1917-12-23

Villa Madeleine
Villefranche sur Mer
Alpes Maritimes
France.   23 Dec 1917

Kære gamle Ven.
Naar jeg netop i Dag skriver til Dem kommer det af at jeg vil bede Dem gøre mig en Tjeneste. Den bestaar i at sætte nogle Raderinger i Ramme - i de Rammer som den frie Udstilling har til at indsætte løse Tegninger i. Vil De tage Dem af den Ting? Der skulde ikke være mange i hver Ramme, helst kun en, højst to, naturligvis alt eftersom Rammerne er store til. Der er 14 Raderinger en Liste over dem er indlagt i dette Brev. Jeg har sendt dem til Prof.inde Bloch Grønningen 15 . som vil anmelde dem og jeg antager ogsaa indlevere dem til den frie Udstilling. Hun har Telefon, sæt Dem i Forbindelse med hende hvis de ikke skulde være komne til

den Frie i rette Tid. Jeg sender flere Forsendelser, med c 8^te Dages Mellemrum, hvis den første Sending ikke kommer, naaer vel den anden eller tredie København. Der gaar megen Post tilbunds i denne Tid, og megen bliver stjaalen. Af hvem? Det er en rædsom Tid vi er kommet op i, og den bliver værre endnu -
Vi lever nu her paa 3^die Aar og kan ikke komme hjem; det er nu forøvrigt det mindst triste ved det. Malerier kan ikke sendes, kun saadanne smaa Postpakker, der kan indeholde Raderinger eller lignende Smaating.
Vi har ingen Kul, eller kun meget lidt i al Fald. Og ingen Petroleum; jeg har købt mig en romersk Olielampe med 4 Blus, den lyser ikke meget, ellers maa vi nøjes med Stearinlys, der egentlig kun er Tællelys. Maden koges paa Trækul - der egentlig ikke er saa galt, men det laver et forfærderligt

Svineri. Af Mangel paa Lys og Varme gaar vi i Seng Kl 7½-8-; men saa staar vi til Gængæld op før Solen; men det bliver dog 10-11 Timer i Sengen hvilket er noget lovligt trættende. Men om Dagen naar Solen skinner og varmer er her jo dejligt og lyst som ingen Steder. Vi har kun meget faa mørke Dage og Vintren varer kun kort; hvilket tillader at man kan leve paa en Slags Feldfod; uden mange Bekvemmeligheder. Dog dette Zigøjnerliv eller Kunstnerliv som det kaldes er noget trættende i det lange Løb. De ved ikke hvor vi længes efter at have en Kammerpige med hvid Kappe og hvidt Forklæde vimsende rundt i Stuerne, en gammel, ærlig og opmærksom Kammertjener og en første Klasses Kokkepige, der dog ikke tager for meget paa Kurven. Et rigtigt fint Middagsselskab med meget Lys og mange Venner vilde for os i disse Dage være den højeste Nydelse.

Jeg maa forøvrigt gøre hvad jeg formaar for at kunne bo saa meget som muligt hernede ogsaa efter Krigen, mine Øjne har nemlig den Skavank at jeg ikke kan se i mørkt Vejr; og eftersom Aarene gaar bliver det værre. Det viser sig at jeg er født med en Abnormitet som populært kaldes "Hønseblindhed" d.v.s. Elementerne i Nethinden, opfatter ikke saa godt Lyst og Mørkt som Farvenuancer, derfor naar Tusmørket begynder, kan jeg ikke mere se noget skarpt. Jeg generes særligt af det nu, da mine Linser ikke kan accommodere. Briller hjælper naturligvis; men jeg føler mig mere blind med dem end uden dem, fordi man kan kun se det i Briller som er i Focus.
Vi har købt Møbler til en Lejlighed og til Atelier her. Jeg tænker endog paa at bygge Atelier, for her er ingen jeg kan bruge.
Fortæl mig lidt om hvorledes De har det? Jeg haaber godt. Vore Børn gaar naturligvis i fransk Skole, og skriver bedre Fransk end Dansk, og taler forøvrigt bedre Fransk end jeg gør. Mange Hilsner fra os begge til Dem og Deres charmante Frue.
Deres gamle Ven
J.F. Willumsen
Mange Hilsner til

mine Sønner i den Frie.