1906-04-25

25.IV.1906
Nybrogade. 12
Kjøbenhavn.
–
Kjære Willumsen.
Deres Brev af .25.IV. har bedrøvet mig, skjønt det ikke egentlig overraskede.
Det bedrøvede, fordi det altid er bedrøveligt, naar Taalmodigheden ligeoverfor aargammelt Venskab brister; men det overraskede ikke, fordi Deres Hovmod og ganske meningsløse Overlegenhed ligeoverfor gamle – og jeg tror at turde sige prøvede - Venner i de senere Aar har været i en mærkelig rivende Væxt.
Dette Hovmod og denne Bitterhed, som det ved enhver tænkelig Lejlighed synes at være Dem en Nødvendighed at lægge for Dagen overfor Deres danske Venner, er jo saa meget mærkeligere som at den Opmuntring og Forstaaelse, De som Kunstner og Menneske har nydt er kommen fra dem og kun fra dem.
De har jo aldrig kunnet staa paa Deres egne Ben og i Udlandet allermindst. Ingen i Udlandet har jo nogensinde brudt sig om Dem. – Da en bekjendt fransk Kunsthistoriker ifjor henvendte sig til mig for at jeg kunde være ham eller rettere det Selskab, som i de senere Aar har arrangeret

de bekjendte retrospektive Udstillinger i Louvre behjælpelig med at ordne en lille udsøgt Samling af dansk Kunst samme Sted – og jeg blandt de faa udvalgte nævnede Deres Navn, faldt han mig strax i Talen med den Bemærkning, at man i Paris ikke nærede mindste Interesse for Deres Kunst og derfor ikke vilde have Dem repræsenteret.
Og hvor ringe Interesse, man har for Dem i Tyskland, har jeg faaet tilstrækkeligt Bevis for i den senere Tid, da man har ladet mig vide, at man helst er fri for Artikler om Dem ligesaa vel som for Udstillinger af Dem (i Anledning af mit hidtil forgjæves Arbejde for at faa Artiklen om Dem trykt dernede)
Og saa videre!
Herhjemme i dette usle Land, hvis Indbyggere De ikke kan taale, her er det, De har fundet den Støtte, som har givet Dem Lejlighed – som maaske den eneste danske Kunster – til at kunne bruge Deres Tid helt og holdent, som De havde Lyst. –
– Det er dette som De nu ikke kan tilgive os.
– De ved, at den frie Konkurrence dog er den Retfærdighed, som man Verden over er enig om, og saa betragter De det næsten som et Forræderi, naar Deres Venner ikke kan skaffe Dem uden om den; og det tiltrods for, at De ved at Vennerne alligevel

med Fare for at kompromitere sig selv har søgt at skaffe Dem en Særstilling, en begunstiget Stilling.
– Og hvorfor vil netop nu De være saa bitter imod Konkurrencer?
Den sidste, De deltog i herhjemme efter en Dem ikke ubekjendt Persons indtrængende Opfordring skaffede Dem dog for nogle faa Timers Arbejde (som De selv har betroet ham) en første Præmie paa 1000 – tusen – Kroner – det var Tuborg-Plakaten.
Har De siden været saa uheldig; jeg erindrer det ikke.
Hørup Konkurrencen er jo ikke afgjort – De faar vel nok Arbejdet – og i hvert Fald har "man" dog arbejdet for Dem i en Grad, der nok kunde forlange en Smule Paaskjønnelse.
Saa er der endelig den sidste Konkurrence om Pietro-Krohns Mindesmærket; om De virkelig vil kalde den en Konkurrence. Ja ogsaa dette Arbejde har Deres Venner søgt at skaffe Dem og i den Anledning gjort et ikke saa ganske ringe Arbejde – (Mon De egentlig nogensinde har gjort noget lignende eller ved, hvad saadant betyder?)
Men naar Niels Skovgaard nu bliver nævnt og foreslaaet, kan han vel ogsaa nok fortjene at komme i Betragtning. (At han i 10 Aar har arbejdet

paa et Kirkebillede uden at faa en Øre for sit Arbejde skylder han dog ikke sine Medborgere Tak for.) Han har jo ikke været Favorit, naar Talen var om offentlige Arbejder.
Imidlertid var jeg ikke i Tvivl om, hvordan det vilde gaa, og hvad Niels Skovgaard vilde svare, og forleden Dag fik jeg da ogsaa Bekræftelsen herpaa. – Hans Afslag lød blandt andet saaledes:
"…….. Jeg vil nødig staa Willumsen i Vejen. Han vil vist sætte Pris paa (Arbejdet) en saadan Bestilling, og fortjener den, og jeg synes dette maa passe udmærket for ham.
Venlig hilsen fra Deres
hengivne
Niels Skovgaard"
Jeg havde haabet, hvad enten De vilde modtage Tilbudet eller ej, at Deres Svar – om ikke af anden Grund saa af Hensyn til det ikke ringe og ganske uinteresserede Arbejde, Deres Venner atter ved denne Lejlighed havde gjort – havde indeholdt om end kun en lille Smule af det Sindelag, De ser en lille Prøve paa i ovenstaaende Citat, hvor Skovgaard frafalder Arbejdet til Fordel for Dem. – Dette gjorde det ikke, og det var derfor Deres Brev bedrøvede mig.
Med venlig Hilsen Deres
Johan Rohde
For det Tilfælde, at De ønsker yderligere Oplysninger om selve Sagen, vil jeg blot sige Dem, at jeg rejser fra Byen 1^te Maj, og at jeg forinden maa have et Svar i Tilfælde, at De har et Svar.