Udat.

Kære Willumsen. Dette kommer bagefter, ligesom det tynde Øl og i Forhold til den Virak, som man hælder over Dem i "Politikken", - selv vor gamle Ven, Petersen hælder sit Sn-Horn over Dem, salver Dem – saa er dette tyndt Øl og skal være det, for det er sundest Dagen derpaa.
Jeg tænker tilbage til den Tid, jeg først traf Dem og fremefter, og føler i Grunden en Glæde og Lettelse ved at se, vi tidt har været i Skænderi og været uenige, og jeg vist tidt har irriteret Dem.
Det viser, at der intet Falskneri var i mit Venskab og min Beundring – Hvor dette Ord paa næsten uhygelig Vis anvendes paa Dem.
Jeg holdt meget af Dem, gamle Willumsen. Men jeg tror næsten

aldrig saa meget, som naar De følte Dem mat i Sokkerne, langt nede i Modløshed. Saa rentudsagt elskede jeg Dem. Maaske laa det noget i, at De saa kom mere paa Siden af En, saa den Lille bedre kunde naa op til Dem.
De prises for Deres Mod, og jeg har tidt og mange Gange frydet mig, naar De midt i Lummerheden kom med et salt Pust fra Atlanterhavet.
Overfor Dem privat vil jeg altsaa gærne henlede Opmærksomheden paa Deres Modløshedsperioder. De var altid saa dejlig "Menneske". Og midt i al Deres Kraftløshed var Tanken om alt det, De vilde udrette, men fandt saa svært baade af den ene og den anden

Grund, blev netop Kræften til. Hurra! for den Willumsen. Gid der nu i dette havde indsneget sig blot en lille Draabe af det Fluidum, som man ikke skal prale af, men som man med Aarene saa pokkers gærne vilde eje noet rigtigt af: Varme for de gamle Venner. Beundring for Dem har jeg altid haft. Men den alene er en kølig Ting. Hils Deres storslaaede Kone, hvor kan vi dog godt lide hende, og hvor hun dog passer til Dem, det bedste, jeg vist kan sige hende.
Deres gamle Ven
Find.
Hilsen naturligvis fra Kirsten.