Menu

J. F. Willumsen

1913-12-04

Afsender

Karl Madsen

Dokumentindhold

Gallerikommisionen ønsker at erhverve et eller flere af Willumsens værker, og Madsen spørger til priserne. Statens Museum for Kunsts finansielle midler er små, og betaling kan først ske i det kommende finansår. Derudover ønsker museets skulptursamling at erhverve fire af Willumsens forstudier til Hørup-Monumentet.

Transskription

STATENS MUSEUM FOR KUNST.
Kjøbenhavn, d. 4 December 1913

Hr. Maler J. F. Willumsen
Gallerikommissionen, som allerede i længere Tid har ønsket at se Dem fyldigere repræsenteret paa Galleriet, samledes idag til et Møde i Deres Atelier.
Af de Billeder, der var paa Tale, staar i Kataloget over Deres Udstilling i Efteraaret "Svævende Børn. En Moders Syn" opført til 6000 Kr. og "En Señora fra Valencia til 2000 Kr.
Kommissionen ønskede tillige gerne at vide Prisen paa det store Billede "Sol og Ungdom" og paa Forarbejdet til dette. Der blev paalagt mig at forespørge Dem, for hvilken Sum de eventuelt vilde overlade Museet "Svævende Børn" + Señoraen + "Sol og Ungdom" eller "Svævende Børn" + Señoraen + Forarbejdet til "Sol og Ungdom". Naar jeg fremsætter

denne Forespørgsel, er det min Pligt at tilføje, at der ikke er Sandsynlighed for Købet af alle tre Billeder. Galleriets finansielle Status er saa uheldig, at vi, selv om vi indskrænker os til at købe "Svævende Drenge" maa forudsætte, at der indrømmes os Henstand med Betalingen til næste Finansaar (April 1914)
Skulptursamlingen ønskede gerne at erhverve 4 enkelte Relieffigurer i Voks, Forstudier til Reliefferne paa Hørup-Monumentet. Kan Samlingen faa disse 4 Relieffer og da til hvilken Pris? (Indkøb til Skulptursamlingen kræver ikke en saa udstrakt Kredit som Erhvervelsen af Billeder)
Deres ærbødige
Karl Madsen

Omtalte genstande

  • J.F. Willumsen: Badende børn på Skagen strand (1909)
    Olie på lærred, 265 x 425 cm.
    Skagens Kunstmuseer, deponeret på J.F. Willumsens Museum. Inv. SKM 483

  • J.F. Willumsen: Sol og Ungdom (1910)
    Olie på lærred, 266 x 427 cm.
    Göteborgs Konstmuseum, GKM WL38

  • J.F. Willumsen: To svævende drenge. En moders syn (1910)
    Olie på lærred, 220.5 x 221 cm.
    SMK, inv. nr. KMS3260

  • J.F. Willumsen: En Señora fra Valencia (1912)
    Olie på lærred, 101 x 80 cm.
    Privateje

  • J.F. Willumsen: Udkast til bronzereliefferne på soklen til Hørup-monumentet (1907)
    Træ og voks, varierende mål
    J.F. Willumsens Museum, inv. 382 - inv. 385

Fakta

PDF
Brev

Dansk

København (Danmark)

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: C/I/5 - Korrespondance med Akademier, Museer & Foreninger