1903-04-05

Menton 5 April.
Kjære Ven Willum!
Tak for Dit lange gode Brev. Kunsten, Willum, den går nu nok i Orden for Dig. Men det gjør mig ondt at Din Fader stiller sig så forkert til det Hele; og den første Tanke jeg får ved Dit Brev er, hvorledes jeg kan hjælpe Dig.
Tror Du ikke det ville gjøre Indtryk på Din Fader om fr. Expl. gamle Frølich gik op og snakkede med ham om Dig og Din Kunst? Han er jo en gammel pæn Mand og Etatsråd! Ifald Du synes det, så svar mig strax, og jeg skal skrive til Frølich og bede ham gjøre det – og også skrive hvad han skal sige i Hovedtrækkene.

II
Det kunne dog måske hjælpe. Eller kender Du andre, som Du mener er bedre, eller som havde for Din Fader gældende Autoritet. Skal jeg skrive til ham? – men jeg gjælder vel ikke noget. Noget, må der gjøres, synes jeg. Hvad har Du udstillet hjemme – så skal jeg se at få det særlig omtalt i Bladene; det ene med det andet kunne måske hjælpe, og der kan gjøres så meget; og man kan virke og indvirke på mange med Held, når det ikke gjælder Ens egne Ting. Jeg skal gjøre Alt hvad jeg kan Willum; sig mig blot hurtig hvad Du selv ønsker.
Jeg har det heller ikke let i denne Tid med Kunsten (selv min Skrift røber vist min Nervøsitet). Jeg har at kæmpe imod en Overmagt, nemlig min Amerikansk franke Frue. Franske Damer, har jeg lagt Mærke til, synes ikke om mit Naturel; og det er meget

III
kedeligt, når man arbejder for dem. Hun har, som andre, kun Interesse for at blive tykt smigret. Og da jeg nu ifølge Stilen i Huset, som jeg dekore[rer], må vælge Emner af den græske Mythologi el. lignende; og hun absolut intet kender til den, og heller ikke har spor af Kunstinteresse, så går det ud over mig. Arkitekten har jeg ingen Støtte i, da han heller ikke har blot mindste Interesse for Malerkunst eller Skulptur. Han har den Opfattelse, at alle der arbejder i en Bygning han opfører, er hans Undergivne, og da vi forleden diskuterede det Spørgsmål sagde han, at der var sku ingen der spurgte om, hvem der havde malet eller billedhugget det ene eller det andet, men kun hvem Arkitekten var. Nu har man igår begyndt at hugge hele det Loft ned igjen, som Du og Edith i Julen syntes bedst om; det store Soveværelse med Stjærnebillederne, fordi Madame synes det er frygteligt

at have alle de Dyr (Stjærnebillederne Enhjørningen, Tyren, Vædderen o.s.v.) som kun minder hende om – Circus. Og så er hun bleven frustreret over at jeg har sagt at der var Tradition for at fremstille Stjærnebillederne således; det kender hun nemlig ikke, og så er det efter franske Forhold en Grovhed at gjøre opmærksom på til en Dame. Men da Arkitekten ændrer sin Mening øjeblikkeligt efter Madames mindste Yttring – så hugges nu mit Arbejde ned for Fode. Så har jeg i hendes Værelse malet en Fresko, som jeg selv synes er bleven god, både fri i Farven og i Følelsen, Perseus og Andromeda. Hun har set Skitsen og jeg har flere Gange forklaret hende hvad det var; og da hun nu såe det færdigt igjennem Stanglorgnetten sagde hun hånligt
qu'est qu'il fait jeun homme?
Og Arkitekten havde strax fat i mig at jeg måtte lave noget andet, sådan noget mere sødt indtagende. Og det er et Ar-

2)
bejde som jeg har lagt Alt det i som jeg formår. Men lave noget andet gjør jeg nu ikke – jeg ærgrer mig bare – eller sørger, for det er egentlig det man gjør. Den eneste Glæde jeg har er, at Mr Allis, Ejeren af Palaiet, er en fintfølende Mand, og er glad for mine Arbejder; men han formår blot ikke at stå imod de andres Brutalitet. Og nu skal Arkitekten lave et Loft til Soveværelset som bliver mindst fem Gange så dyrt som mit; og jeg kan mærke, at han har lovet Madame at "skaffe hende noget Extra"; og nu bliver det gjort af – Gibsere; overbroderet med støbt Skidt. Nej det er sågu ikke let at gå sine egne Veje og følge sine Stjærner. En idealistisk Arbejdsmåde er ikke i Kurs i denne Verden. I mit Tilfælde hèr, er den ikke engang bemærket. Det glæder mig meget at det går godt med Din Skole, Skolerne i Paris er

Grunden til at de "store" Malere har så meget at bestille; der er intet siger man, som gjør dem mere bekendte end Elevernes Omtale. Så giv Du kun den So Flæsk, alt kommer igjen som Kællingen sagde. Undskyld at jeg får lyst til at udtrykke mig lidt prosaisk nu da jeg har lettet mit idealistiske Hjærte!
Om Misse kommer herned véd jeg nu næsten ikke, da jeg jo snart er færdig med mit Arbejde. Men hvis hun gjør det, da bliver det for at komme på et Sanatorium hernede; hun har lidt meget i Vinter, og trænger til særlig Pleje. Kommer hun over Paris, da se til hende; hun er sikkert ikke selv stærk nok til at søge Jer. – Når jeg får taget et Fotografi af Krigerens Hjemkomst skal jeg sende Dig det. Men Relieffet er modelleret i flat Lys, så Fotografiet giver vist ikke meget andet end Hvidt på mørk Bund.
Tak Madame Edith for hendes elskværdige Brevkort, det skal indlemmes i min Samling af Reliqvier. De bedste Hilsner til Jer begge – godt Mod!
Din Oscar M.