Menu

J. F. Willumsen

1890-12-08

Modtager

Johan Rohde

Dokumentindhold

Willumsen beskriver kunstens udvikling som en trappe, hvorpå fransk kunst er nået langt højere op end den danske. Han opremser de franske kunstnere, som han vil møde på sin vej op ad trappen. Willumsen er ikke nået til tops endnu, og han er derfor ikke klar til at udstille. Afslutningsvis meddeler Willumsen, at Oscar Matthiesen er i Paris, og at Juliette er gravid. Derudover afviser han, at hans viftedekoration er inspireret af Paul Gauguin.

Transskription

32. Rue du puits de l’Ermite. Paris.
d. 8 Decembre 1890.

Kjære Rohde. Jeg afsender i Dag til Deres Adresse de Raderinger som Boghandler Lynge skulle have, undskyld mig den Ulejlighed jeg derved forvolder Dem, men De havde forglemt at notere hans Adresse. med det samme benytter jeg Lejligheden til at sende Dem det forlænge siden lovede Exemplar af min sidste store Radering, hvis De er tilstede ved Pakkens Aabning hos B. Lynge saa misforstaar han vel ikke at ikke begge er til ham. -
Lad os komme til andre Sager, til Kjæphesten som altid rides paa. -
Det glæder mig at De synes godt om Viften; men - hvorfor

dog men - jeg har ikke set Spor af Gouguin forinden jeg lavede Studiet til Viften, de Ting i Kunstforeningen i Fjor regner jeg ikke for noget, og de jeg for 2 Aar siden saa hos Goupil havde jeg fuldstændig glemt, det beviste mit Besøg der forleden Dag, jeg er kommet op paa dette Standpunkt jeg nu staar fuldstændig ved Hjælp af mig selv.
jeg ved det godt det var Forsøgene med at trykke Raderinger med Farver, som jeg derfor blev nød til at simplisere (synthisere) og har bragt mig til at frembringe de Ting jeg har lavet i Sommer i Bretagne deri indbefattet Viften, som laa fuldt færdig i en Oliestudie. Først langt henne i Sommeren 8te Dage forinden jeg rejste blev jeg bekjendt med Gouguin og hans sidste Ting -

nu i disse Dage er jeg maaske langt mere paavirket end i Viftens Tid, men jeg arbejder mig selv kraftigt derud af, for snart at kunne bevæge mig frit omkring paa mine til mig betroede Enemærker. Skærsilden er maaske ikke slut endnu, jeg ser Odelon Redon i det Fjærne
godt lad ham komme, jeg skal dog nok leve for det.
Der er i Malerkunsten en Udviklingshistorie fra Dag til Dag, og den er ens for alle Lande, men foregaar kun i det mest kultiverede Land, de andre komme bagefter, saa selvstændig som det kan lade sig gjøre naar man er lærvillig Elev.
3 - 4 - 5 - 6 - 7 - 8 - 9 - 10 - 11 -
I Danmark blev vi gjennem Akademiet oplærte til at anse at 4, den græske

Kunst var Toppunktet af alt gjør ligeledes helst, i et senere Standpunkt hed det gjennem Roed, 5, Raffael,   paa Krøyer og Tuxens Skoler, som hører ind under Katagorien daarlige Skoler, blev der prædiket Form igjen helst som Velaszues. 6, det er den Periode som svarer til den Bastien-Lepageske her i Frankrig, længere er vi ikke komne i Danmark, der famles i Krogene om efter noget Noget; men der mangles den Kultur i andre Ting, som skulde følge jævnsides, en Malerkunst kan ikke af sig selv voxe over alt andet menneskeligt tilsvarende. Nu rejste jeg ud, og kom til et Land hvor alt er 30 Aar længere oppe ad Trappen, hvis jeg saa ikke maatte gaa alle de manglende

Trin igjennem og lære det samme som hele Slægten har lært langsommere i de 30 Aar, saa maatte jeg være et overnaturligt Væsen, et ligesaa overnaturligt Væsen som det der skulde begive sig mellem to Punkter og vilde springe Vejlængen over, være paa Bestemmelsesstedet som det forlod Opholdsstedet, da jeg nu ikke kan lade være med at exsistere paa noget Punkt af Vejen fra Kjøbenhavn til Paris   selv om jeg gjør Omvej med Luftballon eller under Jorden, saa er der ikke andet at gjøre jeg kan dog nok være mig selv medens jeg sidder i Jærnbanecoupien. - Ed. Manet, Pizarro Raffaëlli - Pizarro - Monet. betegner de Led som jeg har maattet igjennem
7 - 8 - 9 -10 - blandet i anden

Orden maaske, 11 Gouguin 12 Redon - saa ind i Fremtiden det ubekjendte, da alt i Verden fremstaar af det andet fordi det nødvendigvis maa være saadant. I det fjærne Japan er det siden det XVII Aarh. fremkommet akkurat en parralel Bevægelse fra Idealisme til Realisme, til det rene Naturgengivelse til det bare Fotografi, - skal man blive til Noget saa maa man fortsætte Rækken, og ikke være vilde Sideskud; de gjør kun Skade, og ere uden Betydning, jeg vil kun kunne tilfredsstilles ved at vide at man betyder noget i Forhold til det omgivende hvor af man dannes og til at danne det omgivende.

(Slot-Møller har modeleret Fletningen fordi han er sammen med en Billedhuggerinde, han har forgyldt og Modeleret Hvedemarken fordi han har gjort Portrættet med det forgyldte Haar, ikke omvendt for han har indset at det vilde være nemmere at drive i en Kobberplade naar han tager fat paa ny.) Hvor er forresten den som ikke er paavirket, det er en galmand der troer det. er De begjejstret for Hammerhøjs Job, er det ikke Modellen stillet op i den ægyptiske Stilling, ja han løfter Haanden lidt; lad vær at bedømme om den er paavirket derfra eller derfra; men se hvor stærk en Aand, der trænger ud, det hører der ogsaa en stor øvelse til naturligvis og indtil da saa tag det som De synes.

Gjærne vil jeg være med at udstille, men ikke endnu, Trappestien er vist ikke gaaet igjennem, jeg véd paa Forhaand at der vil ikke være stor Fornøjelse ved det, jeg saa det ved min Udstilling sidst, og nu naar Malere ser mine sidste Ting, det er ikke saa let at være til Grin for Folk, dog havde jeg de Penge som der udfordres dertil jeg vovede en Dyst, inden Foraaret (inden Februar) troer jeg nok at et større Billede er ankommet til Kjøbenhavn, maaske det kan blive laant dertil -
Matthisen er ank. han har længe gaaet Svanger med den Tanke at sige mig sin Mening om min Kunst "Du begynder med det samme Ideal, som jeg tragter efter, istedetfor at arbejde sig derop til".
Min Kone sender mange Hilsener, hun er ved at udvikle en Arvtager til vor Formue, at regne i Januar.
J. F. Willumsen.

Omtalte genstande

J.F. Willumsen: Vifte-dekoration (ca. 1891)
Opholdssted ukendt