1939-04-27

27–4–39
Kære Willumsen!
Hjertelig Tak for Dit meget velkomne Brev. Du skriver at Du ventede mig da Du laa paa Hospitalet i Fjor. Nu vil jeg have Lov til at forsvare mig, det var min absolute Mening at besøge Dig derude, men saa talte jeg med Ane Marie, hun fortalte mig at hun havde været ude og se til Dig; jeg spurgte hende om hun troede at Du modtog Besøg; af hendes Udtalelser herpaa fik jeg det bestemte Indtryk at Du helst var fri, og da jeg nødig vilde trænge mig paa, saa opgav jeg det. Nu bagefter kan jeg jo nok indse at det var dumt at fæste Lid til hendes Udtalelser, men nu er det jo for sent at angre.

Iøvrigt behøver “Du ikke at være bange for at vi herud havde slaaet Haanden af Dig”; Jeg tror ikke der er mange om beundrer Dig saa meget som vi. Der gaar ikke mange Dage imellem, hvor vi ikke taler om Dig og Din Kunst. Du er altid vort store Forbillede, og jeg har aldrig glemt hvad jeg skylder Dig. Men vor Hyldest fylder jo saa lidt. Vi lever ganske isolerede og kun for at arbejde. Vi har det ikke nemt; vi tjener meget – meget lidt og hvad vi tjener gaar straks til nye Arbejder. Vi gør vore Arbejder saa godt vi formaar og kan andre ikke se noget i Tingene, saa ændrer det ikke vor Opfattelse. Der kommer vel en Tid hvor det vil blive anderledens og det maa vi saa trøste os med.

2
Det glæder mig meget at høre at Du kommer hjem til Sommer, saa kan jeg maaske faa mit Ønske opfyldt (Du ved jeg har talt om det tidligere) at gøre en Buste af Dig. Nu er det saa nemt at komme ud til os, vi har en S: Station lige ved vort Hus og det tager kun 18 Minutter at komme herud fra Hovedbanen.
Selvfølgelig har jeg hørt om Dit Museum, jeg har jo været med til et Møde desangaaende i den frie Udstilling. Destoverre er der absolut ingen Interesse for Kunst mere herhjemme. Det er særligt de store Blade der negligerer denne Side. Bøger anmeldes blot fordi

Forlagene reclamerer for store Summer. Saa vidt er vi kommet. Jeg sender Dig et Udklip af Politiken for i dag, saa kun Du selv se hvorledes Landet ligger.
Jeg forstaar ikke at Du vil vente med at komme hjem; de Bomber Du taler om, er Du sikkert fri for i Danmark, vi bliver vel nok fri for det store Opgør. Det haaber vi da. Jeg vil meget nødigt se Hitler eller Nasismen herhjemme, for saa ved jeg hvor jeg ender! Naar der sker noget af Interesse skal jeg skrive det til dig!
Du er hjertelig velkommen her som forhen.
Min Kone sender mange Hilsner.
Din meget hengivne
Siegfried Wagner.

“Den evig Fredløse”
Figur i lidt over naturlig Størrelse
bag paa Figuren har jeg indridset
I Sekler blev min Rase Trængt
Hvad godt vi gør blir altid glemt.
SW.