J. F. Willumsen
1950-11-12
Afsender
Jens Ferdinand Willumsen
Modtager
Siegfried Wagner
Dokumentindhold
Den Frie Udstillings frontrelief med Pegasus skal restaureres. Kunsthistoriker Christian Elling er nyt bestyrelsesmedlem i komitéen for J.F. Willumsens Museum. Willumsen skal udstille i Stockholm, og han er travlt beskæftiget dermed. Han skal nu på studietur i Norditalien i 8-10 dage.
Transskription
Villa "Le Lido" 12 Nov. 1950
Route de Fréjus
Cannes –
France (A-M)·
Kære Siegfried Wagner og Fru Olga
Tak for Dit Brev af 27–10–50–
Hermed sender jeg Dig et Fotografi af mig, som Du kan give Din Veninde Betty Igelski. Det er ikke godt; men jeg har ikke bedre eller andre. Hun maa tage til Takke med det, sammen med min Hilsen – vore Hilsner –
Tak for Beskrivelsen af "Den Frie"s Generalforsamling. Det er sørgeligt at dens Medlemmer bliver saa triste med Aarene. Men nu gaar det altsaa løs med Pegasus i Træ. Bliver det Dig som skal skære den. Det er jo netop et Arbejde der ligger for Dig – Du faar vel et Honorar derfor?
Stumperne af den gamle originale maa vel sættes paa en Baggrund af Træ (Egetræ?) limes og skrues fast. Behøver den at blive restauret, museumsmæssigt set hverken med Lapper eller med Maling?
Ogsaa her – som i Danmark – gaar alt saa langsomt og sløjt. Det gaar ikke mere med Energi og Lyst.
Det er meget uheldigt at Struckmann igjen er kommen til skade. Vi har netop nu saa stærk Brug for ham. Heldigvis har Museums Bestyrelsen faaet et nyt energisk Medlem: Professor Elling, som jeg venter mig meget af. d.v.s. Hjælp af.
Jeg har haft travlt med at sende Arbejder til Stockholm Udstillingen. Det er en dyr Historie, men jeg haaber at jeg sælger et Maleri, der kan dække Udgifterne. For Billederne eller i deres Sted Pengene, skal sendes herned bagefter! Det er altfor dyrt nu at sende Billeder til Udstillinger. Jeg maa betale Fress 20880 i Transport op og den samme Sum i Transport tilbage. Dertil kommer Rammer, med andet mere.
Denne Stockholmudstilling forhindrer mig fra at lave Udstilling i Maj i "Den Frie" som jeg havde vildet.
Én af de første Dage rejser jeg ind i Norditalien for en 8 – 10 Dage for at gøre Studier. Da jeg ikke kender Navnene paa de Hoteller, hvor vi skal bo saa skriv kun til min Adresse her i Cannes.
Med mange Hilsner fra Mme Bourret til Din Olga og Dig selv fra os begge her
Din gamle Ven
J. F. Willumsen