Menu

J. F. Willumsen

1941-03-17

Afsender

Siegfried Wagner

Dokumentindhold

Den Frie Udstilling afholder 50års jubilæumsudstilling. Wagner finder udvalget jammerligt – lige bortset fra Willumsens maleri Aftenmåltidet og sine egne 3 store træfigurer. Der er ligeledes inviteret til jubilæumsfest, men Wagner ønsker ikke at deltage i Struckmanns festligheder. Han konkluderer, at det er en trang tid for kunsten - Swane er en dårlig museumsdirektør, og så er skidt håndværk i vælten. Wagner har forgæves søgt at sætte opmærksomhed på Willumsens forhold nede i Nice.

Transskription

17–III–41
Kæreste Willumsen!
Enskøndt jeg ikke har hørt fra Dig i lange Tider og ikke faaet Svar paa mit sidste Brev, som jeg naturligvis heller ikke véd om du har faaet, saa skal du alligevel have et Livstegn, for at du kan se at vi tænker paa dig. For 8 Dage siden åbnede den frie Uds: sin 50 Udstilling, de kalder den for en Jubilæumsudstilling og Bestyrelsen manede til at sende det bedste ind hver for sig. Men Resultatet er – jammerligt. Naar man lige undtager dit Aftensmaaltid som de har hængt op og saa mine 3 legemsstore Figurer i Træ, alle nye og stærkt bemalede, saa er alt det øvrige kun ganske smaa Billeder og de fleste

Kunstnere har sendt gamle Ting ind som tidligere har været udstillet og tilmed sløje og ringe Arbejder. Det er som sagt en daarlig Udstilling og den gamle frie Udst. uværdig. Den 26 ds. har Bestyrelsen tilmed indbudt til en Fest, med alle de trekantede Hatte paa Rad, det er væmmeligt. Jeg gaar ikke med. Struckmann er en stor snob og vil ikke andet end holde Festtaler og brelliere med Ordner. Det er en overmaade Trang Tid for Kunsten herhjemme. Svane paa Kunstmusæet er en daarlig Leder af Kunst og Herskesyg og Klikkemand.

Det har været en drøj Vinter at komme igennem. Koldt og koldt og koldt, alle vegne og Pengene saa smaa at det er en Ynk. Men nu skinner Solen og saa stiger Humøret. Det maa nu begynde at blive smukt i Nizza selv om Forholdene derne er daarlige ogsaa, saa er der dog altid smukkere end herhjemme. Jeg har forsøgt at faa nogle til at interessere sig for dine Forhold, men jeg har ingen Indflydelse, tværtimod. Kunstnerne herhjemme afskyer mine Arbejder de forstaar dem ikke og kan intet godt se i dem. Vi lever

som paa en øde Ø og ser slet ingen, saa har min Kone og jeg til med været syge af Influensa. Nu er vi raske igen, men Arbejdshumøret er ikke vendt tilbage. Det er jo dyrt at arbejde naar man skal finansiere det selv altsammen. Talentløsheden breder sig, skidt Haandværk og Paagaaenhed er det vigtigste for at kunne lave Kunst nu. Du rager flere Hoveder op over de andre, selv om de ikke vil indrømme det, de jammerlige Kreaturer. Penge er deres Maal og Stræben. Vi sender Dig en hjertelig Hilsen og haaber alt godt for Dig. Vil Du ogsaa hilse Madame Borret fra os begge.
Din hengivne Elev og Ven
Olga og Siegfried W.

Omtalte genstande

  • J.F. Willumsen: Aftensuppen (1918)
    Olie på lærred, 160 x 231 cm.
    J.F. Willumsens Museum, Inv. 334

  • Siegfried Wagner: Tre træfigurer i overnaturlig størrelse (1939-41)

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Wagner skifter mellem at skrive et stort eller et småt begyndelsesbogstav i tiltalepronomener.

Lyngby (Danmark)
Nice (Frankrig)

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: B/I/1 - Wagner