J. F. Willumsen
1935-06-27
Afsender
Jens Ferdinand Willumsen
Modtager
Aksel Jørgensen
Dokumentindhold
Willumsen rejser rundt i Italien og er pt. i Firenze. I Rom blev han syg med maven, og han synes, Napoli var uinspirerende. Han rejser nu til Venedig og derefter til Paris. Flere danske kunstnere ønsker et museum med Willumsens egne værker frem for blot Gamle Samling. Dette glæder Willumsen, som nu vil ændre i sit oprindelige gavebrev til staten.
Transskription
Florens den 27 Juni 1935.
Maleren Prof. Aksel Jørgensen.
Kære Ven og Kollega.
Tak for Deres lange og interessante Brev af 14 Juni, som jeg først modtog i Aftes.
Som De ser er jeg nu i Florens og allerede færdig med Neapel og Omegn. Grunden er, at jeg allerede i Rom blev syg, fik daarlig Mave, der blev være Dag for Dag. I 14 Dage kunde jeg ikke spise, og der var til Slut intet andet at gøre end at rejse Nord paa igjen, for at faa ordentlig fordøjelig Mad. Desuden Neapels tørre Natur, umalerisk som jeg synes at den er, er ganske ubrugelig for mig.
Jeg er ked af at vi ikke fik Lejlighed til at være sammen i nogle Dage, og drøfte mundtlig den Sag, der ligger mig saa stærkt paa Hjærte.
Jeg vil nu være nogle Dage i Venedig, og derefter tager jeg op til Paris, hvor jeg vil male Fontainebleau Skoven. De kunde ikke tænke Dem at tage den Vej om, naar De rejser Syd paa? Min Adresse er = 57 Bvard Rochechouart – Paris. IX. France.
Det var meget uheldigt at et af Deres Breve til mig er gaaet tabt.
Angaaende Museums Sagen er jeg enig med Dem i at vente med at gaa til Ministren indtil der har dannet sig en fast Mening for Sagen udenfor.
Struckmann skrev jeg til før jeg rejste og spurgte ham om han kunde tænke sig at give sit Besyv med i.
Nu ser jeg af et Brev fra H.R. Sagf. Jørgensen, at han har faaet Direktør Slomann interesseret ogsaa -
Jeg har faaet den Opfattelse at man hellere ser at der bliver dannet et Museum af mine egne Arbejder end et af min gamle Samling. Det betragter jeg naturligvis som en overordentlig stor Ære for mig, og jeg vil i Overenstemmelse dermed gærne overlade nogle af mine egne betydeligere Arbejder til dette paatænkte Museum. Men De maa forstaa at ved saaledes at ændre den oprindelige Plan for mit Tilbud til Staten, ændres ogsaa samtidig de praktiske Forhold og mit Gavetilbud maa helt omlægges – med meget andet som vil blive for langt at skrive om her.
-
Hvad angaar Friluftsteatret, saa er det jo nu bleven for sent at afsende det Telegram som De ønsker. Jeg ser af Deres Brev at De har talt med Struckmann og at De ved at der er 4 Fugle. Saa ogsaa det Spørgsmaal er vel nu ude af Verden – Min Tilladelse til at benytte de originale Fugle har De naturligvis.
Med Venlig Hilsen
Deres altid hengivne
J.F. Willumsen
indtil 5-6 Juli er min Adresse
poste restante.
Venezia
Italia.
Fakta
PDFDansk
- Napoli, Italien
- Firenze, Italien
- Rom, Italien
- Venedig, Italien
- Paris, Frankrig
J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: B/I/4 - JFW's Korrespondance om museet 1927-1942