J. F. Willumsen
1903-08-02
Afsender
Mogens Ballin
Modtager
Jens Ferdinand Willumsen
Dokumentindhold
Ballin kan ikke anvende Willumsens forslag til en brødkurv, eftersom den bliver for dyr at producere og for tung. Det er nu op til Willumsen, om han vil udføre et mere beskedent forslag. Ballin tilbyder at tilstille forslaget til andre producenter, hvis Willumsen ønsker det.
Transskription
2/8 1903
Kære Willumsen
De maa undskylde jeg først svare Dem i Dag, jeg har været lidt i Sverig, hvor min Kone bo’r og meget optaget af forskelligt.
Jeg har faaet Lejlighed til at kigge adskillelige Gange paa den Tegning, De har sendt mig – i disse Dage; men jeg maa sige jeg har stadig samme Indtryk af den – jeg kan desværre ikke anvende den og det af flere forskellige Grunde.
Forfærdigelse af Modellen vil blive meget kostbar og senere vil være enkelt Brødkurv ogsaa blive meget for dyr, jeg kan som jeg vidtløftig fortalte Dem her i Byen ikke indlade mig paa den Slags dyre Nyttegenstande, de er ikke til at komme af med.
Endelig vil en Brødkurv efter Deres Tegning komme til at veje 5 a 6 Pund, hvad der vil gøre den uanvendelig.
Jeg synes Ideen er meget pudsig men jeg tror ikke den vil komme til at se godt ud – udført i de 2 flade Figurer vil næppe virke
godt, og den hele Genstand selv fraregneget den store Vægt, vil ikke svare til sin Bestemmelse.
De maa ikke blive gnaven over, jeg siger min Mening, jeg kunde jo meget let have sagt Tak og lagt Tegningen her men det forekommer mig mere ærlig at sige rent ud, man ikke kan bruge den.
De forstaar nok, jeg ikke vil, De skal have gjort Arbejdet omsonst; vil De sige mig, hvad jeg skylder Dem skal jeg
sende Dem Beløbet.
Tegningen lader jeg foreløbig blive liggende hos mig, hvis De ønsker det, kan den blive tilstillet andre.
Nu vil jeg overlade til Dem selv om De afskrækket af dette ikke vil tegne mere for mig eller prøve paa noget mere beskedent som passer for mit Værksted og mine mindre flotte Kunder.
Med venlig Hilsen
er jeg Deres heng
Mogens Ballin