dette os ganske dogmatisk; med disse Herrer vil De ret altsaa faa en Meningsudvexling i Gang naar De anbringer Rabbien og lignende Billeder i den italienske Periode.
Hvad der bevægede mig til antage mit Billede for at være malet i Spanien, var den spanske "Duft", som jeg fandt var over det. Jeg spurgte strax mig selv: Hvilke Malere ere fra Italien flyttede til Spanien; saa kom min første Tanke paa El Greco.
Jeg beder som sagt om Tilladelse til om nogle Dage at maatte komme tilbage paa nogle Enkeltheder i Deres Brev. Foreløbig glæder jeg mig over, at Fotografiet paa Dem har gjort "et stærkt Grecosk Indtryk", og jeg er ikke særlig bekymret for, hvad De længere henne i Brevet skriver: "Jeg afviser det ikke som værende af Greco, indtil jeg har seet Originalen".
Bagdøren er saa bred og høi, at man kan kjøre ud af den i Luxusbil. Men jeg troer nu ikke, De vil ud af den, naar De har seet Billedet.
De hører altsaa snart igjen fra
Deres ærbødige
Fr. G. Knudtzon
Fakta
PDFDansk
Astrid Birch
El Greco
Jens Adolf Jerichau
Hugo Kehrer
Adolf Langsted
Hedevig Margrethe Langsted
Frederikke Cecilie (Leth) Birch
August L. Mayer
Julius Meier-Graefe
Sigrun Schalburg
Statens Museum for Kunst
Vilhelm Tryde
J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: C/III/6 - GrecoBogen
Omtalte genstande
El Greco: Mandsportræt (1570-75)
Olie på lærred, 116 x 98 cm.
Statens Museum for Kunst, KMSsp146
www.smk.dk, public domain