Menu

J. F. Willumsen

1921-09-16

Modtager

Kr. Erslev

Dokumentindhold

Willumsen ansøger Ny Carlsbergfondet om et tilskud til udarbejdelsen af en bog om El Grecos ungdomsværker.

Transskription

Prof. Kr. Erslev. Rigsarkivar Dr. phil
Vestre Boulevard. 35.
9-10 (ikke Onsd og Lørdag)
Central 8494

Jeg har i de senere Aar, at regne allerede fra c 1912 arbejdet paa en Bog om den græsk-spanske Maler El Greco's Ungdom og kunstneriske Udvikling. Jeg har søgt at rekonstruere hans Liv og Virken fra hans Fødsel paa Kreta til han træder frem i fuld Belysning i Toledo ved cirka 1576
Det vil sige at det er den ukendte Del af hans Liv jeg har taget op til Behandling, et Emne som ikke tidligere er forsøgt løst af nogen Forfatter.
Denne Rekonstruktion er for største Delen baseret paa Analyser som jeg har gjort af hans Teknik i hvert enkelt at hans authentiske Ungdomsbilleder, hvilket har sat mig i Stand til at udfinde de Skoler han kan have gjennemgaaet og de Paavirkninger han har modtaget af sin Tids Kunstnere, og tidsbestemme saa nogenlunde de fleste af hans UngdomsBilleder.
Bogen vil blive omtrent 600 (8°) Sider stor deles i to Bind.
Første Bind skulde indeholde en fortløbende Beskrivelse af hans Ungdoms Liv og kunstneriske Udvikling, hvorved hans Billeder vil blive omtalte i kronologisk Orden, og i Sammenhæng med hans Samtids Billeder, hans Lærere, og det Milieu hvori han levede. Der bliver deri at fortælle om Byerne Kandia, Venedig, Bassano, Rom paa unge Grecos Tid og om Klostret Escurial. m.m. Desuden om Byzantinsk

Kunst, om de venetianske Malere som f. Ex. Schiavone og Titian. Et Kapitel af Betydning, bliver det om Jacopo da Ponte Maleren i Bassano, hos hvem Greco var Medhjælper i omtrent otte Aar. Da Bassano Skolens Kunst hidindtil har været noget mangelfuldt behandlet, vil mine analytiske Undersøgelser af alle Jacopos Hovedværker forhaabentlig forøge Bogens Interesse.
Et helt nyt Emne vil blive behandlet i Kapitlet om de venetiansk-græske Malere fra Midten af det XVI Aarh. Navnlig de besynderlige Blandingsfænomener af byzantinsk og italiensk Kunst har ikke forhen været kendt af Kunsthistorikerne. Til en af disse Blandinger som af sin Tid kaldtes "Scuola bizantina migliorata" er det at den unge Greco hører hen.
I Kapitlerne om Greco's første spanske Tid bliver Escurial Klostrets Byggehistorie særlig grundig behandlet, og der fremlægges Beviser for at Greco kan have være[t] kunstnerisk Medhjælper under Arkitekten Herrera og hjulpet denne og Kongen Filip II at udarbejde deres Ideer i foreløbige Skitser til den store Kirkes Udsmykning. Der bliver ligeledes lagt klart at det var Herrera der førte Greco til Toledo, for at udsmykke Kirken S Domingo el Antiguo som han byggede der. To Ting som ikke tidligere er blevne iagttagne af Kunsthistorikerne.
Andet Bind vil behandle det foran nævnte Stof paa en udelukkende Kunstkritisk Maade. Hvert af Greco's Ungdomsbilleder bliver taget op til analytisk Behandling mm.

Foruden allene kendte UngdomsBilleder vil der blive medtaget flere nye som jeg har opdaget i offentlige og private Samlinger, Og som ved Hjælp af min analytiske Metode kan bestemme deres Plads i Rækken af hans kendte Malerier.
Desuden vil andet Bind indeholde en Række Kapitler der behandler Greco's Kunst synthetisk og de vil faa Overskrifter som: Greco's Farve, Greco's Perspektiv (der var helt byzantinsk), Hvorfor Greco har malt byzantinsk, Greco's Figurtegning, Greco's Landskaber, m.m.
Bogen vil faa et meget rigt Billedstof. Ikke alene den unge Greco's Malerier, Tegninger og Skulpturer vil blive gengivne, men ogsaa en lang Række af Jacopo da Ponte's samt flere af Schiavone's, Titian's, og Taddeo Zuccaro's og andres, samt byzantinske og græsk-venetianske Ikoner.
I dette Øjemed har jeg foruden at købe de Fotografier der forefandtes i Handlen ogsaa ladet stedlige Fotografer tage Plader af Billeder der ikke vil kunde undværes, der kan nævnes til flere Greco's Elev Lattanzio Bonastris Billedet St. Catarina og Røverne i Siena.
Tillige har jeg selv tegnet en stor Mængde Tegninger der gengiver de mest karakteristiske Detailjer i de betydningsfuldeste Billeder, samt Facsimiler af alle Greco's Signaturer i Ungdomsbillederne tegnet direkte efter Billederne.
2 Det Bind vil nærmest forme sig som en Haandbog til Brug for Studier i Greco Ungdomsbilleder.
Jeg anser det for rigtigt at Bogen udkommer paa Fransk, da Emnet for Tiden interesserer hele Verden. Som Oversætter har Prof. Mr. E. Philipot i Rennes tilbudt sig. Som Forlægger er mig anbefalet Mr Geuthner Paris; som jeg endnu

ikke har sat mig i Forbindelse med.

Til videre Udarbejdelse og til Udgivelsen af denne Bog, som jeg vil kalde "El Greco's Ungdom" ansøger jeg herved Carlsberg Fondet om et Tilskud.
Jeg anmoder Bestyrelsen gøre dette saa stort som muligt: Kr. 10 000 (ti tusind kr) der kan om nødvendigt fordeles paa to Aar; idet jeg beder denne om at tage i Betragtning at jeg allerede har haft store Udgifter til Studierejser m.m. der maa sættes til mindst Frs 15 000,
Desforuden havde jeg sidste Aar i 6 Maaneder en Sekretær Hr Plesner boende hos mig, og det samme vil gentage sig i det kommende
Med megen Agtelse
J.F. Willumsen
Kunstmaler
3 Place Charles Felix
Niçe
France (A.M)

Hellerup 16 Sept 1921

Til Carlsberg Fondets Bestyrelse
ved. Prof. Kr Erslev.
Vestre Boulevard 36
København

Fakta

PDF
Brevudkast

Dansk

København (Danmark)
  • Kreta, Grækenland
  • Toledo, Spanien
  • Venedig, Italien
  • Rom, Italien
  • Bassano del Grappa, Italien
  • El Escorial, Madrid, Spanien

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: C/III/6 - GrecoBogen