1918-05-25

3 Plaçe Charles Niçe. (A·M). France. 25 Maj 1918.
Kære Venner Wagners.
Deres Brev af 19 April fik jeg først i Gaar. Det gaar langsomt med Brevene nu. Som De ser bor vi ikke længere i Villefranche, men vi er flyttet ind til Niçe, hvor der er mere Confort.
Det er meget elskværdigt og hensynsfuldt af Dem at spørge os til Raads, med Hensyn til Grønningernes Sammen Slutning med den Frie Udstilling. Det forbavser os at høre at Grønningerne vil det. Det er vanskeligt for mig at have nogen begrundet Mening os disse Sager. Jeg har været for længe borte til at have Kendskab til begge Parters Stilling og Udseende. Det gør mig ondt at høre at den Frie er saa hensygnende at den ikke underholder Publikum mere. Jeg tvinges til at bebrejde den at den ikke har forstaaet at rekrutere sig i de 4-5 Aar der er hengaaet siden Skismaet. Dette har forøvrigt altid været den Fries store Skavank.
De Medlemmer som De nævner i Deres Brev har aldrig nogensinde været gode og har aldrig været med til at bære den Frie, saa de kan ikke være Aarsagen til Hensygningen. At Hammerhøj og Zahrtmann er døde i Løbet af det sidste gør heller ikke meget dertil. Navnlig Zahrtmann virkede satans i de sidste Aar. Hammershøjs Bortgang er meget at beklage. Nej det er friske, talentfulde (for ikke at sige geniale) Unge som den mangler. Faar Den Frie saadanne ved Sammenslutningen med Grønningerne? Jeg kender det ikke.
For at kunne svare rigtigt paa Deres Spørgsmaal maa jeg begynde med at gøre mig klart; hvad det er som der skal hjælpes paa ved Sammenslutningen med Grønningerne.
Er det paa ¹⁾ Ins[ti]tutionen, paa den enkelte Kunstner Existens, eller er det paa ²⁾ Kunsten?
Paa N^o 1 har De selv svaret ved at sige at der er solgt meget paa den Frie Udst; derved klarer altsaa den enkelte Kunstner sig godt og Instutionen derved ogsaa. Gælden er betalt omtrent. m.m. Til Spørgsmaal N^o 2 kan der derimod svares, at er den Frie Udstil. Folk kedelig eller daarlige, vil de komme til at se endnu mere daarlige og kedelige ud, naar de faar de talentfulde og morsomme Grønninger

lige op ad sig. Og de gamle frie Udstillere vil hurtig gaa til Bunds i Publikums Bevidsthed. Dette maa undgaaes.
Jeg tror at det er nødvendigt at Udstillingsvirksomheden Institutionen gøres Interessant; men det maa ikke ske paa den Maade som Grønningerne tænker sig.
Men saaledes:
Lad dem beholde deres egen Administration, deres Ophængning og egne Sale. Saaledes som vi havde det i gamle Dage fælles i alle Henseender kan vi ikke vende tilbage til. Vi kan ikke enes. Vi kan ikke finde os i alle de Plager som det foraarsagede.
Men jeg sætter mig bestemt imod · at Udstillingen bestaar af to adskilte Udstillingslokaler.; Den ene Halvdel af Bygningen maa ikke indeholde en kedelig Udstilling og den anden en morsom. Hvis det bliver ordnet saaledes: antager jeg, at jeg gaar.
Jeg foreslaar: at der kun findes én Indgang (den gamle) og at Salene bliver fordelte uregelmæsigt mellem de to Selskaber, helst hveranden. Saaledes at Udstillingen tilsyneladende bliver en Helhed. Entréen bliver fælles; men fordeles mellem de to Parter efter Forholdstal. De Nybygninger som Sammenslutningen foraarsager bekostes naturligvis af Grønningerne.
Tilbygningen kan kun ske bagude, og hvis der ikke er Plads (der er en Lejeplads i Vejen) da tilvenstre ind mod Byen.

Jeg vilde jo gærne være med til at bestemme denne Tilbygning, hvis Sagen gaar i Orden. Jeg kan imidlertid ikke komme hjem før Krigen er forbi. Rejse er umulig. Og Sagen kan naturligvis ikke bero til Krigen er forbi? Dog hvorfor ikke?; Det er jo for dyrt at bygge nu.
De maa gøre alt for at Rohde bliver. Den gamle trofaste Støtte. Han hører den Frie til paa alle Maader.
Det er sammen med min Kone at jeg har gennemtænkt Stillingen: Vi mener saaledes det samme. Som Følge af vort Ukendskab til Forholdene for Tiden afholder vi os fra at stemme.
I sin Tid var jeg imod at den Frie Udst. indeholdt flere Selskaber som f.Ex Billedhuggernes, og jeg stemte ogsaa imod at de nuværende Grønninger fik deres egen Ophængning og deres egen Bestyrelse. Den frie Udst var for lille til bære saa mange Selskaber. Noget andet bliver det nu naar Udstillingen bliver saa stor, saa er der bedre Plads for smaa Administrationer, som kan faa deres Ønsker opfyldte. Men som før sagt det maa ordnes paa en fornuftig Maade til fælles Bedste og paa én eller anden Maade være samlet under en fælles Hat. Men det er under denne fælles Overadministration at det er vanskeligt at ordne alt paa en fredelig og kameratlig Maade. Det er klart dette afhænger af de Folks Natur som arbejder sammen.
-
De spørger om jeg snart er ked af at bo i Udlandet.
Nej det bliver jeg ikke nemt. Det er en Livsbetingelse for mig, jeg føler mig ikke tilpas, naar jeg ikke rejser. Det holder mig frisk. Den Lejlighed som vi bebor har vi maattet leje paa 3 Aar, den har 7 Værelser og 2 Køkkener, den er helt møbleret med vore egne Møbler. Tillige har jeg købt et lille Hus ligeoverfor ved Promenaden langs Stranden, Murerne er netop i Færd med at Omforme det til et godt Atelier, ved at bryde Gulvet ned mellem de to Etager, ogsaa de fleste af Skillerummene. Saa De ser at vi er ikke her paa det løse; men er ved at blive Niçoier og Provençalere,- Det har været ganske nødvendigt for mit Arbejde at beslutte sig til Køb af dette Hus.

Jeg kan ikke se i det mørke Klima vi har derhjemme. Hele Vintren er jeg uarbejdsdygtig. Det er dog vor Hensigt at tilbringe Somren hvert Aar i Hellerup. Her er derimod altid lyst. Omgivelserne er ogsaa interessante. Takket være det store Salg af Malerier i det sidste Aar har jeg kundet gennemføre dette. Dette Salg skyldes udelukkende Fru Bloch's Begejstring og Arbejde. Jeg staar i en evig Gæld til hende. Hun har gjort alt helt uegennyttigt.
Jeg forsøgt at rejse til Spanien for et Par Maaneder siden; men al Rejse er umulig, ogsaa er det umuligt at sende Billeder eller Skulptur hjem. Kun Raderinger som Tryksag har kundet lykkes. Hvilken ulykkelig Tid. Hvilket Barbari er kommet op til Overfladen. Kan de hensynsløse Tyskere snart faa deres velfortjente Bank, for den kommende Evighed og for stedse.
Mange Hilsner fra Deres gamle Ven
J.F. Willumsen

Kære Wagner og Frue.
Tak for Deres elskværdige Hilsner. Ja det varer maaske længe endnu, hvem ved! I den Tid vi boede ude i Villefranche var det mig umulig at arbejde for mig selv. Jeg var udelukkende optaget af Husvæsen, Mand og Børn. Nu boer Børnene i deres Skole, og vi har en god Lejlighed og en flink Pige, saa nu begynder mine Tanker at beskæftige sig med Kunst igen. Men før Krigen er forbi kan intet blive sendt hjem. Mange Hilsner til Dem begge og Deres "voksne" Pigebørn.
fra Edith Willumsen