1903-04-03

59 Avenue de Saxe. Paris
3 April 1903.
Kære Ven.
Jeg har længe tænkt paa at skrive til Dig; men jeg har været stærkt optaget om Dagen, og om Aftnen naar Edith kommer hjem, er der ingen Ro dertil. Mine to Billeder er nu indleverede til Udstillingen her; dem jeg begge udstiller ”de droit”. Det ene er det store Oliebillede af “Sol over Sydens Bjærge“ der var paa forrige Aars “Frie”. Jeg har nu gjort det færdigt, og jeg synes selv at det er et godt Billede. Det andet er en Aquarel af Edith i Bjærgdragt, liggende paa Knæ, bag hende sorte Klipper, der kore-

sponderer med et alvorligt Udtryk i hendes Ansigt, fremkommet ved at læse i en Bog, (der altsaa maa have et alvorligt Indhold) det er et Billede jeg selv sætter Pris [paa]. Herregud, det er dog naturligt og menneskeligt at se noget er godt i Ens Produktion. En Overvurdering vilde naturligvis være forkasteligt. Nogen somhelst Forventning om at disse to Arbejder skal bringe mig Glæde har jeg ganske opgivet. Jeg véd, at Franskmænd hader dem. I det Hele taget kære Ven, synes det som det

aldrig skal blive mig forundt at komme paa Livets Solside. Jeg har nu nok faaet i en alle Maader god og sød Pige til Kone; men naar Kunsten ikke kan komme i Orden, der bærer jeg paa et Hjærtesaar, der stadig Smærter. Jeg har i Dag faaet et meget stygt Brev hjemmefra, det vil sige den der har skrevet det; mener at det er et godt Brev og er sikkert ogsaa skrevet i en god Mening. Det kommer fra En af min Faders Bekendtskabskreds, og handler om hvor daarlig jeg er bleven som Kunst-

ner, og om al det Folk siger, og om min Faders Sorg over at se det jeg i Aar har udstillet og han agter at tage Dispositioner for Fremtiden, der vil skade mig i høj Grad o.s.v. Alt af frygteligste Slags. Og jeg som troede at jeg i Aar skulde slaa et stort Slag, fordi jeg var overbevist om at have gjort betydelige Fremskridt, jeg ligger nu næsten knust. Nissen troede jeg, jeg lod blive hjemme, men den er flyttet med og stikker nu sin røde Hue frem og gør mig komisk.

Forleden Dag havde jeg Besøg af Fru Lachmann; hun var paa Vejen til Amerika for i New York at hente sin Mand. Hun havde faaet min Adresse opgivet, der hvor jeg har Skole, hun var noget rask paa det, rajllerede over at jeg boede i saa fattigt et Hus og mente ikke det var rigtigt af mig at spilde min Tid paa Skoler, istedet for at passe hendes Bestillinger. Uheldigvis havde jeg kun nogle modellerede Grupper at vise hende. Hun kom i midlertid ikke hjem, som

hun havde lovet for at se dem, sendte afbuds Telegram. Og da jeg næste Dag søgte hende paa hendes “Palads Hotel” i Champs Elysées var hun rejst. Det er mig forøvrigt en stor Trøst i Modgangen, at jeg har denne Bestilling. Og glæder mig meget til rigtigt at komme i Gang med den, det bliver en af de første Dage. Og tror ogsaa paa at de vil blive gode.
Formegen Modgang er skadeligt, det gør En bitter og syg i Sindet: Medgang er ogsaa vanskelig at bære men den gør dog at Mennesket bliver sundt

og godt, naar man kan bære den. Det er ejendommeligt for vor Tid at for hvert Fremskridt der føres, møder det Modstand, det er et sikkert Bevis for hvilken Dekadence vi er midt i. I Tider med en naturlig sund Fremadgang, modtages nye Opdagelser med Glæde og Tak, det har Kunsthistorien saa mange Eksempler paa. “For at forstaa sin egen Tid”, siger Rousseau ”maa der megen Filosofi til.” Og det er min Ulykke jeg søger at forstaa min Tid og hjælpe paa dens Mangler (for mit eget Vedkommende) og det at arbejde mod den søde Neadgliden, for-

aarsager Stød. Mærkeligt i det Hele er, at min Skole gaar saa godt; der er fyldt og flere ønske at kommer der; naar derfor en rejser bort, kommer der altid en ny.
Man erkender altsaa at jeg kan lære dem noget. Og de vil lære min Fremstillingsmaade og tilegne sig mit Syn. Ja der gaar paa Skolen saamænd flere fuld uddannede Kunstnere med Medaille fra Verdensudstillingerne, Ja selv Jævnaldrende, som Olsen Aaby ønsker at komme der for at tage fat.

Der maa dog altsaa være nogle der mener at jeg har Ret.
Naa nu vil jeg ikke snakke mere om al det Onde, og naar jeg skriver derom til Dig er det jo fordi jeg trænger til at blive lettet og tale med En Ven der ved hvor haardt det er; men dog har forstaaet at holde Livsmodet oppe.
Jeg har lavet en Sæbeplakat og sendt hjem, den var bestilt af min Veninde Fru Faber. Hun har imidlertid ikke svaret mig, saa derfra venter jeg ogsaa Klø.

For de to Fotografier efter Dine Arbejder dernede, skal Du have Tak. Rytterne syntes jeg godt om. Det Liv der er over dem, Farten og Friheden i Bevægelserne er smuk at se paa. Og hvor godt Du har faaet de tre Hoveder til at fylde Rummet. Symetri er en stor Faktor i Skønheden. Hvor svært jeg har for at lære mine Elever dette: at en Menneske er symetrisk og skal under alle Bevægelser synes at være det, selv i Forkortninger.

Relief er en dejlig Kunst og pudsigt synes det at Du behersker nok saa godt det lave Relief, der er det vanskeligste. Den nærmeste staaende Mand og hans Hest synes at være en Smule klodset i Formbehandlingen. Den bageste Hest og Rytter er derimod helt vellykket. Jeg tror at Du vil lave en god “Krigens Hjemkomst” Du sender mig nok et Fotografi.
Det bliver dejlig for Dig at faa Misse ned til Dig “Du kan

jo daarligt taale det lange Cølibat.” Det har vi let meget af. Og tænkt os at det var den smukke kvindelige Model, der har sat Dig “Ugler i Mosen”. Rejser Din Kone over Paris, da kommer hun op og besøger os. Ikke? Godt er det at vi gaar mod Foraaret, saa forlader Sygdommen hende nok. Jeg hilste paa Fru Madvig med Svigerdatter Karen Bendix forleden Dag paa Gaden.
Tidt savner jeg mine Børn. Ondt at tage Dem fra mig. Naar min Fader som nu er ond mod mig, synes jeg, jeg burde have dem hos mig for at kunne være god ved dem til Gengæld. Naa – Mange kærlige Hilsner fra os begge ogsaa til Din Kone
Din Ven
J.F.Willumsen