1905-04-21

21.IV.1905
Nybrogade. 12
Kjøbenhavn

Kjære Ven.
Tak for Deres to Breve. Jeg skal nu i Helligdagene tage dem frem igjen og besvare Deres mange forskjellige Spørgsmaal saa udførlig som muligt –
– De begynder med en Forespørgsel om Münchenerudstillingen. I Anledning af denne blev der fra 18 Nov^s Sekretær udsendt Indbydelse – ikke af den frie Udst. – og har De ikke modtaget nogen maa de klage til ovennævnte Sekretær Hr. Wilhjelm (jeg tror Adr. er Sortedamsgade · 3).
Dernæst er der Udst. i Kunstforeningen. I denne Sag har jeg talt med Sekretæren Hr. Oppermann, som hvis De ikke selv kommer her til Byen i Forening med Jastrau vel sagtens kommer til at ordne Oph. og. s. v., med mindre De udtaler Ønsker om at faa en anden nærmere udpeget Mand til at gjøre dette.
Med Hensyn til Udstillingens Karakter, da fraraader Oppermann en samlet retrospektiv Udst. og i lige Maade en Studie eller Skitseudstilling;

men tilraader stærkt en "Eliteudstilling", hvorved han forstaa en Samling af Deres betydeligste forskjelligartede Arbejder fra Deres forskellige Perioder, som mest matte karakterisere Dem. Han siger at hans Erfaring fra Kunstforeningen viser, at saadanne med Skjønsomhed gjorte Udvalg med Udelukkelse af alle mindre betydelige Arbejder ere dem, der har taget sig bedst ud og gavnet den enkelte Kunstner mest.- Joakim Skovgaard har nyligt haft en saadan Udstilling og han raader Dem at følge hans Eksempel.
Saa skriver De noget om Deres egne økonomiske Forhold og sammenligner dem med mine. De kommer tilbage igjen til denne Sag og nøder mig derfor til at tale om Ting, som det bedste er ikke at røre for meget ved.
De synes at mene, at vi herhjemme er de begunstigede; - De taler om mine hemmelige Hjælpekilder o.s.v., medens De selv er den forskudte.
Ja hvad min Guldflod angaar, saa skal jeg saamæn gjerne oplyse Dem om den, skjønt jeg ellers ikke plejer at fortælle Folk derom – Min Moder er saa god, skjønt hun saamæn godt

kunde bruge Pengene selv, at betale min Husleje, og hvad vi bruger derudover – og naar man har Kone og Barn og skal dyrke sin Kunst efter fattig Evne – bruger man jo noget mere, maa min Kone og jeg fortjene ved vort Arbejde, blandt andet ved, at hun oversætter fra Dansk til Engelsk, jeg ved at sidde og tegne Beslag for Gjørtlere eller udføre Tegninger for Snedkere, ikke altid lige morsomt og meget lidet lønnende (20 kr fr. Ex for en Tegning, eller Voxmodel, som De véd kan koste en meget Hovedbrud, naar den ikke skal være nogen Efterligning), saa har jeg endelig Elever, og den Tid der bliver tilbage, kan jeg saa male i. Nu har jeg iaar været saa heldig ganske uventet at sælge nogle Billeder, hvoraf nogle er malede for adskillelige Aar siden, mens der er Aar, hvor jeg næsten intet eller intet har tjent – ifjor Ex. Saa De ser, at der dog er noget tilbage endnu, inden jeg bliver Millionær.
Hvis De saa til Sammenligning betragter Deres egne Forhold, saa vil De finde, at De mens De endnu var i Tyverne kunde gifte Dem første Gang

(jeg har absolut ikke kunnet det paa Grund af mine økonomiske Forhold, før jeg var nær de halvhundrede) De vil endvidere erindre, at De uden at bryde Dem det mindste om Udkommet var i Stand til i mange Aar, saalænge De selv vilde, at kunne ofre Dem udelukkende for Deres Kunst uden at tænke paa selv at fortjene noget. De kunde bo i flere Aar i Paris, og da De kom hjem fik De Deres eget Hus og Hjem med Værksteder, Brændovne o.s.v. og senere blev De Leder af en af de største Fabrikker her i Byen med Gage som en Professor ved Kjøbenhavns Universitet. De har kunnet gjøre 3 Rejser til Amerika, jeg har aldrig haft Raad til at gjøre én, og De har endelig kunnet bosætte Dem i Paris.
– Ja, kjære Ven, jeg skulde virkelige ikke have mindet det om dette, om De nu ikke omtrent i hvert Brev, De skriver antyder, at vi andre kan sagtens det er os der er ovenpaa. Thi det er et ganske forkert Ræsonnement. Endelig kunde De ogsaa meget godt have haft et Publikum at sælge til; men hvergang De er kommen hjem og er begyndt at faa Fodfæste og Deres Venner paa forskjellig Maade har sat noget ind for Dem, rejser De Deres Vej, eller slaar ind paa en ny Retning. Der maa virkelig en Smule Taalmodighed til; mange af os herhjemme kunne tale med herom.

II
Men nu nok herom – det er ikke mig der har ønsket denne Udvikling. –
Men nu Deres egne Forhold i Øjeblikket, ja da havde jeg jo haabet, at De skulde have solgt i hvert Fald Skitsen til Lachmanns Billeder. Jeg spurgte en af Kunstforeningens Bestyrelse forleden Dag, om Foreningen ikke kunde kjøbe noget af Dem, men fik det Svar, at de nævnte Skitser nok ikke maatte sælges enkeltvis, og alle tre kunde man ikke kjøbe.
De taler saa om den Udvej ved en Indsamling at faa tilvejebragt en Sum til at kjøbe Deres store Portræt – Jeg tror dette er ganske ugjørligt, da man i de Kredse, hvor man vilde interessere sig for Planen, ikke netop har mange Penge tilovers.^{x x}Man forsøgte for nogle Aar siden at faa kjøbt et større Billede af Joakim Skovgaard, men maatte opgive Planen.
De nævner unge begejstrede Kunstnere men hvor er de. Naar Talen har været om Deres Billeder har der, jeg har været tilstede, været mine jævnaldrende, der har maattet bryde en Landse for Dem imod de unge eller yngre – saaledes er Forholdene.
En slet og ret Indsamling støder endvidere paa den Hindring, at det jo er bekjendt for alle og enhver, at Deres Fader er en meget velhavende Mand

efter mine Forhold næsten rig Mand, der kun bruger ¼ af, hvad han har om Aaret og sætter de ¾ paa Rente. Og da han er Enkemand og ikke har andre Børn end Dem, er det urimeligt at faa Folk til at indse, at De kan være trængende.
De er jo imidlertid trængende, jeg ved det og fra andre end Dem selv; hvad kan der da gjøres for Dem? – ja det eneste Deres Venner (med mindre de ogsaa har nogle rige Venner) kan gjøre for Dem, ¹⁾ det er at støtte Deres Anseelse og saa ²⁾ søge at skaffe Dem noget Arbejde. Og i dette har man allerede, før Deres Brev kom været i Virksomhed for Dem, og jeg tror at kunne glæde Dem med, at Sandsynligheden er for, at De i den nærmeste Tid vil kunne faa et Arbejde at udføre.^{x x}et arbejde som maatte kunne interessere Dem. Da det imidlertid ikke er mig, der har Æren derfor, vil jeg ikke komme nærmere ind der paa, men skal bede rette Vedkommende om at fremskynde Sagen.

Forøvrigt tror jeg desværre ikke, at Forholdene her i Norden i Øjeblikket vil være Dem mere gunstige, end da De rejste; jeg tror, at De da slap Chancer, der ikke er mere, og jeg tror ikke, at De skal vente Dem noget af en Tourné i Sverrig og Norge. Jeg siger Dem dette for, at De ikke skal blive skuffet. Jeg tror, at det Sted De i Øjeblikket vil have de bedste Muligheder for at sælge noget, er i Tyskland. Her (i Tyskland) er der i Øjeblikket ikke mange betydelige Mænd paa Kunstens Omraade, men stadig megen Begejstring for det nye eller nyeste. Van der Velde blev trukket fra en beskeden Virksomhed i sit Hjem til Berlin, hvor han skal have tjent mange Penge, Munch (Edv.) fortalte mig forleden Dag, at han havde mange Bestillinger i Tyskland. Fru Gauguin har nyligt solgt nogle af sin Mands Arbejder samme Steds for ret god Betaling. o.s.v. Jeg tror, at om De er nødt til at forlade Paris, saa forsøg Tyskland. – Naa men forhaabentlig kommer De nu snart herhjem i Anledning af ovennævnte Arbejde, og vi kunne da mundlig drøfte Deres Forhold.
Har De forsøgt at søge Kunstakademiet om et Stipendium, det burde De nu gjøre.

Den Kassekredit, som jeg talte med Fru Faber om, kunde naturligvis meget let ordnes, om Deres Fader vilde yde sin Medvirkning.
Hvis Deres Fader vilde gaa i Kaution for Dem, kunde De sikkert uden at han behøvede at give Dem kontante Penge faa en Kassekredit i en herværende Bank, saa at De i Aarenes Løb kunde hæve, hvad De behøvede indtil en vis større Sum. Jeg har Indtrykket af, at Grunden til, at Deres Fader ikke vil hjælpe Dem, er den, at han ikke vil at hans Penge skal vandre tilbage igjen hertil til Juliette Willumsen; men naar det gaar op for ham, at der nu er Tale om at skaffe Dem selv det daglige Udkomme maatte han dog kunne blødgøres. – Forresten har Fru Juliette det meget sørgeligt, økonomisk kniber det saaledes for hende, at hun ofte maa henvende sig til sine Venner, og legemligt er hun meget pint og nedbrudt, hendes Tilværelse er i Øjeblikket saa ulykkelig, at hun helt har afbrudt Forbindelsen med sine gamle Venner
–
Ja nu er der ikke Plads til mere i Dag. Jeg haaber at det maa lysne op for Dem og sender Dem mine gode Ønsker. Deres hengivne Ven Johan Rohde

Riise sendte mig to Fotografier efter to af Lachmannerne, hvilke jeg strax afsendte til Berlin for om det ikke var for sent at faa dem afbildede i Artiklen i “Kunst und Künstler".