1940-11-02

2 Novbr 1940.
Kære Willumsen!
Igaar morges fik jeg Dit længe ventede Brev, 8 Maaneder og 7 Dage forsinket, jeg vidste jo at det maatte komme en Dag, hjertelig Tak for det. Det er rart at høre fra Dig selv om det er sjældent. Vi taler ofte, meget ofte om Dig og Madame. Vi beklager at Du sidder saa isoleret dernede men vi her i Lyngby, er næsten lige saa ensomme. Du skriver at Du ikke har arbejdet i Atelierne i Vinter, vi her havde ikke mere Brændsel den 1^te Martz og saa frøs vi som vi var stive og næsten følelsesløse; hvordan vil det ikke blive i Vinter her. Jeg har faaet tildelt ¼ Del af mit normale Forbrug. Lyset maa vi næsten ikke bruge og Gassen kniber det ogsaa med. Mon Menneskene

aldrig bliver klogere?
Da Katastrofen indtraf her, blev jeg lammet, i 14 Dage laa jeg paa en Sofa fra Morgen til Aften, men saa tog jeg mig sammen og begyndte at arbejde igen i Værkstedet og har aldrig været flittigere og næppe tidligere lavet bedre Ting (mener jeg da selv). Jeg har ikke endnu vist Arbejderne til et Menneske.
Jeg gaar og venter paa, det som vil overgaa min Race, det er frygtelige Udsigter. I den frie Udstilling kommer jeg ikke, jeg er ganske isoleret derude. Jeg udstiller saalænge derude som jeg endnu er taalt. Hvad der vil ske til 50 aars Jubilæet ved jeg ikke, der var Generalforsamling derude i Lørdags, men jeg kommer der

ikke saalænge Struckmann og hans Kreds regerer. Den frie Udstilling er forvandlet   da Du og Dine Kammerater stiftede Udstillingen, var i Idealister, nu er det Begreb fejet ud af Huset, og alle som har Idealitet i Kroppen bliver hunset. Ja saadan forandrer Tiderne sig. Jeg er uendelig Taknemmelig for at jeg traf Dig og blev Elev, Du har altid staaet for mig som en af de faa – ja meget faa danske Kunstnere som med "Rette" tør smykke sig med Kunstnernavn.
Mangel paa Inteligens er Dyd og ingen "Faglig" kunnen er Egenskaber som er højst skattet herhjemme. Hvorlænge jeg kan klare de Skær som jeg er ude for nu, ved jeg ikke – men alt faar jo en Ende.

Jeg sender nu et Fotografi af Din Buste – jeg vil haabe at det naar Dig. Nu mange hjertelige Hilsner ogsaa til Madame fra Din altid hengivne
Siegfried Wagner.

Kære Willumsen!
Hvor har vi længtes efter at høre hvordan det gik Dem og Madame Bouret og hvor har vi talt om Dem og gættet paa hvorledes alt stillede sig for Dem. Deres Brev var en hel Oplevelse for os, skønt det har været saa længe undervejs, at alt imedens kan have forandret sig. De ser at vi er ogsaa revet ud af vort ellers saa rolige Liv, men hvem er ikke det. En hjertelig Hilsen til Dem og Madame fra Deres hengivne
Olga Wagner.