J. F. Willumsen
1951-01-20
Afsender
Jens Ferdinand Willumsen
Modtager
Siegfried Wagner
Dokumentindhold
Willumsen planlægger at komme til København omkring 1. juni og begynde arbejdet på Kristus med det hellige hjerte. Der er for langt fra Willumsens hotel ud til Wagners værksted, så Willumsen vil i stedet for låne et af Kunstakademiets værksteder.
Transskription
Villa "Le Lido"
Route de Fréjus.
Cannes.
France (A·M)
20 Januar 1951.
Kære Fru Olga og Siegfried.
1950 blev ikke det Jubelaar, som jeg havde ønsket –trods alle mine Anstrængelser.
Alt og Alle gik mig imod. Man ligefrem bedrog mig.
Saa jeg er stadig paa samme Punkt som ved Nytaar 1950.
Nu venter jeg at 1951 bliver Jubelaaret.
Jeg ser af Dit sidste Brev af 15 Dec, Tak for det! at Fru Olga er begyndt paa en ny Kur hos en Specialist og at den har hjulpet hende, Heldigvis. Mit Ben bliver ikke bedre, Saaret vil ikke læges – men en Gang ordner det sig vel?
Du har vel ikke hørt noget om Hesten?
Ingen Mennesker gider mere gøre noget, naar de ikke straks tjener en Formue derpaa, uden Arbejde. Det maa kaldes for Idealisme.
Men Du arbejder dog, og er bleven færdig med den store Johannes Ørn til Aalborg Kirketaarn.
Saa nu skal Du vel begynde paa et af de andre
Symboler?
Jeg tænker paa at komme til København ved 1ste Juni saa omtrent, for at begynde paa den store Kristus Figur. Jeg haaber, at jeg kan faa Lov til at laane Akademiets Skole atelier, der nede i Nyhavn, og saa faa en dygtig Modellør til at hjælpe mig med det grove Arbejde.
Tak for Dit venlige Tilbud at maatte staa i Dit Atelier; men det er for langt fra Hotel Kongen af Danmark ved Niels Juel. Rejsen frem og tilbage hver Dag tager for lang Tid. Og saa vil jeg ogsaa genere Dig alt for meget.
Imidlertid jeg kan tænke mig at man gjorde sit Bedste for forhindre mig i at faa det til Laans, jeg mener Skoleatelieret.
Alt er saa krakilsk nu for mig. Særlig de danske Kunstnere, efter der er Tale om at lave et Museum for mig alene; Jeg skal undergraves nu - undermineres nu -
Jeg er efterhaanden bleven led og ked af alt vedrørende mit Forhold til Andre i Kunstens Verden. Det er ikke fordi jeg er bleven gammel, for det morer mig stadig at "finde paa" og "lave kunst", men de Andre ødelægger Tilværelsen for mig.
Til Slut modtag Du og Fru Olga vore bedste Ønsker for et godt Aar.
Dine hengivne Venner
Michelle Bourret og J.F.W
Omtalte genstande