1903-04-10

59 Avenue de Saxe. Paris. 10 April 1903.
Kære Matthies!
Jeg tør nok sige; at i vor Ti[d] er Kunstnervejen den Møjsom[me]ligste, den pinligste og snevres[te] af alle Veje. Vi vandrer fuldstændig i Skygge og paa begge Sider af den snævre Vej er der Tornekrat der stadig skraber og giver os Saar. Nu troede jeg at Du var kommet ud paa et Sted hvor Solen skinnede og der var vid Horisont til alle Sider, og saa er det slet ikke Tilfældet. Det maa være

pinligt ærgerligt at se sit Ar[b]ejde blive hugget ned for sine Øjne og saa at blive overlegent [d]umt kritiseret af en koket fransk Dame. Des mere jeg lærer Franske at kende, des mere kommer jeg til at hade dem. De er næsten altid overlegne og det er det samme som at være dumme. Men Du kan vel intet andet gøre, end finde Dig i det og bide Tænderne sammen. Naar blot vi kan holde Modet oppe, og paa trods al Modstand udvikle sig videre i den Retning man nu engang

er kommen til Overbevisningen om er den Rigtige (saa er det ogsaa den Rigtige). Og der er intet andet Maal end at blive saa god en Kunstner som mulig, stille og altid arbejde derpaa, saa bliver man det nok engang og saa skal nok alle Mennesker indfinde sig, vi behøver ikke at rende rundt og anbefale os og spilde Tid derpaa, de kommer nok; de er mere end forlegne nok for at opdage Kunstnere. Du som har den smukke Frescokunst i Din Magt, klem Du bare paa.

Du har ogsaa en praktisk og god Fremgangsmaade naar Du skal udtrykke Dine Ideer. Der er intet andet for Dig at gøre end at faa saa gode og store Ideer som muligt og saa at kunne tegne og forme dem saa rent og tydeligt som muligt. Tag saa meget som Du kan fra den evig unge Natur, at benytte gamle Billeder er godt; men at forbedre dem efter Naturen Livet, saa de ikke er til at kende igjen; det er meget bedre.
Du skal have Tak fordi Du vil sende gamle Frølich op til min Fader. Det er sikkert godt og det vil vi benytte i yderste Nød. Endnu spiller vi ikke Hjærter

Es ud. Om forøvrigt gamle Frølich har synderlig Sympati for mine Produkter, tvivler jeg om. Jeg tror nok at han har nogen. Men til Tider har jeg ogsaa lagt Mærke til det modsatte. Til den Kone, der tilsk[r]ev mig det infame Brev, har jeg skrevet og afventer nu Virkningen. Jeg er destoværre bange for at Sympatien er for varm mellem hende og min Fader, til at jeg kan være glad derfor; men noget Bevis derfor har jeg ikke. Imidlertid det Brev jeg skrev, haaber jeg havde den rette Karakter. Det var holdt

i en varm rolig Tone, og gik ud paa at forklare hende at der i lang Tid havde været det bedste Forhold mellem min Fader og mig og at min Hustru og jeg havde inviteret ham herned nu i Foraaret og hvis hun virkelig vil gøre en god Gærning da overtaler hun ham saaledes at han kommer. Det er Ediths Mening at denne Kone ønsker at sætte Kampen paa Spidsen mellem min Fader og mig, saaledes at et af hendes Børn, min Fader holder særlig meget af, skal blive indsat som betydelig Arving.

Konen er Jøde. Og Jøderne har jeg en meget daarlig Tro til naar Penge er med i Legen. Derimod har jeg bedt Fru Faber, som min Fader kender at gaa op til ham og snakke om at hans skal tage herned.
Vi faar nu se om det hjælper. Hjælper det ikke og Vrøvleriet fortsætter, saa spiller vi Hjærter Es ud. Jeg tror nu ikke det vil være noget rart Hværv for gamle Frølich at komme op i den fattige Bule i Fiolstræde.
Jeg læser højt i disse Aftner for Edith i H.C. Andersens Selvbiografi.

Det er gaaet ham ligesaa slemt som os andre. Gud hvor han hylder, og Gud hvor de Danske plager ham med smaalig Kritik. De Danske er saa udannede uoplyste at de kun kan kritisere, de har langt igjen inden de naar over paa den Positive Side: at modtage. Men Andersen var dog meget bedre stillet end vi andre han havde hele Udlandet til at blive beundret i. Og hvad har vi? Og hans Forældre gjorde ingen Kvalm. Og han havde Tidens bedste Aander som sine Venner. Hvor er nu Tidens bedste Aander? Det er mærkeligt deri at læse; at Øelenschägers Børn i Skolen blev pinte og haanede af de andre Drenge, for de havde “en saadan Fader”.
Naa nu til Slut mange Hilsner fra os begge
Hils Din Kone, kommer hun til Paris, søger jeg hende op.
Godt Mod og klem paa
I Haabet er gode Aander skjult.
Din J.F.Willumsen