J. F. Willumsen
1949-05-16
Afsender
Jens Ferdinand Willumsen
Modtager
Siegfried Wagner
Dokumentindhold
Mogens Kruse har endelig leveret Willumsens breve tilbage til Wagner, men Willumsen stoler ikke på Kruses intentioner. Jais Nielsen og Ville Jais Nielsen skulle have besøgt Willumsen i Cannes, men han har ikke set noget til dem. Han og Bourret rejser til København til juni, da Kongesønnens Bryllup skal males færdig her.
Transskription
Villa "Le Lido"-
Route de Frejus –
Cannes – France (A M). 16 Maj 1949
Kære to Wagners.
Tak for de to Breve fra 3 Marts og 1 Maj
Det første var helliget mig med Museets Vedtagelse i Folketinget. Swane og de andre ondskabsfulde og dumme Dødbidere, var foreløbig sat ud, indtil de vaagner op igjen. Det er forbavsende at man kan være saa forkert paa det og sidde paa en saa indflydelsesrig Stilling.
Det andet var et "Lykke og Solskinsbrev".
Solen skinner ude i Jeres Have, det er varmt derude og inde ved Tebordet og i Jeres Sind.
Jeg vil ikke skuffe je[r] med at sige at det bliver snart koldt igjen.
Vi har haft Foraar her ogsaa, og varm Vinter, men nu er det koldt og regner hver Dag og er mørkt.
Saa erfarer jeg at Mogens Kruse har sendt Dig de saa omtalte Breve tilbage. Ovenikøbet fint Indbundne. Han er en Tyvenatur, der er der ingen Tvivl om. Jeg gad nok vide hvormeget den Rad har stjaalet ud af mine Skuffer, da han
gik derude i Villaen hos min Kone paa Strandagervej, uden at være under hendes Opsyn. Saa meget er sikkert, at hun er bleven fnysende gal paa ham og han faar ikke mere Lov til at komme hos hende, paa et Fotografi ser jeg, at de sidder i Haven og drikker The og har det saa morsomt sammen. Hvis Du engang kommer sammen med hende, skulde Du spørge hende ud – Hun fortæller ikke mig noget. Imidlertid Tak for Gaven til mit Museum.
Heldigvis har Olgas Operation lykkedes, for saa vidt – Hun kan maaske nu arbejde noget.
Jeg glæder mig til at se Dine nye Arbejder, som Du mener er bedre end de gamle. Er Bloch opstillet?
Til Jais Nielsen og Kone har jeg endnu ikke se noget. Jeg kender dem forøvrigt ikke Spor; men det gør jo ikke noget, jeg vil gærne lære ham at kende.
Ved 1ste Juni rejser vi til København, Jeg skulle gærne have "Kongesønnens Bryllup" færdigt. Jeg forsøger at komme til at bo paa "Kongen af Danmark" som sædvanlig.
Var Prof. Bloch tilfreds med sin Buste?
Saa ses vi naar jeg kommer til København i Begyndelsen af Juni.
Mange hjærteligste Hilsner til Jer Begge fra Michelle Bourret og fra
Jeres hengivne
J. F. Willumsen.
Fakta
PDFDansk
Michelle Bourret
Ville Jais Nielsen
Mogens Kruse
Jais Nielsen
Leo Swane
Olga Wagner
Edith Willumsen
J.F. Willumsens Museum
Bog: Breve fra J.F. Willumsen til Siegfried Wagner 1905-46
Omtalte genstande
J.F. Willumsen: Kongesønnens Bryllup (1888-1949)
Olie på lærred, 162 x 370 cm.
J.F. Willumsens Museum, Inv. 265
J.F. Willumsen: Blochs Buste (1922/1948)
Sandsten. Rigshospitalets have.
Udhugget af Siegfried Wagner i 1948.