1903-03-07

Menton 7 Marts. 1903
Kjære Willum!
Jeg sad just med Pennen i Hånden for at skrive til Dig, da Dit Brev kom. Tak for det, det glædede mig meget at få og endnu mere med den lille intime Hilsen fra Din søde Kone – Ja, jeg var ifærd med at skrive til Dig, nærmest fordi jeg længtes efter en lille Passiar med Dig igjen og efter at høre hvordan I lever og hvordan det går Dig med Arbejdet. – Nå, så havde jeg også igår Brev fra P.V.J.K med

II
venskabelige Ord og Bud om fortsat Venskab og en lang Sludder for en Sladder om mine Tegninger, og om at Comiteen ikke havde fundet dem værdige til at udstille. Det er så ægte dansk at censurere nye Arbejder, til trods for at det i Lovene var bestemt at sådanne var censurfri. Nå den Ting ærgrer jeg mig nu aldeles ikke over mere; og hvad angår et Brud med P.V. så har jeg såmæn aldrig tænkt derpå, endsige et Brud for hele Livet, som han var bange for at det ville medføre. Jeg synes nu, at når en gammel Kammerat og Ven, som P.V. jo er både af Dig og mig, har vist sig så sløj i Varetagelsen Venne-Inter-

III
esser, så må han også tage det Stød, at man bliver flintrende gal og skælder ham Huden fuld. Når der så er gået et Par Dage, har man dog ikke Tid til at tænke på den Slags mere – og så fortsætter man Livet på den gamle Måde – med en lille ny Reservation når Lejligheden kommer.
Jeg vidste gennem Misses Breve, at Du kun vilde få Fanen udstillet – det ærgrer mig nok så hæftigt i Øjeblikket som det med mine egne Ting, for det kan jeg endda forstå med den Slags Tegninger der ikke rigtig er hverken Fugl eller Fisk, ialtfald til en Udstilling. Men at man sørger for at holde Dig på Afstand, det finder jeg sjofelt. Forresten er det jo kun

af Mangel på Kendskab til dekorativ Billedkunst, at man ikke kan forsone sig med mine Tegninger. Den Art Arbejde går jo i en Håndevending og uddybes ikke i Arbejdstegningerne, men først (så vidt gørligt) i selve Udførelsen. Ingen får Aar og Dag til en Udsmykning af et privat Hus, der levnes En næppe en Uge til hver større Detaille, og til mange Ting kun een Dag, ellers blev man aldrig færdig. Man må derfor arbejde ud af sin lærte Dygtighed og sit kunstneriske Snille og udføre hurtigt det ene efter det andet, uden at nogen aner noget om Ens Anstrængelser eller Betænkeligheder eller Modeltegning hjemme o.m.l. – ellers dur man ikke til det Arbejde. Det er svært, thi man tvinges på den måde til at være

II
overmåde produktiv. Men man lærer også godt at tumle med Compositioner og Ideer og får et større Syn på Forholdene i dekorativ Kunst. Nu er jeg færdig med de 4 Rytterrelieffer, og det sidste, af hvilket jeg sender Dig et lille Fotografi, er langt det bedste. Nu har jeg gjort Udkast til et femte, som skal forstille den Hjemvendte (Kriger), som modtages af Kvinden og bekrandses; der er ham og fire Kvinder og et Barn, det bliver morsomt at udføre. Jeg har valgt så mange kvindelige Figurer for at danne en Modvægt til de mange mandlige Ryttere og den megen Legemskraft i de andre fire Rytterrelieffer. Så har jeg fået en udmærket kvindelig Model fra Cannes, som jeg har brugt for nogen Tid siden til en Andromeda. Ja det er sandt, jeg har også malet en Fresko i Loftet på et Dameværelse, som forestiller Perseus

der befrier Andromeda. Jeg havde længe spekuleret på et Emne til dette Værelse, og fandt da det passende som Symbol på Kvindens Udfrielse fra Bevogtning og alt Ondt ved den unge modige Mand.
Det er egentlig efter et antikt Relief i Neapels Museum at jeg har taget Bevægelserne og navnlig en hensynsfuld og fin Måde på hvilken Perseus tager imod hende; men jeg har da ganske omdannet det til Maleri, benyttet en Hule hernede og Middelhavet til Baggrund og gjort mine selvstændige Modelstudier til Figurerne. Jeg har da givet ham en hvid Hund (en russisk Mynde, langhåret) med, som angst knurrer af den i Døden bugtende Drage; mens han beroliger den ved at lægge sin ene Hånd på dens Hoved for at den ikke skal forstyrre det hellige Øjeblik for

3)
de to som mødes. Jeg blev så nervøs af Spænding over at male den Freske, at jeg fik store røde Vabler over hele Kroppen i de Dage og var ved at gå ud af mit gode Skind af Kløe; men da Fresken var færdig svandt Vablerne som Dug for Solen. Man skal passe så Pokkers på ved Udførelsen af en sådan Freske, som jo er langt vanskeligere, end om Figurerne står på en ensfarvet Bund; og af Studier havde jeg kun så knapt at det lige akkurat kunde gå. Og så holder man jo ikke af om noget mislykkes sådan lige for Øjnene af alle Mennesker som vente et Resultat, og det må det jo heller ikke; det giver strax et Minus i Karakterbogen – og dem har jeg nok af! Jeg havde forresten tænkt mig, at Du

til Salonen havde fuldført det store Portræt af Fru Edith – har Du ikke det? Det kunne blive overmåde godt. – Jeg har forresten været lidt dårlig hernede af Nervøsitet og måttet kalde Læge; men han erklærede at jeg fejlede ikke det mindste, kun lidt Nerver i Moralen. Dette lange Coelibat tåler jeg dårligt. Misse giver mig jo nok Frihed til at gjøre, som jeg finder bedst – men jeg kan dog ikke overvinde mig til de Ting, da jeg dog tror, det vilde volde hende en Skælven. Det lille Skind, hun er stadig syg og sengeliggende. Nu kom der til hendes Bronchitis en Lungehindebetændelse – ja – og en let Opblussen af Tuberkulosen. Det er en sørgelig Skæbne der forfølger os dér; men nu kommer hun vist op i Slutningen af Marts, og så en Månedstid efter kommer hun nok ned til mig. Hils så Din Kone så meget fra mig og vær selv hjærteligt hilset fra Din Ven
Oscar Matthis.

Skriv snart.