J. F. Willumsen
1948-11-23
Afsender
Jens Ferdinand Willumsen
Modtager
Siegfried Wagner
Dokumentindhold
Willumsen godtager, at Blochs Buste kan udstilles på Den Frie Udstilling. Wagner har haft spurgt ind til en glasuropskrift, men Willumsen kan ikke huske den. Han foreslår, at Wagner kontakter Bode Willumsen, som arbejder på Den Kongelige Porcelainsfabrik. Willumsen arbejder flittigt, og han har forgæves forsøgt at komme på en studietur til Venedig. Michelle Bourret arbejder også hårdt - både i hjem og atelier.
Transskription
Villa "Lido" 23 November 1948
Route de Fréjus
Cannes.
France (AM)
Kære Wagnerssss…..
Nej. Jeg er heldigvis ikke syg. Jeg har det rigtig godt; men mine Knæ er lidt svage nu.
Du derimod slaar Recorden med at lade Dig operere. Saa gik det nemmere for mig. Jeg var kun én Gang paa Hospitalet.
Vintren synes at blive mild. Endnu har vi ikke haft i Kakkelovnen, men det er som Regel i Februar at Temperaturen synker ned til Frysepunktet.
Jeg har ikke noget i mod, at Du sender den huggede Buste ind til Foraarsudstillingen med Soklen, det kan maaske se pænt ud; Hvad er Soklen af?
Med Hensyn til Jærnglasuren paa Stentøjet saa kan jeg naturligvis ikke huske, hvad den blev lavet af – Det er jo over 50 Aar siden jeg havde med Keramik at gøre. Der var forøvrigt flere Slags. Mere eller mindre rødbrune og sorte. Men Du tænker vel ikke paa at brænde den selv.
Der skal en meget høj Temperatur til ca 2000 Grader. Du maa naturligvis have en stor Ovn, og det er noget man ikke saadan lige løber til at
ordne og bygge. Jeg vil anbefale Dig at tale med min Søn Bode Willumsen der er bleven en af vore dygtigste Keramikere, der selv har haft en Ovn; men nu – paa Grund af Mangel paa Kul – arbejder paa den kgl. Porcelænsfabrik. Hans Adresse er: Vesterfælledvej 45 (Eva 409 Vega) og hils ham fra os. Han har mange saadanne brune Glasurer paa sit Stentøj.
Jeg er naturligvis flittig som altid, ellers keder man sig jo. I Gaar sendte jeg 5 store Malerier af til Danmark. Hvor længe den Forsendelse vil vare, og om den kommer der, er ikke godt at sige; men her skal den ikke ligge og flyde.
Saa har jeg forsøgt at vi kommer en Studietur til Venedig – man maa jo se noget andet end det daglige en Gang imellem. Men det er ikke muligt at faa arrangeret Pengesagerne. Der er kommet nye Regler der forbyder mig som "Valuta-Fremmed" at veksle mine Penge om i en Tredje Valuta. Hvorfor forstaar en saadan dum Kunstmaler ikke.
Mme Bourret er meget aktiv paa alle Omraader, ligefra det simple og lave Arbejde i Huset til det høje i Atelieret. Det er forbavsende saa hendes Talent vokser.
Hun slider sig op.
Det glæder mig at det gaar forholdsvis godt med Din kære Olga. Med mange kærlige Hilsner til Jer Begge fra os to.
Willumsen og Bourret
Fakta
PDFDansk
J.F. Willumsens Museum
Bog: Breve fra J.F. Willumsen til Siegfried Wagner 1905-46
Omtalte genstande
J.F. Willumsen: Blochs Buste (1922/1948)
Sandsten. Rigshospitalets have.
Udhugget af Siegfried Wagner i 1948.